København, 02/06/2025 - 18:22
Sur Verstappen kørte ind i Russell: Burde ikke være sket
Max Verstappen erkender, at han ikke skulle være kørt ind i George Russell i Barcelonas grandprix søndag.
Hoch Zwei/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Formel 1-sæsonen forløber i øjeblikket ikke, som Max Verstappen er vant til.
Den regerende verdensmester får baghjul af især McLaren, og i weekendens løb i Barcelona mistede han besindelsen, da frustrationerne kogte over.
På omgang 64 ud af 66 blev Red Bull-stjernen af sin ingeniør bedt om at lukke Mercedes' George Russell forbi, og det gjorde ham rasende.
Kort efter lagde Russell an til en overhaling udenom i et sving, og da han så ud til at være forbi, gassede Verstappen op og kørte ind i briten.
Hollænderen blev straffet og har fået voldsom kritik fra alverdens Formel 1-eksperter og tidligere kørere. Nu har han på det sociale medie Instagram erkendt, at handlingen ikke var i orden.
- Vi havde en spændende strategi og et godt løb i Barcelona, indtil safety car'en kom ud. Vores dækvalg til sidst og nogle manøvrer efter genstarten bag safety car'en gav næring til min frustration, hvilket førte til en handling, der ikke var rigtig og ikke burde være sket.
- Jeg giver altid alt derude for teamet, og følelserne kan løbe højt. Nogle gange vinder man sammen, andre gange taber man sammen, skriver Max Verstappen på Instagram.
Max Verstappen og George Russell har i forvejen et anspændt forhold, som formentlig ikke er blevet bedre efter weekendens grandprix. Om de to har talt sammen, melder historien intet om.
Red Bull-teamchef Christian Horner skriver på sin Instagram-profil, at Max Verstappen sagde undskyld til sit eget hold umiddelbart efter løbet.
Max Verstappen har hidtil i sæsonen vundet to Formel 1-løb, men har altså måttet se McLaren tage de resterende syv sejre.
Oscar Piastri fører VM-stillingen med teamkammeraten Lando Norris bag sig. Verstappen må i øjeblikket nøjes med en tredjeplads.
/ritzau/