Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 31/10/2023 - 17:58

Undersøgelse af Elbit-sag er vedtaget og skal afsluttes inden april

Blandt andet Jakob Ellemann-Jensens og Statsministeriets rolle i sag om våbenkøb skal undersøges af advokater.

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den uvildige advokatundersøgelse af Elbit-sagen begynder nu at tage sin form.

Tirsdag er et bredt flertal i Folketinget blevet enig om kommissoriet for undersøgelsen, oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Nu skal en advokat findes, hvorefter forventningen er, at undersøgelsen kan starte i november eller december og være afsluttet senest 1. april 2024, lyder det videre.

Elbit-sagen handler overordnet om misinformation og fejl.

Daværende forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) gav i januar Folketingets partier to timer til at hastebehandle et våbenindkøb for 1,7 milliarder kroner fra israelske Elbit Systems.

Politikerne blev blandt andet givet det indtryk, at kontrakten hurtigt skulle underskrives, fordi tilbuddet på våbnene ville udløbe i januar, hvilket ikke var korrekt.

Med tirsdagens aftale er det blandt andet blevet besluttet, at undersøgelsen også skal omfatte materiale, som Forsvarsministeriet har modtaget fra eller sendt til eksempelvis Statsministeriet, Udenrigsministeriet og Finansministeriet.

Det var ikke en del af et tidligere udkast til kommissoriet, men har været et ønske fra partier uden for regeringen.

Jakob Ellemann-Jensens rolle i sagen bliver som ventet også en del af undersøgelsen.

- Jeg synes, det er helt naturligt, at den tidligere forsvarsministers rolle også skal undersøges. Det har Jakob Ellemann-Jensen også selv sagt. Jeg forstår interessen for, hvem der vidste hvad og hvornår. Det er vigtigt at få afklaret, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i pressemeddelelsen.

Flere partier har også ønsket, at undersøgelsen skulle indeholde afhøring af mundtlige vidner. Den mulighed er ikke en del af kommissoriet.

Måneden forinden våbenkøbet blev aftalt med Elbit, havde den israelske våbenproducent ifølge Altinget krævet fremtidige ordrer for at droppe et sagsanlæg i en gammel sag mod Danmark. Sagen endte i et forlig.

Om der er en sammenhæng mellem forliget og ordren, skal også belyses i undersøgelsen. Forsvaret har afvist, at der skulle være nogen sammenhæng.

Sagen har indtil videre kostet Morten Bæk jobbet som departementschef i Forsvarsministeriet. Det skete, da der viste sig at være fejl i ministeriets redegørelse, som skulle forklare forløbet om våbenindkøbet.

Advokatundersøgelsen skal vurdere, om der "er grundlag
for at indlede sager om disciplinært eller ansættelsesretligt ansvar mod
bestemte embedsmænd", hvis der er blevet begået fejl i sagen.

/ritzau/

København, 12/01/2025 - 08:00

FAKTA: Manden med gummiansigtet

* Andreas Bo har læst til læge, men stoppede på medicinstudiet.

* Han fik sit store gennembrud i TV 2's ugentlige sketchshow "Live fra Bremen" i 2010.

* Året efter blev han kåret som Årets Komiker ved det hedengangne Zulu Comedy Galla. En pris, han blev nomineret til for sine præstationer i netop "Live fra Bremen".

* Som 45-årig lavede han sit første onemanshow, "Plagiat", hvor han parodierede blandt andre komikerkollegerne Finn & Jacob og Mick Øgendahl samt cremekongen Ole Henriksen.

* Privat er han gift med virksomhedsejer Katrine Wadil. Parret har hver to børn fra tidligere ægteskaber.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 12/01/2025 - 08:00

Andreas Bo: Jeg har været i en panikfase

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Komiker Andreas Bo, der snart er aktuel med onemanshowet "Hår(d)", lærte tidligt i sin opvækst at komme ud af pinlige situationer med en vittighed.

Når Andreas Bo stod i supermarkedskøen sammen med sin mor som lille, kunne hun finde på at lange kassedamen et konfrontatorisk svar, hvis ekspedienten dristede sig til at smalltalke om familiens indkøb på kassebåndet.

- Det skal du slet ikke blande dig i!, kunne det lyde fra hende, genfortæller Andreas Bo.

- Min mor opsøgte konflikter, imens jeg stod ved siden af, pissekonfliktsky, og forsøgte at opbløde situationen med en vittighed:

- "Vi skal hjem og lave bolo-NÆSE", kunne han finde på at bryde ind for at lette stemningen mellem mor og medarbejder.

- Jeg er stensikker på, at jeg blev komiker, fordi min mor var svær. Det er ikke, fordi jeg er klovnen, der græder bag masken, men min mor havde lidt issues.

Andreas Bo brød igennem som komiker i TV 2's satiriske underholdningsprogram "Live fra Bremen" i 2010 og har siden lavet en række soloshows. Blandt andet "Plagiat" og "Skarp".

Ud over at være kendt komiker har Andreas Bo i mange år også lavet teater og revy. Han har blandt andet underholdt i Cirkusrevyen, Tivolirevyen og Nykøbing Falster Revyen.

Kimen til en karriere inden for komik blev lagt allerede i barndommen, og hans første publikum blev moren og kassedamen i supermarkedet.

Moren var kærlig, understreger han, og begge forældre gav ham en god og tryg barndom. Men moren var mærket af sin egen opvækst, hvor familien dårligt havde penge til sko til børnene.

- Det har gjort mig til en pleaser. Jeg vil gå til verdens ende for alle mulige mennesker, siger Andreas Bo.

Pleaseren tager han med sig, når han forsøger at give publikum en god oplevelse fra scenen, ligesom han i barndommen gjorde sig sjov for at glæde moren, men konfliktskyheden kommer ikke med op på scenen.

- Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er en mand i slutningen af 50'erne. Jeg fylder 58 om lidt og har oplevet nogle ting her i verden - jeg kan godt lide at sige tingene, som de er, siger han og fortsætter:

- Det er ikke, fordi jeg er et dårligt menneske, der ønsker noget ondt for nogen. Jeg betragter mig som ret empatisk, og hvis jeg glemmer at være det, skal min kone nok minde mig om det, siger Andreas Bo, der blev gift med sin kæreste, Katrine Wadil, i oktober efter mere end ni år sammen.

- Jeg har dog lavet en aftale med mig selv om, at der hver dag skal være to personer på de sociale medier, der synes, at jeg er den største idiot. Ellers har jeg simpelthen været for pæn, lyder det fra Andreas Bo.

Det gælder også for hans nye onemanshow, der med titlen "Hår(d)" indikerer, at han ikke er bleg for at tale med store bogstaver i showet.

Her langer han efter eget udsagn både ud efter boomere - personer født i babyboomet efter Anden Verdenskrig og frem til midten af 60'erne - der har brugt alt olien, men som synes, at vindmøller ødelægger udsigten, samt de midaldrende - som ham selv og deslige - der konstant stræber efter at være unge igen.

"Hår(d)" er hans femte onemanshow, og titlen refererer også til hans optræden i "Vild med dans", hvor den 57-årige komiker insisterede på at bære paryk.

- Showet bliver en blanding af jokes, selvironi og rå aggression - galde vil flyde fra scenen, siger Andreas Bo med et smil i stemmen.

Han blev særligt kendt som manden med gummiansigtet, men det er blevet sværere for ham at lave parodier.

Derfor bliver der heller ikke meget at se i den disciplin i det nye show.

- Jeg parodierer Trump en enkelt gang og et par andre personligheder, men ellers er der ikke nogen gode parodi-ofre i dag. De er allesammen døde, siger Andreas Bo, der har imiteret alt fra X Factor-dommer Thomas Blachman til præst og forfatter Johannes Møllehave.

- Ingen må stikke ud i dag. Typer i politik, kunst og kultur må ikke være specielle. Det gør dem totalt uinteressante som parodi-ofre, lyder det fra Andreas Bo.

Selv om at imitationens kunst må træde i baggrunden i det nye onemanshow, er komikeren tilfreds med resultatet, men vejen til det færdige show har været udfordrende på flere planer.

- Det er en forfærdelig proces, hvor jeg ærligt talt har følt mig som en selvoptaget idiot. Jeg kender mange børn af skuespillere, der har det traume, at forældrene nogle gange forsvandt fuldstændig og lukkede sig inde i sig selv.

- Jeg har selv været i den panikfase og spurgt mig selv: "Hvem fanden er du egentlig, at du sådan inviterer folk ind for at se dig være sjov?".

Den følelse overmandede ham, da han skulle optræde med sit allerførste onemanshow, "Plagiat", i 2012.

Her stod han i Parken og kiggede på de 36.000 pladser, der snart ville blive fyldt op af gæster, der skulle se ham optræde i hjertet af København.

- Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til dem … Jeg fik en angstnedsmeltning - folk vil gerne kalde det stress i dag, fordi det lyder bedre, men det var sgu angst! Det er jeg ikke bange for at sige, fortæller Andreas Bo.

- Jeg var rystet. Jeg var nødt til at tage tre måneders pause og æde sovepiller … Men så sagde jeg Lisbet Dahls vigtige læresætning til mig selv: "Så interessant er du altså heller ikke". Det er vigtige ord, siger han.

- Men det er stadig svært, når man står ude bagved og ryger, og der kommer 1200 Fiat Punto'er kørende. Folk har taget deres pæne tøj på og forventer, at de skal have en sjov aften med mig.

Premieren på det nye sjov nærmer sig, og det kan Andreas Bo godt mærke i kroppen.

- Der skal jeg mentalt igennem, at jeg har forberedt mig. Jeg er ædru, og jeg har lyst til at være der. Så kan jeg sige til mig selv, at jeg har overholdt min del af aftalen, siger Andreas Bo, imens han tager et hiv af den cigaret, han har givet sig selv lov til at ryge i anledning af den snarlige premiere.

- Jeg kigger mig selv i spejlet og siger, at folk kunne have valgt at købe billet til alt muligt andet, men de har købt billet til mig, fordi de synes, jeg er sjov. Og jeg har været lykkelig for at optræde lige siden, siger Andreas Bo.

Han kan opleves på scenen med onemanshowet "Hår(d)" fra 16. januar, hvor showet har premiere på Bremen Teater i København. Han optræder med onemanshowet til ind i efteråret.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 11/01/2025 - 10:00

FAKTA: Sådan sikrer du dig at testamentet er gyldigt

* Uanset hvilket testamente du laver, er det dit eget ansvar, at testamentets indhold er gyldigt.

* Du kan enten få en notar ved en af landets byretter (notartestamente) eller to vidner (vidnetestamente) til at bekræfte, at underskriften på dit testamente er gyldig.

* Hvis dit testamente bliver underskrevet med en notar ved en af landets byretter som vidne, bliver det gemt i Centralregisteret for Testamenter. Testamentet vil derfor automatisk blive fundet, når du dør.

* Hvis dit testamente er underskrevet med vidner, skal du selv sørge for at opbevare det, så du er sikker på, at dine efterladte hurtigt finder det, når du dør.

Kilde: Danmarks Domstoles hjemmeside.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 11/01/2025 - 10:00

Dobbelttjek dit testamente: Ny lov ændrer reglerne

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

En ny lov gør det mere attraktivt for søskende at arve hinanden. Det kan være en anledning til at efterse testamentet.

En ny lov, der blev vedtaget i 2024, gør det mere økonomisk fordelagtigt for søskende at arve efter hinanden.

Ønsker du at tilgodese din bror eller søster i dit testamente, er det derfor en god idé at få kigget på det nu.

Sådan lyder rådet fra Malou Trebbien, der er arveretsrådgiver hos rådgivningsvirksomheden Formue Danmark.

- Hvis man tidligere har valgt søskende fra, fordi arveafgiften var for stor, så bliver det fremover billigere, og det kan man godt forestille sig vil give et incitament til at indsætte søskende i testamentet, siger hun.

Med lovændringen sidestilles søskende med børn og børnebørn. Det betyder, at arveafgiften sænkes fra 36,25 procent til 15 procent.

Reglen træder først i kraft fra 1. januar 2027, men ifølge Malou Trebbien er det allerede nu relevant at revidere testamentet, hvis det er det, man ønsker.

- Vi synes jo altid, at det er en god idé at være på forkant og få styr på testamentet så tidligt som muligt, siger hun og fortsætter:

- Du kan ikke vide, hvad der sker de kommende år. Derfor er det bedst at få det gjort, mens du er frisk og i stand til at oprette testamentet.

Malou Trebbien peger på, at det især er relevant at genbesøge dit testamente, hvis du har gjort brug af den såkaldte 70/30-ordning.

Den gør det muligt at reducere arveafgiften ved at fordele 70 procent af arven til for eksempel din søster og 30 procent til en velgørende organisation, hvor den velgørende organisation betaler din søsters arveafgift.

Med vedtagelsen af den nye lov er det ikke længere nødvendigt at lave den manøvre for at mindske arveafgiften.

- Når arveafgiften ændres for søskende, bliver regnestykket helt anderledes, og derfor er det vigtigt at genbesøge sit testamente for at se, hvordan det kommer til at se ud efter 1. januar 2027, og om det er sådan, man vil have det, eller om det skal laves om, siger arveretsrådgiveren.

Hos Det Gode Testamente, der er er et samarbejde mellem mere end 50 af landets velgørende organisationer, er man dog umiddelbart ikke bekymret for, at den nye lov fører til, at færre vælger at testamentere penge til velgørenhed.

- Det ligger til danskerne, at de fleste grundlæggende har et ønske om at hjælpe og finder det givende at vide, at selv efter de ikke er her mere, så bruges en del af deres arv på at skabe en bedre fremtid for fremtidige generationer, siger Charlotte Gade, der er sekretariatschef i Det Gode Testamente.

Tal fra Tinglysningsretten viser, at interessen for testamenter helt generelt stiger herhjemme.

De seneste fem år er antallet af testamenter, der er oprettet hos en notar, vokset med 32 procent.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek