København, 27/05/2025 - 11:55
Ny mulig medgerningsmand fængslet i Søborg-drab
Politiet anholdt i går endnu en mand, som nu sigtes som medskyldig i drab og drabsforsøg i Søborg den 2. maj.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 23-årig mand, der i går blev anholdt og sigtet i en sag om drab på en 35-årig mand i Søborg den 2. maj, varetægtsfængsles i fire uger.
Det besluttede Retten i Glostrup tirsdag, da manden blev fremstillet i grundlovsforhør.
Han er sigtet for drab og drabsforsøg i forening med flere medgerningsmænd.
Han nægter sig skyldig.
Tre andre mænd på henholdsvis 26, 28 og 35 år er tidligere blevet varetægtsfængslet i sagen, hvor en 35-årig mand blev skudt i sin bil på Novembervej i området Mørkhøj i Søborg.
De nægter sig ligeledes skyldige i alle forhold.
Derudover er de sigtet for drabsforsøg på den 12-årige pige, der sad på passagersædet i den 35-åriges bil. Hun blev ikke ramt.
Ifølge anklageskriftet affyrede de den 2. maj cirka klokken 17.50 seks skud med en .38-kaliber revolver mod en bil, hvori offeret sad.
Den 35-årige mand blev ramt af tre skud - heraf ét i hovedet. Han afgik senere ved døden på Rigshospitalet.
Efter angrebet sagde vicepolitiinspektør Charlotte Skovby at drabet var "yderst brutalt og kynisk udført".
Ifølge både DR og Ekstra Bladet var offeret kendt af politiet, og hans bror skulle angiveligt være en del af det københavnske bandemiljø.
Det er oplysninger, som Københavns Vestegns Politi ikke har kommenteret på.
Ifølge politiet er flere gerningsmænd stadig på fri fod.
Den 23-åriges advokat tog forbehold for at kære sagen til landsretten.
Hverken sagens forsvarer eller anklager havde yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.
/ritzau/