Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

USA, 17/04/2024 - 14:31

Prinsesse Marie efter titeltumult: Det er kompliceret

I et interview med amerikanske The Washington Post fortæller prins Joachim og prinsesse Marie, hvordan de i dag har det med fratagelsen af børnenes titler.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

For to år siden var han tydeligt berørt og sagde, at hans børn var blevet gjort fortræd.

Men i dag udviser prins Joachim tilsyneladende ingen sure miner over, at hans mor, dronning Margrethe, tilbage i 2022 valgte at fratage hans børn deres royale titler.

- Vi er kommet videre, siger prinsen kort og godt i et nyt interview med den amerikanske avis The Washington Post.

Her fortæller både han og hustruen, prinsesse Marie, om deres nye tilværelse i USA's hovedstad, hvor prinsen siden sidste år har arbejdet som forsvarsindustriattaché på den danske ambassade.

Men journalisten har altså også spurgt ind til den meget omtalte krise i kongehuset, hvor familiens fire børn, Nikolai, Felix, Henrik og Athena, mistede retten til at kalde sig prinser og prinsesse og nu i stedet tituleres som grever og komtesse.

Hvor prins Joachim er mere fåmælt i sine udtalelser om oplevelsen, sætter hans hustru lidt flere ord på.

- Vi var ikke glade for den måde, det skete på, siger prinsesse Marie i interviewet og fortsætter:

- Men det er en familieting. Det er kompliceret.

Prinsesse Marie understreger videre over for The Washington Post, at hvor nogle måske anser det som useriøst at gå op i titler, så handler det om mere end det.

- Det er også deres navne. Det har været deres identitet, siden de blev født, siger prinsesse Marie.

Et års tid efter krisen flyttede hun og prins Joachim med deres to yngste børn, grev Henrik og komtesse Athena, fra Paris og over Atlanten til Washington, hvor familien lever et liv stort set uden for offentlighedens søgelys.

- Vi har boet her i syv måneder nu, og meget få mennesker ved, hvem vi er - bortset fra danskere, siger prins Joachim til The Washington Post.

Mens han arbejder med at fremme danske interesser inden for forsvarsindustrien i USA, meldte kongehuset i forbindelse med flytningen ud, at prinsesse Marie først og fremmest skulle fokusere på, at familien - og særligt børnene - faldt godt til i det nye land.

I artiklen fra den amerikanske avis kommer det frem, at prinsesse Marie nu er blevet involveret i organisationen Veteran Coalition International, som hjælper veteraner og deres familier.

Ifølge Billed-Bladet har prinsessen fået titlen Honorary Board Director i organisationen.

Det betyder, at hun kan deltage i bestyrelsesmøder, men ikke kan stemme ved disse møder.

/ritzau/

København, 30/04/2024 - 16:30

Vanvittig hæder: Aqua kåret til årets internationale succes

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Ud over Aqua var der tre statuetter til Guldimund ved Carl Prisen, som brancheorganisationen Musikforlæggerne uddeler. Æresprisen tilfaldt Sebastian.

Det er mere end 27 år siden, at Aquas "Barbie Girl" bragede ud.

Sidste sommer fik bandets signaturhit fornyet opmærksomhed, da Barbie-filmen ramte biograferne verden over. På soundtracket samplede verdensstjernerne Nicki Minaj og Ice Spice sangen, som Søren Rasted, Lene Nystrøm, René Dif og Claus Norreen står bag.

Nu er Aqua blevet belønnet med titlen som Årets Internationale Succes ved uddelingen af Carl Prisen 2024, der blev afholdt i Politikens Hus i København tirsdag eftermiddag med DR-værterne Carsten Holm og Camilla Jane Lea som konferenciers.

Det er Musikforlæggerne, den snart 100 år gamle brancheorganisation for de professionelle musikforlag i Danmark, der har indstiftet Carl Prisen for at hylde og hædre danske sangskrivere og komponister.

Der blev uddelt 14 priser i de ordinære kategorier.

Den fremadstormende sanger og sangskriver Guldimund nappede tre af trofæerne. Musikeren med det borgerlige navn Asger Nordtorp Pedersen står bag Årets Sang for "Det' kun vigtigt, hvad det er". Derudover kan han kalde sig for Årets Tekstforfatter og Årets Komponist Inden For Pop.

Årets Radiohit blev sangerinden Saint claras "Oh My God", mens at Årets Streaminghit blev "Moonlight", som sangeren D1MA fremfører.

Inden uddelingen var det allerede blevet afsløret, at Sebastian ville modtage Musikforlæggernes Ærespris.

Den 74-årige musiker, som især er kendt for at have komponeret sange til musicalopsætningerne af "Skatteøen" og "Ronja Røverdatter", følger dermed efter Metallica-trommeslageren Lars Ulrich, sanger og sangskriver Anne Linnet samt den afdøde komponist og pianist Bent Fabricius-Bjerre.

Med prisen følger en check på 50.000 kroner, som Sebastian traditionen tro skal give videre til et nyt spirende sangskrivningstalent.

Carl Prisen, som er opkaldt efter komponisten Carl Nielsen, løb for første gang af stablen i 2013 og blev indstiftet for at fokusere på de skabende kunstnere og ikke de udøvende artister.

De nominerede, som foruden vinderne også talte Andreas Odbjerg, Emma Sehested Høeg og Ida Laurberg, er fundet blandt de sangskrivere og komponister, som musikforlagene selv har indstillet.

Juryer har voteret og til sidst fundet frem til tre nominerede i hver kategori, hvoraf en således har snuppet prisen.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 30/04/2024 - 14:34

Mediet Ingeniøren får ny ansvarshavende chefredaktør

Et emne som teknologi har brug for et seriøst medie, mener ny chefredaktør hos Teknologiens Mediehus.

Jonas Kuld Rathje, der er tidligere redaktør på Jyllands-Posten og chefredaktør på B.T., bliver ny ansvarshavende chefredaktør i Teknologiens Mediehus.

Det skriver mediet Ingeniøren, der hører under Teknologiens Mediehus.

Han forklarer til mediet, at han glæder sig "voldsomt" til at stå i spidsen for fremtidige udgivelser hos den nye arbejdsgiver.

- Den redaktionelle målsætning om at bygge bro mellem teknologi og samfund er både tiltalende for mig personligt og en vigtig journalistisk opgave, siger han.

- Teknologi, AI, grøn omstilling og så videre bliver mere og mere centralt, og derfor har de områder også brug for et seriøst, målrettet og kritisk medie.

I rollen som ansvarshavende chefredaktør vil han sikre, at mediet både er for specialisterne, ingeniørerne, naturvidenskabsfolkene og de it-professionelle.

Men det skal også være for dem, som har en anden faglig baggrund, men "som alligevel har teknologien inde på livet i deres hverdag", forklarer han.

Foruden Ingeniøren har Teknologiens Mediehus også nichemedier som Version2 og Radar under sig.

Den samlede redaktion er på 50 medarbejdere.

I alt har mediehuset 150.000 ugentlige læsere på print og godt en halv million månedlige brugere på de forskellige websites. Det fremgår af mediehusets hjemmeside.

47-årige Jonas Kuld Rathje har også en fortid hos Illustreret Videnskab og Metroexpress.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 30/04/2024 - 08:00

FAKTA: Sådan gives pengegaverne

* Kontanter: 39 procent.

* Overførsel via MobilePay: 22 procent.

* Pengene indsættes på en lukket konto og kan tages ud om et par år: 15 procent.

* Opbevarer pengene, indtil barnet skal bruge dem: 11 procent.

* Indsætter pengene på en investeringskonto, som barnet kan følge: 10 procent.

* Regner ikke med at give en pengegave: 17 procent.

Kilde: YouGov-undersøgelse på vegne af Dansk Bank.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 30/04/2024 - 08:00

FAKTA: Forældre vil give og bestemme over pengene

* I år regner flere forældre med at give en pengegave af den ene eller anden art til deres barns konfirmation sammenlignet med sidste år.

* Tre ud af fire af de adspurgte forældre har en holdning til, hvordan deres barn bør bruge gavepengene.

* 62 procent af de adspurgte forældre vil stille krav til, hvordan pengene bliver brugt. I 2023 var det tal 52 procent.

Kilde: undersøgelsen "Konfirmand 2024" foretaget af analyseinstituttet YouGov for Danske Bank i februar 2024.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek