Caracas, 15/05/2025 - 05:48
Toårig forlader USA og genforenes med deporteret mor i Venezuela
Venezuelas præsident takker Trump for, at en toårig venezuelansk pige er blevet sendt fra USA til Venezuela.
Zurimar Campos/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En toårig pige, som har været i amerikanske myndigheders varetægt, efter at hendes forældre blev deporteret fra USA, er onsdag blevet genforenet med sine forældre i Venezuela.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
På tv-billeder kunne det ses, hvordan den toårige Maikelys Espinoza Bernal blev holdt af Venezuelas førstedame, Cilia Flores, efter at hun var ankommet til hovedstaden Caracas med et fly, hvor også andre migranter var om bord.
Efterfølgende blev den lille pige genforenet med sin mor og mormor, hvilket skete på præsidentpaladset, hvor også præsident Nicolas Maduro var til stede.
- Vi skal være taknemmelige for den store indsats, for Rich Grenells (særlig udsending for USA, red.) indsats, og også tak til Donald Trump (USA's præsident, red.), lød det fra Maduro.
Maikelys Espinoza Bernals far, den 25-årige Maiker Espinoza, blev i marts deporteret fra USA til det berygtede fængsel Centro de Confinamiento del Terrorismo (CECOT) i El Salvador.
USA deporterede i marts mindst 137 venezuelanere til fængslet.
I april lød det fra USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed (DHS), at Maiker Espinoza er "løjtnant" i den venezuelanske bande Tren De Aragua (TDA).
De anklagede ham for at være ansvarlig for "drab, salg af stoffer, kidnapninger, pengeafpresning, menneskehandel og et torturhus". Der blev dog ikke fremlagt beviser for anklagerne.
Til Reuters har Espinozas familie afvist anklagerne mod ham.
Om pigens mor har ministeriet sagt, at hun arbejdede med at rekruttere unge kvinder til smugling af stoffer og sexarbejde. Heller ikke dette er der fremlagt beviser for, og familien afviser også disse anklager.
Natten til torsdag dansk tid oplyser DHS på X, at barnet et blevet hjemsendt til Venezuela i henhold til en retskendelse.
Det er op til Venezuelas regering, om barnet skal bo hos sin mor eller skal i offentlig pleje, lyder det.
- I det mindste ved vi, at barnet ikke kommer til at være sammen med sin TDA-far.
Forældrene mødte hinanden, da de boede som migranter i Peru, hvor datteren blev født.
I maj 2024 krydsede familien grænsen fra Mexico til USA. Her opholdt forældrene sig i et detentionscenter for migranter.
Den toårige pige har således været adskilt fra sine forældre - og været i pleje hos myndigheden Office of Refugee Resettlement (ORR) - i et år.
/ritzau/