Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Oklahoma City, 28/04/2024 - 19:47

Tornadoer har ramt flere delstater i USA - to meldes dræbt

Tornadoer har hærget i flere delstater. Meteorologer har advaret om en fortsat fare for ekstremt vejr søndag.

Nick Ingram/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/AFP

En række tornadoer har ramt flere delstater i USA.

I byen Holdenville i Oklahoma meldes to personer, herunder en baby på fire måneder, dræbt.

Det oplyser flere statslige og lokale medier. Dog er man søndag fortsat i gang med at lede i murbrokkerne.

I primært Nebraska og Iowa var der fredag meldinger om 78 tornadoer.

Lørdag var der 35 tornado-meldinger fra det nordlige Texas til delstaten Missouri.

Det oplyser den nationale amerikanske vejrtjeneste, National Weather Service.

Nogle steder er der inden for få timer kommet 18 centimeter regn, og meteorologer har advaret om en fortsat fare for ekstremt vejr søndag, herunder hagl, pludselige oversvømmelser og yderligere tornadoer.

/ritzau/AFP

Ottawa, 14/05/2024 - 18:24

Forfatter og nobelprismodtager Alice Munro er død

Chad Hipolito/Ritzau Scanpix

Gyldendal kalder Alice Munro, der er død som 92-årig, en af moderne litteraturs mest anerkendte forfattere.

Den canadiske forfatter og nobelprismodtager i litteratur Alice Munro, der særligt er kendt for sine noveller, er død i en alder af 92 år.

Det skriver det canadiske medie The Globe and Mail.

Ifølge familiemedlemmer har Munro haft demens i mindst ti år, skriver mediet.

Hun modtog som den 13. kvinde nogensinde Nobelprisen i litteratur. Det skete i 2013 for "Tiggerpigen - Fortællinger om Flo og Rose".

Efterfølgende sagde hun til det canadiske medie CBC, at hendes fortællinger havde klaret sig godt for noveller at være.

- Jeg håber virkelig, at det her vil få folk til at betragte noveller som en vigtig kunstart. Ikke bare som noget, du legede lidt med, indtil du fik skrevet en roman færdig, lød det.

Hendes første bog, "Dance of the Happy Shades" fra 1968, ændrede alt for Alice Munro, der pludselig blev en eftertragtet forfatter i litterære kredse.

Det store litterære gennembrud kom for alvor i 1971 med "Pigeliv og kvindeliv".

Siden har hun blandt andet udgivet novellesamlingerne "Forunderlig er kærligheden" og "Væk".

Da hun modtog den engelske Man Booker-pris i 2009 for sit livslange forfatterskab, blev hun kaldt "den samtidige novellekunsts mester".

Af det danske forlag Gyldendal beskrives hun som "en af moderne litteraturs mest anerkendte forfattere".

Temaerne i mange af hendes noveller er familiekampe, kærlighed og rejser gennem forskellige samfundslag.

Det er samtidig også historien om Munros eget liv.

På universitetet, hvor Munro læste engelsk, brugte hun kun halvdelen af sin tid på studiet. Resten af tiden gik med at skrive historier og noveller, og langsomt kunne hun mærke, at skrivelysten optog mere og mere af hendes tid.

Munros daværende mand, som hun giftede sig med som 20-årig, James Munro, købte hende en skrivemaskine, og mens han gik på arbejde, læste og skrev hun indimellem de huslige pligter.

Men Munro blev hurtigt træt af det trivielle forstadsliv, så sammen med sin mand åbnede hun en boghandel i byen.

Hun blev skilt fra James Munro i 1972. Hun flyttede tilbage til Ontario, hvor hendes familie var fra, og her blomstrede skrivningen for alvor op.

Den dybe historie og forbindelse til hjembyen satte sit præg på novellerne, der siden da strømmede ud af Munros fingre med få års mellemrum.

Efter skilsmissen giftede Munro sig med Gerald Fremlin, der døde i 2013. Fra det første ægteskab med James Munro har Alice Munro tre børn.

Hendes seneste udgivelse, som er oversat af den danske forfatter Ida Jessen, er fra 2020 og har den danske titel "Noget jeg gerne vil sige".

/ritzau/

Læs Mere >>

Ottawa, 14/05/2024 - 17:59

Forfatter og nobelprismodtager Alice Munro er død

Gyldendal kalder Alice Munro, der er død som 92-årig, en af moderne litteraturs mest anerkendte forfattere.

Den canadiske forfatter og nobelprismodtager i litteratur Alice Munro er død i en alder af 92 år.

Det skriver det canadiske medie The Globe and Mail.

Ifølge familiemedlemmer har Munro haft demens i mindst ti år, skriver mediet.

Hun modtog som den 13. kvinde nogensinde Nobelprisen i litteratur. Det skete i 2013 for "Tiggerpigen - Fortællinger om Flo og Rose".

Hendes første bog, "Dance of the Happy Shades" fra 1968, ændrede alt for Alice Munro, der pludselig blev en eftertragtet forfatter i litterære kredse.

Det store litterære gennembrud kom for alvor i 1971 med "Pigeliv og kvindeliv".

Siden har hun blandt andet udgivet novellesamlingerne "Forunderlig er kærligheden" og "Væk".

Da hun modtog den engelske Man Booker-pris i 2009 for sit livslange forfatterskab, blev hun kaldt "den samtidige novellekunsts mester".

Af det danske forlag Gyldendal beskrives hun som "en af moderne litteraturs mest anerkendte forfattere".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 14/05/2024 - 10:00

FAKTA: Bananens kunstige modning

* Bananen på dit køkkenbord har en lang rejse bag sig, og det har betydning for, hvordan den modner.

* Bananer plukkes umodne i for eksempel Sydamerika og transporteres i store kølrum, hvor de bliver sprøjtet med et enzym, som sætter gang i en modningsproces, så de er spiseklar, når de lander i butikkerne herhjemme.

* Modningsenzymet er udviklet til at virke under kølige forhold. Bananer bliver derfor hurtigere brune, hvis du lægger dem i køleskabet.

Kilde: Thomas Rønsch Toftdahl, som er kokkeunderviser på Hotel- og Restaurantskolen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 14/05/2024 - 10:00

Forvandl de brune bananer til guf for både dig og dine potteplanter

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

I stedet for at smide overmodne bananer ud kan du bruge dem til at kreere alt fra lækre snacks til effektiv plantegødning.

Frugtskålens brunplettede bananer rummer masser af potentiale. I hvert fald hvis du spørger Jane Ibsen Piper.

Hun står bag flere bøger om, hvordan man skaber mere luft i privatøkonomien. Og så deler hun gode hverdagsspareråd på Facebook-gruppen "Minimalisme og købestop" og Instagramprofilen "Project Handmade", der har over 40.000 følgere.

- De meget brune bananer er supersøde indeni, og det er ikke særlig rart at spise rent, men det fungerer rigtig godt i bagværk, fordi det er sødt og blødt, siger Jane Ibsen Piper.

Hjemme hos hende ryger de brune bananer løbende i fryseren, til hun har nok til at lave en ordentlig portion bananpandekager. En vellykket nedfrysning opnås ved at fjerne skrællen på bananerne, skære dem i stykker og putte dem i en bøtte.

Når bøtten er fuld, tages den ud, så bananstykkerne kan tø op, hvorefter de moses og blandes med æg, mel, havregryn og lidt salt. Regn med to små eller et stort æg, en deciliter hvedemel og en deciliter havregryn til to bananer.

- Så har vi en hurtig snack til bilen, når vi skal på tur, fortæller Jane Ibsen Piper.

Ud over pandekager kan bananerne fra fryseren også bruges i smoothies, til banankage, bananbrød eller bananmuffins.

Som nævnt skal skrællerne fjernes, inden bananerne ryger i fryseren. Ellers rådner de. Derudover skal du være opmærksom på, at bananer ikke kan nedfryses i længere tid.

Det fortæller Thomas Rønsch Toftdahl, som er kok og kokkeunderviser på Hotel- og Restaurantskolen.

- De indeholder en masse fedt, og derfor er de ikke vanvittigt velegnede til at blive opbevaret længe. Man kan godt fryse dem ned, men de bliver ofte dårlige efter tre-fire måneder, siger han.

Selv ynder han at dehydrere de overmodne bananer. Det gør han ved at skære frugten i skiver og lade dem tørre i ovnen ved cirka 60 grader i cirka ti timer.

- De er stadig fyldt med sukker, men fedtet er forbrændt. Det er lækkert på cornflakes eller havregryn, siger kokkeunderviseren.

Skrællerne fra de brune og bløde bananer behøver du heller ikke at smide ud, lyder det fra Jane Ibsen Piper.

- De kan bruges til gødning til potteplanterne, hvis man lægger dem i vand i et syltetøjsglas i en uges tid, siger hun.

Bananer indeholder kalium, som er et vigtigt næringsstof for planter. Du laver gødningen ved at putte en til to skræller ned i et stort syltetøjsglas. Hæld vand i helt op til toppen af glasset, og skru låget på. Efter en uge er blandingen klar til brug.

- Det skal fortyndes en til en med vand. Det vil sige, at du hælder bananvandet i vandkanden og hælder tilsvarende mængde rent vand oveni, siger Jane Ibsen Piper.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek