København, 18/07/2025 - 21:37
Partier vil have Løkke på banen i sag om russiske skibe i færøsk farvand
En fiskeriaftale mellem Færøerne og Rusland gør det muligt for russiske skibe at sejle i færøsk farvand.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) bør gå ind i sagen om sanktionerede russiske fiskeskibe, der har lov til at sejle i færøsk farvand og lægge til i færøske havne.
Det mener De Radikale, Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance, skriver DR.
Danmarksdemokraternes udenrigsordfører, Charlotte Munch, mener, at det er "ansvarsfralæggelse" fra Udenrigsministeriets og ministerens side.
- Det nytter ikke noget, at Lars Løkke Rasmussen lukker øjnene. Sagen ligger på hans bord, og den bliver han nødt til at deale med. Også selv om det er en enormt følsom sag, siger hun til DR.
I mandags bevægede den russiske trawler "Melkart 2" fra rederiet Murman Sea Food sig ind i færøsk farvand. Det har det færøske medie Kringvarp Føroya tidligere skrevet.
Både EU og Norge har sanktioneret det russiske rederi og dets skibe, fordi det vurderes, at skibene udgør en trussel mod den nationale sikkerhed.
Skibene har lov til både at sejle i færøsk farvand og lægge til i færøske havne på grund af en fiskeriaftale, som Færøerne har med Rusland.
Lars Løkke Rasmussen har ifølge DR afvist at gå ind i sagen. Udenrigsministeriet begrunder det i et svar til mediet med, at fiskeri og handel er områder, der varetages af Færøerne.
Politisk leder hos De Radikale Martin Lidegaard mener derimod, at sagen også har et sikkerhedspolitisk aspekt. Det siger han til DR.
I rigsfællesskabet er det kun Danmark, der kan varetage sikkerhedspolitikken.
I tirsdags sagde Færøernes udenrigs- og erhvervsminister, Sirið Stenberg, til Kringvarp Føroya, at det kræver en ny lovhjemmel, hvis de russiske skibe ikke længere skal have lov til at sejle i færøsk farvand.
Her sagde hun også, at hun forventer, at sagen vil blive taget op på et møde i landsstyret 25. juli.
Over for det færøske medie understregede Sirið Stenberg desuden, at Færøerne fordømmer Ruslands invasion af Ukraine, og at man bakker op om Ukraine.
Hun har tidligere i denne uge besøgt Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
/ritzau/