København, 03/06/2025 - 13:57
EU-parlamentsformand forventer succes og resultater fra Danmark
Danmark har erfaring i formandsstolen, og det kommer man til at mærke, siger formanden for EU-Parlamentet.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Danmark overtager formandskabet i EU fra 1. juli, og det bliver en periode med resultater og succes.
Sådan ser EU-Parlamentets formand, Roberta Metsola, frem mod andet halvår af 2025.
- Jeg har ingen tvivl om, at dette bliver et succesfuldt formandskab, fordi det vil være et resultatorienteret formandskab, siger Metsola på et pressemøde med statsminister Mette Frederiksen (S) i Statsministeriet tirsdag.
Parlamentsformanden besøger Danmark i anledning af det kommende formandskab. Hun har tirsdag formiddag holdt møder med danske politikere, heriblandt Mette Frederiksen.
Roberta Metsola lægger vægt på, at Danmark altid har ageret som et "pragmatisk og konsensusorienteret medlemsland".
Det bliver ottende gang, at Danmark skal have formandskabet i EU. Det indebærer blandt andet, at danske ministre sidder for bordenden, når der forhandles landene imellem.
De kommer også til på vegne af alle EU-lande at lede forhandlinger med EU-Parlamentet om ny lovgivning.
Statsminister Mette Frederiksen (S) nævner flere prioriteter for Danmark under formandskabet. Men en ting rager op over de øvrige udfordringer og sager.
Det vigtigste i EU bliver at øge støtten til Ukraine, understreger Mette Frederiksen på pressemødet. Sikkerheden i Europa er topprioritet.
- Vi skal skabe et stærkt og trygt EU, siger Mette Frederiksen.
Der er generelt set bred opbakning til Ukraine blandt medlemslandene. Der er dog stor forskel på, hvor meget de enkelte lande donerer til og støtter Ukraine med materiel og finansielt.
Ifølge Metsola bliver Danmark et godt land til at videreføre den dagsorden i det kommende halve år.
- Vi skal sørge for egen sikkerhed, og det begynder med Ukraine, siger Roberta Metsola.
Udmeldingerne fra Mette Frederiksen og Roberta Metsola flugter med holdningen blandt danske vælgere.
Knap seks af ti danskere mener, at sikkerhed er den vigtigste prioritet for det danske formandskab, viser en måling, som Dansk Industri har fået foretaget af Epinion. 4503 personer på 18 år eller derover har besvaret undersøgelsen.
Sikkerhed ligger på en delt førsteplads sammen med ønsket om at mindske afhængigheden af russisk gas.
- Det er et klart signal om, at EU vil styrke sin forsvarsmæssige kapacitet, så den også bliver mere ligeværdig med den amerikanske, siger Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri, i en skriftlig udtalelse.
DI-direktøren vil have effektiviseret den europæiske forsvarsindustri.
Det skal ske gennem fælles indkøb af kritiske komponenter og råvarer, og der skal tages hånd om, at der i dag er for store udfordringer med blandt andet eksporttilladelser og certificering.
Samarbejdet med Ukraine er vigtigt for EU, mener han.
- Integrationen af ukrainsk forsvarsindustri i den europæiske forsvarsindustri er afgørende for Ukraine. Men også for Europa. Ukraine bringer betydelig innovation og erfaring fra frontlinjen, siger Lars Sandahl Sørensen.
/ritzau/