Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 06/06/2025 - 07:30

Volbeat-forsanger: Vi søgte efter en form for uskyldighed

Volbeat måtte gøre noget nyt for at blive ved med at lyde som sig selv. Bandets nye plade er skabt med en energi, som de ikke vidste, om de stadig havde.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: Af Casper Hindse, Ritzau Fokus

Michael Poulsen elsker traditioner. Og han elsker at bryde dem. Det er Volbeats nye album, "God of Angels Trust", et brølende rocket eksempel på.

Det lyder nemlig både som sig selv og som noget fra bandets spæde start.

Førstesinglen, "By a Monsters Hand", minder om en velklingende rundkørsel. Her er fart på, men der er aldrig langt hen til den lyd, som har gjort Volbeat verdenskendt.

Singlen har med det samme nået førstepladsen på den amerikanske Billboard Mainstream Rock Chart.

Dermed er Volbeat nu det ikke-amerikanske band, der har toppet listen flest gange.

- Vi fandt vores signaturlyd meget tidligt, og rent musikalsk har vi ikke været nær så søgende som mange andre kunstnere, siger forsangeren Michael Poulsen og fortsætter:

- Fordelen ved at være søgende er, at man aldrig står stille. Omvendt er det ikke sikkert, at folk kan genkende din lyd, og den lyd går jeg virkelig meget op i.

Derfor er Michael Poulsen også stolt af at have lavet en række plader, hvor folk på få sekunder kan høre, at det er Volbeat, som spiller.

At bandet så altid for sig selv har forsøgt at tviste en ny skive i den ene eller den anden retning bevirker, at de selv har fået et eventyr ud af det.

"God of Angels Trust" udkommer 6. juni. Efterfølgende tager bandet på "Greatest Of All Tours Worldwide", hvor der også er blevet plads til tre danske koncerter.

- For mig handler det om balance, siger den 50-årige forsanger i dansk musiks største rocksucces siden årtusindskiftet.

- Når vi går i gang, skal det lyde som Volbeat og ikke blive alt for anderledes. Vi kommer som band aldrig til at støde ind i vores fans, for vi er sammen med dem om musikken. Men vi går heller ikke på kompromis med det, vi laver.

Alligevel er der nye mentale toner på "God of Angels Trust".

Her har Volbeat - som ud over forsanger og guitarist Michael Poulsen består af Jon Larsen på trommer og Kaspar Boye Larsen på bas - nemlig haft nostalgiske interesser.

- Med indspilningen af "God of Angels Trust" er det gået op for mig, at de bands, der overlever i mere end et kendissekund, er dem, som folk kan blive ved med at lytte til og tale om. Det kræver dels en signaturlyd, men det kræver også, at musikken ikke lyder ens hver gang, siger frontmanden.

Den erkendelse er ikke ny for ham. Men der skulle en pause til, for at den spirede frem igen.

I et års tid syslede rockmusikerne med andre ting og ofte hver for sig. Her erkendte Michael Poulsen, at guitar, trommer og bas sommetider bare skal have én over nakken.

- Pausen betød, at inden vi gik i studiet med det nye album, fik vi mulighed for at tænke tilbage og vurdere, hvordan vi kunne få ny energi, fortæller han.

- Vi har turneret i årtier efterhånden og er blevet ældre. Nu følte vi, at der var brug for nye input. Det viste sig, at de lå i vores egen historie, siger Michael Poulsen.

De tre Volbeat'ere blev enige om at tænke tilbage på dengang, de startede bandet. I 2001 betalte de deres indspilninger med lommeuld og ved at sælge stort set alt fra loftsrummene.

- Vi er nået langt siden, men den rå vildskab, vi havde dengang, var fed. Det kunne være, at det nostalgiske kunne give os noget fandenivoldsk på "God of Angels Trust", siger forsangeren.

Derfor skruede Volbeat op for lyden og ned for metoden. Indspilningerne skulle være ligetil og gå hurtigt.

- Da vi kom ind i studiet, var vi voldsomt energiske. Det føltes helt anderledes - som at genbesøge en tid med en viden om, hvordan det kan blive endnu bedre. Vi gjorde lyden skrabet minimal og søgte efter en form for uskyldighed, siger Michael Poulsen og fortsætter:

- Jeg kan godt lide at kigge tilbage, hvis jeg skal se frem. Jeg tror, at vi mennesker kan lære meget af traditioner og af de ting, vi har gjort. Alt andet ville da være ærgerligt.

Den første dag i studiet præsenterede han et nummer for de to andre. Titlen var den mundrette "In the Barn of the Goat Giving Birth to Satan's Spawn in a Dying World of Doom".

- Da jeg havde spillet det for Jon og Kaspar, spurgte de, hvor omkvædet var henne? Og det var selve pointen! At der ikke var nogen regler. Alt kunne lade sig gøre, og alligevel skulle det lyde som Volbeat, fortæller forsangeren.

Bandet brugte ikke mere end 13 dage i studiet. På det nye album er det kun dem, som spiller. Her er ikke nogen gæster og ikke for meget lydredigering eller programmering, betoner Michael Poulsen.

- Jeg har det generelt ikke godt med regler. Selvfølgelig skal det hele ikke være anarki, men jeg tror mere på inspiration end på dogmer. Af samme grund har jeg brug for, at der sker noget vildt af og til.

"God of Angels Trust" skulle være organisk, for så ville friskheden tone frem.

- Vi er hverken satanister eller troende. Men vi er spirituelle og flirter med de skræmmende sider af tilværelsen, siger Michael Poulsen.

- "God of Angels Trust" er en plade, der undersøger, hvem de rigtige monstre er. Dem skal du bare tænde for nyhederne for at se hver eneste dag. Det har sådan set ikke ændret sig fra dengang, vi begyndte, siger han.

Volbeat-frontmanden fremhæver, at den nye plade således nærmere er en udforskning end en tilbagevenden.

- Det kunne godt være sådan her, vi havde lydt dengang, men der skal også være en erfaring til stede, som kan fornemmes.

- "God of Angels Trust" er forhåbentlig både fyldt med nostalgi og ungdommelig energi.

/ritzau/

København, 06/06/2025 - 15:00

Efter gedigen succes: Netflix afslører ny dansk satsning

Natalie Madueño, Claes Bang og Pål Sverre Hagen er på rollelisten i Netflix' kommende danske thriller, "Den hemmelige kvinde".

Samtidig med at den nye danske Netflix-serie, "Reservatet", går sin sejrsgang verden over, kan streaminggiganten nu afsløre sin næste danske satsning.

Det er filmatiseringen af Anna Ekbergs krimi "Den hemmelige kvinde", som Natalie Madueño, Claes Bang og Pål Sverre Hagen skal vække til live på skærmen.

Det annoncerer Netflix i en pressemeddelelse.

Filmen udspiller sig på en ø, hvor den kvindelige hovedrolle bor med sin mand og driver en café.

Men idyllen slår revner, da en fremmed mand træder ind i caféen og hævder, at hun slet ikke er den, hun tror, hun er. Han påstår, at hun i virkeligheden er en helt anden - hans egen hustru, som forsvandt for tre år siden.

Grundige undersøgelser afslører en sandhed, der vender op og ned på hendes liv, og hun føler sig tvunget til at forlade den mand, hun elsker, for at finde ud af, hvad der skete med hende for tre år siden.

Ud over Natalie Madueño, Claes Bang og den norske skuespiller Pål Sverre Hagen, som indtager de centrale roller i "Den hemmelige kvinde", er også Broen-skuespilleren Lars Simonsen og Krøniken-stjernen Stina Ekblad på rollelisten.

Filmen, som er baseret på Anna Ekbergs krimi, er skrevet af Anders August, som før har skrevet filmatiseringerne af Henrik Pontoppidans "Lykke-Per" og Danmarks fodboldsejr i EM "Sommeren '92".

Filmen instrueres af Barbara Topsøe-Rothenborg, der også instruerede den danske Netflix-film "Kærlighed for voksne" i 2022.

"Den hemmelige kvinde" forventes at få premiere på Netflix i 2026.

/ritzau/

Læs Mere >>

London, 06/06/2025 - 13:56

Medier: David Beckham bliver snart slået til ridder

Toby Melville/Ritzau Scanpix

I mange år har David Beckham været nævnt som kandidat til at blive slået til ridder. Nu sker det ifølge BBC.

Den tidligere fodboldspiller og landsholdsanfører David Beckham står til at blive slået til ridder.

Det erfarer det britiske medie BBC og avisen The Sun. Oplysningen er ikke officielt bekræftet.

50-årige Beckham var som aktiv udøver en kendt frisparksspecialist.

Men han har også markeret sig som modeikon, klubejer og halvdelen af et af verdens mest berømte ægtepar.

Ifølge BBC vil han blive slået til ridder ikke blot for sine bedrifter på fodboldbanen, men som følge af et bredere bidrag til det britiske samfund.

Beckham er blandt andet mangeårig ambassadør for FN's Børnefond, Unicef.

Han vil ifølge det britiske medie fremgå af kong Charles' liste over fødselsdagsudmærkelser, som ventes offentliggjort næste uge.

Kong Charles blev egentlig født 14. november i 1948, men den britiske monarks officielle fødselsdag markeres med Trooping the Colour-paraden 14. juni 2025.

Beckham har været nævnt mange gange som en mulig kandidat til at blive slået til ridder. Han fik i 2003 ordenen OBE - The Order of the British Empire.

Hverken talspersoner for den britiske regering eller David Beckham har ønsket at udtale sig til BBC.

- Vi udtaler os ikke om spekulationer vedrørende hædersbevisninger, siger en talsperson for den britiske regering.

Beckham spillede også en fremtrædende rolle i at få OL til London i 2012.

Han nåede blandt andet at spille for Manchester United, Real Madrid og LA Galaxy, inden han i maj 2013 stoppede sin fodboldkarriere efter nogle måneder hos det franske storhold Paris Saint-Germain.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 06/06/2025 - 08:00

FAKTA: Opskrift på overnight oats a la gulerodskage

* Kom havregryn, gulerod, chiafrø, kardemomme og kanel i et sylteglas.

* Tilsæt salt, rosiner og mælk.

* Rør det hele grundigt rundt.

*Sæt låg på glasset og sæt det i køleskab natten over.

* Rør rundt i grøden næste morgen.

Skyrcreme:

* Blend banan og dadler. Rør begge dele med skyr og vanilje.

* Top grøden med bær og eventuelt. honning og pak forsigtigt i madpakken med skyrcreme on the side.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 06/06/2025 - 08:00

FAKTA: Ingrediensliste til overnight oats a la gulerodskage

Opskriften er til to personer:

* 1 ½ dl fint valsede havregryn

* 1 dl revet gulerod

* 2 spsk. chiafrø

* ½ tsk. stødt kardemomme

* 2 tsk. stødt kanel

* 1 nip salt

* 1-2 spsk. rosiner

* 3 dl mælk

Skyrcreme:

* 1 moden banan

* 2 bløde dadler

* 2 dl skyr

* 1 tsk. vaniljepulver

Topping:

* 2 håndfulde blandede bær

* Eventuelt  honning

Kilde: louisalorang.dk

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek