København, 02/06/2025 - 16:03
Mand udvises efter vold og trusler mod ekskone og fire børn
En 41-årig mand fra Tjetjenien har udøvet fysisk og psykisk vold af en karakter, så han udvises af Danmark.
Af: /ritzau/
En 41-årig tjetjensk mand kendes skyldig i flere forhold om grov vold, psykisk vold, trusler og voldtægt. Han idømmes fire et halvt års fængsel og udvises af Danmark med indrejseforbud i 12 år.
Det er resultatet af en dom afsagt af Retten i Lyngby mandag.
Dommen ankes på stedet til landsretten af mandens forsvarer, der også har kæret den fortsatte varetægtsfængsling, som retten samtidig har besluttet.
Ved domsafsigelsen har retten lagt vægt på voldens karakter, som blev vurderet til særlig grov, samt forklaringerne fra mandens ekskone og børn, som den vurderede som værende troværdige.
Manden blev kendt delvist skyldig i seks forhold, der inkluderede grov fysisk og psykisk vold og trusler mod både mandens tidligere hustru og fire børn, samt voldtægt.
Her lagde retten vægt på voldtægtens grovhed. Kvinden har fortalt, at hun blev udsat for både kvælertag og lussinger. Hun skulle gøre, som han sagde, til trods for at hun flere gange at have udtrykt modvilje.
Forbrydelserne er sket gennem fire år fra 2018 og frem til 2022.
/ritzau/