Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Ottawa, 11/07/2025 - 08:38

Justin Bieber overrasker fans med første album i fire år

Torsdag dukkede billeder af Bieber op på store reklametavler. Fredag landede der et album fra popstjernen.

Evan Agostini/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den canadiske popstjerne Justin Bieber har fredag udgivet sit første album i fire år, "Swag".

Albummet er kommet med ganske kort varsel.

Torsdag begyndte rygterne at svirre, da der dukkede billeder af Bieber og ordet "Swag" op på store reklametavler i Reykjavik i Island og på verdenskendte Sunset Boulevard i Los Angeles.

Med på værket er flere gæster, blandt andre Dijon, Lil B, Sexyy Red, Gunna, Cash Cobain og 2 Chainz.

Siden Biebers seneste album i fuld længde, "Justice" fra 2021, har der i en række medier været fokus på popstjernens helbred.

Han har været på flere verdensturnéer, men han måtte både i 2022 og 2023 aflyse flere koncerter.

Den 31-årige sanger "prioriterede helbredet", fordi han har været ramt af Ramsey Hunts syndrom, som gjorde ham lam i den ene side af ansigtet.

Ifølge mediet The Hollywood Reporter tog Bieber sent i april til Island for at lægge sidste hånd på albummet.

Det gjorde han efter at have arrangeret flere "jamsessioner" i sit hjem i Los Angeles, melder underholdningsmediet.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek