København, 23/06/2025 - 07:00
Hold orden i hjemmet med disse mikrovaner
Det behøver hverken kræve ekstra tid eller kræfter at rydde op løbende, så vasketøj og opvask ikke hober sig op.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus
Du har det bedst, når dit hjem fremstår rent og pænt, men alligevel formerer rodet sig lystigt hver uge, så du ender med at må tage den helt store oprydningstur, når weekenden rammer.
Med små justeringer er det dog muligt at bryde den onde spiral af bugnende bunker af vasketøj og lurende nullermænd i hjørnerne, mener Jeanette Lynge Nielsen, der deler rengøringsråd på Instagram og på hjemmesiden husmortip.dk.
Første skridt er at indsnævre dit fokus, siger hun.
- Jeg plejer at sige, at man skal begynde med at få styr på t-zonen, altså trafikzonen. Den er forskellig fra hjem til hjem, men det kan være fra indgangen, gennem stuen og ud i køkkenet.
Konkret handler det om at sætte et mål om at holde den mest velbefærdede vej gennem hjemmet ryddelig. Sæt skoene på plads i entréen, hæng jakkerne op, og indfør faste pladser til børnenes skoletasker.
- Langsomt vil du opleve, at oprydningen spreder sig som ringe i vandet til andre dele af hjemmet, siger Jeanette Lynge Nielsen.
En anden simpel vane, der hjælper dig med at holde orden, er at sørge for at gøre en opgave færdig, før du bevæger dig videre til den næste. Det er en metode, som Kamille Sommer benytter sig af i sit arbejde i firmaet Oprydningskonsulenten, hvor hun hjælper folk med at få bugt med rod.
- Rod opstår ofte, fordi vi har opgaver, vi ikke får færdiggjort. Du hænger måske vasketøjet op og lægger det sammen, men får det ikke lagt på plads. Så ender det i stedet på en stol og måske på et tidspunkt på gulvet, siger Kamille Sommer, der kalder metoden for oprydningscirklen.
Forestil dig en cirkel, der bliver lukket, når oprydningsopgaven er færdig. Når du går du i gang med opvasken, gør du den helt færdig, og dermed slutter cirklen.
Ifølge Kamille Sommer virker det også godt at indføre en vane, hvor du aldrig går tomhændet fra et sted til et andet, når du bevæger dig gennem dit hjem. Ligger der en sok på gulvet i gangen, samler du den op og tager den med og så videre.
- På den måde kan man virkelig få ordnet mange ting på en dag, uden at det føles som decideret oprydning, siger oprydningskonsulenten, der også slår et slag for tidtagning.
Det kan være, at du sætter et ur på ti minutter efter aftensmaden, hvor du i de ti minutter udelukkende fokuserer på at rydde af bordet og sætte på plads.
- Mange tænker, at 10-15 minutter ingenting batter, men det gør det, når man kun fokuserer på én ting, siger Kamille Sommer.
- Hvis du bruger ti minutter hver dag seks dage om ugen på at rydde op, har du i alt kun ryddet op i en time, og så behøver du ikke at gøre så meget i weekenden. Det handler om at gøre en lille smule hver dag og på den måde få trænet sin oprydningsmuskel, siger hun.
Er der børn i huset, så sørg endelig for at involvere dem i opgaverne, lyder det fra Jeanette Lynge Nielsen.
- Tænk, hvis alle i en familie giver 15 minutter af deres dag, så kan man virkelig nå meget, siger hun.
Samtidig understreger hun, at alle er forskellige, og at det handler om at finde frem til lige præcis det system, der passer godt til dig og din familie.
/ritzau fokus/