Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 22/06/2025 - 08:00

Thomas Warberg: Jeg har en fantastisk partner

Det er ikke kun den kendte komiker, men hele Thomas Warbergs lille familie, der har indvilliget i at lave Tivolirevyen.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Thomas Warberg svedte stadig, da han stod og børstede tænder om aftenen, inden han skulle på hovedet i seng efter endnu en lang dag med prøver op til premieren på Tivolirevyen.

Den kendte komiker er debuteret som revystjerne i årets udgave af Tivolirevyen, og det er en helt ny disciplin for den ellers erfarne entertainer.

- Min manager har et par gange prikket til mig og spurgt: "Skal vi lige have en dato for det næste onemanshow i kalenderen?". Det ville hun blive glad for. Men det har jeg skubbet med vilje, for jeg skal lige lande i det her, lyder det fra Thomas Warberg.

- Hvis jeg først sætter en dato, så er hovedet i gang med det. Lige nu skal hovedet være her, siger han og peger op på Glassalens skrå brædder.

For at hovedet kan være på scenen aften efter aften har det forudsat, at familien er indforstået med det.

Der skal være orden i kulissen, når man lever af rampelyset.

- Der har været meget lidt snak om premiere i vores hjem, men meget snak om hvordan min kæreste skal putte to små børn alene. Men hun er god, og det er to nemme drenge. Det kan jeg også nemt sige - jeg er der ikke så meget lige nu, lyder det fra Thomas Warberg.

- Jeg sagde ikke bare "ja" til revyen med det samme, men at jeg skulle finde ud af det. Og så har der været et familiemøde, hvor vi har snakket om, hvordan vi skulle få det til at fungere - og jeg har en fantastisk partner.

Sammen med sin kæreste, Julie, har Thomas Warberg sønnen Alfred på to år, og så kom lillebror til verden for syv måneder siden.

- Jeg holdt barsel helt op til Tivolirevyen. Og jeg ér jo stadig hjemme. Jeg eksisterer. Men jeg har taget mig i at købe en gave med hjem til den ældste, fortæller han.

- Det er meget klassisk mandet - "jeg er her ikke, så er her noget materialistisk". Men han blev glad for bilen!, siger Thomas Warberg og griner - også af lettelse over, at han efter revyens sidste forestilling ikke har mere på programmet. End ikke planerne om et kommende onemanshow.

- Der tror jeg bare, jeg skal gå rundt i Frederiksberg Have med mine drenge. Det tror jeg er planen, lyder det fra den 40-årige komiker.

Det var gudskelov først op til premieren, at der blev skruet op for timerne.

Inden var arbejdstiderne meget fordelagtige. Det har revyens kreative chef, Linda P, besluttet, da hun selv har en lille datter, hun gerne vil hjem til.

- Der har jeg kunnet aflevere og hente den ældste hver dag, uden at han har opdaget, at jeg har været væk, fortæller Thomas Warberg.

- Det er mere nu, at han lige skal forstå, at jeg henter ham, og så skal jeg ud ad døren igen og kan ikke putte ham, fordi jeg skal på arbejde om aftenen. Men så bor han i en kæmpestor herskabslejlighed, så han skal ikke klage, siger Thomas Warberg og griner igen.

Thomas Warberg er før blevet spurgt, om han ville være med i en revy. Men det var først, da Linda P ringede, at han sagde ja.

- Jeg syntes ikke, det har været det helt rigtige, når jeg er blevet spurgt før. Der har jeg tænkt: "Forstår de, hvorfor de hyrer mig?". Jeg tror måske, de har tænkt: "Han sælger billetter - lad os få ham ind og danse og synge viser".

- Linda P ved, hvorfor hun ringer. Hun kender mig, lyder det fra ham.

Linda P blev sidste år hyret som Tivolirevyens nye kreative chef og bedyrede i den forbindelse, at hun ville forene den klassiske genre med standup.

Selv er Thomas Warberg blandt andet på scenen i en klassisk standupsekvens, og så kan han også ses i en sketch, hvor han og Kurt Ravn er iført kjole.

- Jeg tror aldrig, man må revolutionere noget uden at anerkende de skuldre, man står på. Så tror jeg, man laver mange fejl. Revy er en genre, og det er sjovt at se os blive puttet ind i nogle af de konventioner. Og så bryder vi dem rundt omkring. Man vil jo også gerne se en elguitarist spille på en violin en gang imellem og spørge: "hvad kan det her?".

- Det er jo også det, der ofte er med kunst. Ja, kunst eller ... Men man sender det afsted, og så må man se, hvordan publikum fortolker det. Det er jo dem, der bestemmer, hvad kunst er i princippet. Vi gør bare, hvad vi tror er sjovt.

Oprindelig skulle Søs Egelind også have været med i Tivolirevyen. Men hun trak sig grundet forskellige forventninger på produktionen.

Ændringer er nærmest det eneste, der ikke ændrer sig, når man arbejder i showbusiness.

- Det er jo det, der er ved at være vidunderlig gøgler - at man aldrig ved noget, konstaterer Thomas Warberg.

- I standupverdenen kan man blive lovet tusind ting, inden man står til en firmafest i Hou, hvor alting viser sig at være forkert, når du kommer derud. Men du kan ikke bare gå.

Aftenen før premieren på Thomas Warbergs første onemanshow, havde han et job for et firma.

Han var ved at miste sin stemme. Men pengene var gode, så han endte med at tage afsted, selv om han egentligt nok burde have meldt afbud.

Showet oprandt, og han blev præsenteret for de 400 gæster

- Nu skal I tage godt imod Thomas Warberg!", lød det.

Og så puf!

Så røg hele lydanlægget.

- Jeg går ind og er nødt til at råbe 400 mand op. Aftenen inden min premiere. Og sådan er det her fag, lyder det fra Thomas Warberg.

- Men det, der altid er med kunstnere - jeg synes i hvert fald, at revy minder meget om standup - er, at vi er meget løsningsorienterede. Vi løser i stedet for at se problemer. Hvis kulissen falder ned, så løser vi det. Og så bliver det sjovt alligevel.

Tivolirevyen spiller frem til og med 13. juli.

/ritzau/

Burbank, 13/11/2025 - 15:22

Disney-aktien falder efter skuffende filmudgivelser

Drew Angerer/Ritzau Scanpix

Disney omsatte i fjerde kvartal for 144,5 milliarder kroner, viser regnskab, der er kommet torsdag.

Disney-aktien er torsdag faldet i det amerikanske formarked, efter at selskabet har præsenteret sit regnskab for fjerde kvartal.

Torsdag eftermiddag faldt aktien 5,8 procent forud for åbningen af børsen på Wall Street i New York.

Disney omsatte i fjerde kvartal for 22,5 milliarder dollar - svarende til 144,5 milliarder kroner - hvilket er nogenlunde på linje med selskabets omsætning i samme periode sidste år.

Resultatet lever dog ikke op til analytikernes forventninger.

Det gælder særligt underholdningssegmentet, der faldt med mere end en tredjedel til 691 millioner dollar - 4,4 milliarder kroner.

I fjerde kvartal udkom Disney blandt andet med superheltefilmen "The Fantastic Four: First Steps", komediefilmen "The Roses" og fantasy- og komediefilmen "Freakier Friday".

Filmene har dog ikke solgt ligeså mange biografbilletter, som blandt andet filmene "Inderst Inde 2" og "Deadpool & Wolverine", der trak Disneys indtægter op sidste år.

På bundlinjen endte Disney i fjerde kvartal 2025 med et overskud på 1,3 milliarder dollar - svarende til 8,4 milliarder kroner.

I samme periode sidste år landede Disneys overskud på 460 millioner dollar.

Fremgangen skyldes vækst i Disneys forlystelsesparker og på streamingtjenesterne Disney+ og Hulu.

Disney+ og Hulu nåede i fjerde kvartal op på sammenlagt 196 millioner abonnenter, hvilket var en stigning på 12,4 millioner i forhold til kvartalet før.

I slutningen af september havde Disney+ alene 131,6 millioner abonnenter. Streamingtjenesten tiltrak 3,8 millioner nye abonnenter i løbet af juli, august og september.

Disneys forlystelsesparker endte kvartalet med et driftsresultat på 1,9 milliarder dollar, hvilket er 219 millioner dollar mere end samme kvartal i 2024.

Driftsresultatet for forlystelsesparkerne er for det seneste år endt på ti milliarder dollar, hvilket er et rekordresultat.

/ritzau/AFP

Læs Mere >>

Burbank, 13/11/2025 - 14:39

Disney-aktien falder efter skuffende filmudgivelser

Drew Angerer/Ritzau Scanpix

Disney omsatte i fjerde kvartal for 144,5 milliarder kroner, viser regnskab, der er kommet torsdag.

Disney-aktien falder i det amerikanske formarked, efter at selskabet har præsenteret sit regnskab for fjerde kvartal.

Torsdag eftermiddag falder aktien 5,8 procent forud for åbningen af børsen i New York.

Disney omsatte i fjerde kvartal for 22,5 milliarder dollar - svarende til 144,5 milliarder kroner - hvilket er nogenlunde på linje med selskabets omsætning i samme periode sidste år.

Resultatet lever dog ikke op til analytikernes forventninger.

Det gælder særligt underholdningssegmentet, der faldt med mere end en tredjedel til 691 millioner dollar - 4,4 milliarder kroner.

I fjerde kvartal udkom Disney med film som "The Fantastic Four" og "Freakier Friday".

Filmene har dog ikke fået samme succes, som "Inderst Inde 2" og "Deadpool & Wolverine", som trak indtægterne op sidste år.

På bundlinjen endte Disney i fjerde kvartal med et overskud på 1,3 milliarder dollar - 8,4 milliarder kroner - sammenlignet med 460 millioner dollar sidste år.

Fremgangen skyldes vækst i Disneys forlystelsesparker og på streamingtjenesten Disney+.

I slutningen af september havde Disney+ 131,6 millioner abonnenter.

/ritzau/AFP

Læs Mere >>

, 13/11/2025 - 10:00

FAKTA: Karrypasta indeholder flere sunde ting

Du kan putte flere gavnlige og sunde ingredienser i en karrypasta:

* Ingefær: antages at virke blodfortyndende og kvalmestillende. Ingefær dæmper betændelse og virker som en antioxidant. Den bruges desuden til at bedre gigt.

* Chili: er fuld af vitaminer, mineraler og antioxidanter. Der er især en høj koncentration af A-, C- og E-vitamin i chilifrugten, som blandt andet kan booste dit immunforsvar.

* Hvidløg: kan virke bakteriedræbende og antiinflammatorisk og kan derved mindske dannelsen af plak i arterierne. Hvidløg kan udvide karrene og dermed være med til at sænke blodtrykket. Det kan desuden nedsætte produktionen af kolesterol.

Kilder: Hjerteforeningen og DR.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 13/11/2025 - 10:00

Giv vintermaden bid og varme med en hjemmelavet karrypasta

Annegret Hilse/Reuters

Lad duften af frisk ingefær, hvidløg og ristede krydderier sprede sig i køkkenet, mens du laver din egen karrypasta, der kan pifte din hverdagsmad op.

De kolde måneder kalder på varm mad - og hvad er næsten bedre end en velsmagende og krydret karrypasta?

Med friske ingredienser kan du skabe en sund og aromatisk base, der løfter dine retter, siger kok og faglærer på Hotel- og Restaurantskolen Thomas Rønsch Toftdahl.

Den er let at have med at gøre, og samtidig undgår du unødvendige tilsætningsstoffer.

- Jeg synes først og fremmest, at en god karry godt må bide lidt, men den skal heller ikke være så stærk, at den overdøver andre smage som kokosmælk eller andet, forklarer Thomas Rønsch Toftdahl.

Han anbefaler, at du begynder processen med dine tørre krydderier.

- Jeg bruger spidskommen, korianderfrø, sorte peberkorn, nelliker og hel kardemomme - cirka en spiseske af hver. Det tager jeg og maser godt ud i en morter eller en minihakker, som er helt oplagt til det, forklarer kokken.

Så er turen kommet til de vådere ingredienser.

Her bruger Thomas Rønsch Toftdahl et helt hvidløg og et helt til halvandet rødløg samt chili.

- Jeg plejer at bruge tre røde chilier, der cirka ligger midt på styrkeskalaen. Jeg synes, at chilismag er dejlig, men den skal ikke overdøve. Du kan sagtens bruge hele chilier med kerner, siger han.

Dernæst er turen kommet til ingefær - brug cirka 40 til 50 gram, og sørg for at skrælle og skylle grundigt, da bakterierne sidder i skrællen, og de kan gøre, at karrypastaen mugner hurtigere.

- Jeg bruger også altid to stilke citrongræs samt et par friske kaffirlimeblade, som kan købes i de fleste grønthandlere. Det tilsættes sammen med skal og saft fra to hele lime og to teskefulde rørsukker, fortæller kokken og faglæreren.

Husk at smage til undervejs, og smag eventuelt til med en lille smule kanel, foreslår Thomas Rønsch Toftdahl.

- Ikke ret meget. Den skal endelig ikke smage af kanel. Det er bare lige for at bløde nogle af bitterstofferne lidt op, uddyber han.

Alle ingredienser skal moses eller blendes til en sammenhængende konsistens, så det bliver til en pasta, men gerne med lidt struktur, lyder det.

Du kan tilføje to skefulde god olivenolie, hvis pastaen mangler fugt.

- Den må ikke være tør. Den skal være våd, men ikke flydende, forklarer han.

Put karrypastaen i en velegnet beholder, og opbevar den herefter på køl, hvor den kan holde sig cirka 14 dage, lyder det fra Thomas Rønsch Toftdahl.

Den færdige karrypasta kan bruges i et væld af retter.

- Jeg elsker at bruge den sammen med linser, som er ret kedelige, men supersunde og et godt alternativ til kød. Så jeg ville koge mine linser og blande et par skefulde karrypasta i, siger Thomas Rønsch Toftdahl.

Det kan også blandes i en asiatisk inspireret gryderet med rejer, grøntsager og fiskesovs eller en dansk klassiker som boller i karry med et tvist, foreslår han.

Der er lige et enkelt aber dabei, lyder det fra kokken. Pas på med at tilsætte pastaen ved alt for høj varme, så ryger mange af de vitaminer og antioxidanter, som vi gerne vil have.

- Tag for eksempel din ret af blusset under tilsmagning, og tilsæt karrypastaen. Det giver også en mere koncentreret smag, siger han.

Maden skal selvfølgelig altid varmes igennem, så bakterier som salmonella og campylobacter bliver dræbt, hvilket Fødevarestyrelsen anbefaler.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek