New York City, 20/05/2025 - 01:29
Arbejde med Vestas-støttet havvindmøllepark i USA kan genoptages
Trump-administration løfter påbud, der bremsede arbejde med en havvindmøllepark, som Vestas skulle levere til.
Af: /ritzau/
Det arbejdsstop, som USA's administration havde indført på norske Equinors amerikanske havvindmølleprojekt Empire Wind i New York, er blevet ophævet.
Det skriver Equinor, der er et norsk børsnoteret olie- og energiselskab, i en pressemeddelelse.
- Vi sætter pris på, at byggeriet nu kan genoptages i Empire Wind, som er et projekt, der tydeliggør vores engagement i at levere energi og samtidig støtte den lokale økonomi og skabe arbejdspladser, lyder det fra Anders Opedal, der er koncernchef i Equinor, i pressemeddelelsen.
Det er planen, at den danske vindmølleproducent Vestas skal levere vindmøller til havvindmølleparken.
Selskabet har fået en ordre på 54 vindmøller med levering i 2026 og 2027 til havvindmølleparken, som skal ligge mellem 25 og 50 kilometer sydøst for øen Long Island.
Det er første gang, at Vestas skal levere havvindmøller til det amerikanske marked.
Foruden levering og idriftsættelse af møllerne skal Vestas også servicere dem de første fem år.
USA's præsident, Donald Trump, har udtalt sig særdeles kritisk om havvindmøller. Hans administration satte arbejdet med at bygge havvindmølleparken i bero den 16. april.
Men efter dialog med både myndigheder og embedsmænd på føderalt, statsligt og kommunalt niveau er arbejdsnedlæggelsen blevet ophævet, lyder det fra Equinor.
Equinor skriver, at det venter, at havvindmølleparken vil blive taget i drift som planlagt i 2027.
/ritzau/