København, 21/07/2025 - 07:48
Ryanair fordobler overskuddet i det seneste kvartal
Ryanair opnåede et overskud på 820 millioner euro i maj, juni og juli. Passagertal voksede fire procent.
Yves Herman/Reuters
Af: /ritzau/
Luftfartsselskabet Ryanair løftede omsætningen med 20 procent, mens overskuddet blev mere end fordoblet i første kvartal af det forskudte regnskabsår 25/26.
Tallene, der stammer fra månederne april, maj og juni, viser et overskud efter skat på 820 millioner euro, svarende til 6,1 milliarder kroner.
Det svarer til en forbedring på 128 procent sammenlignet med samme periode sidste år, fortæller Ryanair i en regnskabsmeddelelse.
Overskuddet er sket på trods af, at passagermængden kun voksede med fire procent til 57,9 millioner.
Alligevel lykkedes det takket være højere priser at øge omsætningen fra 3,6 milliarder euro til 4,3 milliarder.
- Vores billetpriser nød godt af, at hele påskeferien lå i april og af et svagt sammenligningsgrundlag, fortæller Ryanairs administrerende direktør, Michael O'Leary i pressemeddelelsen.
Han siger også, at Ryanairs strategi med at låse oliepriserne fast i god tid har betydet, at selskabet har sparet så mange penge, at driftsomkostningerne kun steg med fem procent trods øgede lufthavns- og miljøgebyrer.
Ryanair ejer nu 618 fly, hvoraf de 181 er af typen B737-8200 fra Boeing, som har været ramt af produktion- og leveringsforsinkelser.
Selskabet forventer dog at få leveret de sidste 29 af slagsen inden næste forår.
/ritzau/