København, 17/06/2025 - 13:18
Højesteret afviser at straffe flygtning der brugte forkert id-kort
Landsret og byret underkendes i sag om syrisk flygtning, der blev stoppet ved grænsen i Kruså.
Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En syrisk flygtning skal ikke straffes, efter at han brugte en anden persons id-kort, da han rejste ind i Danmark.
Det har Højesteret bestemt tirsdag.
Dermed går landets øverste domstol imod tidligere afgørelse fra Vestre Landsret og byretten i Sønderborg.
Manden fik senere asyl i Danmark som konventionsflygtning, og det har betydning for, at han skal være fri for straf.
Tidligere mente såvel byret som landsret, at manden skulle have fængsel, ligesom han blev udvist af Danmark.
Højesterets dom kommer, efter at der i nogen tid har været diskussion blandt jurister og andre om retspraksis.
Der har været kritik af, at der føres for mange straffesager mod asylansøgere for at have overtrådt straffeloven, når de rejser ind i Danmark.
I Flygtningekonventionens artikel 31 står, at flygtninge, der kommer "direkte" fra et område, hvor deres liv eller frihed er truet, ikke skal straffes for ulovlig indrejse, hvis de straks efter ankomsten henvender sig til myndighederne.
I januar i år sendte Dansk Flygtningehjælp en appel til en gruppe advokater. Organisationen meldte om et stigende antal tilfælde, hvor asylansøgere straffes efter ankomsten til Danmark - typisk for brug af falske papirer.
Organisationen mener, at anklagemyndigheden bør vente med at rejse straffesager og først træffe afgørelse om tiltale, når asylsagen er blevet behandlet.
Først da ved man nemlig, om personen har status af flygtning eller ej.
Den konkrete sag drejer sig om en syrisk mand, der kom med bus til Kruså 7. november 2022.
Han var flygtet fra Tyrkiet til Grækenland, hvor han opholdt sig i to måneder. Det var her, han købte det italienske id-kort, han senere havde på sig, da bussen kom til Danmark.
Under sagen har anklagemyndigheden hævdet, at manden ikke var omfattet af flygtningekonventionen.
Argumentationen er, at han ikke søgte om asyl straks ved ankomsten til Danmark, men sagde, at han ville besøge sine søstre i Danmark. Først efter en måned bad han om asyl.
I februar i år behandlede Københavns Byret en anden sag om en mand fra Syrien.
Han havde vist et falsk rumænsk id-kort i lufthavnen i Kastrup. Forinden havde han opholdt sig tre måneder i Grækenland. Byretten frifandt manden med den begrundelse, at der var tvivl om, hvorvidt han er omfattet af flygtningekonventionen.
Denne dom har anklagemyndigheden anket til landsretten.
/ritzau/