Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Basel, 17/05/2025 - 13:33

Finaleklar Sissal glæder sig til at vende hjem til leverpostejen

Uanset hvordan Eurovision-finalen ender for Sissal, venter hverdagen uden glitter og glamour i næste uge.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

De forgangne uger har været hæsblæsende for Danmarks Eurovision-håb, Sissal.

Lørdag kulminerer det i den grande finale, hvor Danmark er repræsenteret for første gang siden 2019.

- Nu giver jeg den det aller-allersidste, jeg har. Det kommer til at være fedt. Jeg tror, jeg kommer til at hygge mig vildt meget, for i morgen er den her boble overstået. Men det bliver også dejligt at komme hjem til leverpostejen igen, siger den færøskfødte sanger foran den fremmødte presse.

Hun skal fuldføre lærerstudiet, men mest af alt glæder hun sig til at komme hjem til København og kramme sine to døtre, Mikkalina og Jonna Sofía.

Børnene har været med hende nogle dage i Basel i Schweiz, hvor årets Eurovision afholdes. Men de tog hjem, da Eurovision-ugen blev skudt i gang søndag med åbningsceremonien.

Det ville blive for hektisk for to små børn på tre og fem år at være en del af hurlumhejen, der omgiver Eurovision. Så de er sammen med deres far, som Sissal brød med tidligere på året og i dag har et fint venskab med.

Bookmakerne havde dog spået, at Sissal selv kunne rejse hjem efter torsdagens semifinale.

De troede ingenlunde, at den 30-årige Hallucination-stjerne ville kvalificere sig. Men Sissal overbeviste seerne.

Det skal hun gøre igen lørdag aften. For fredag afgav landenes respektive dagjuryer deres point ved en stor gennemspilning af finaleshowet. Deres vurdering tæller halvdelen af afgørelsen og bliver afsløret til selve finalen lørdag aften.

- Jeg var ikke nervøs overhovedet, fortæller Sissal.

- Det var mærkeligt, jeg var totalt afslappet. Jeg tror bare, at jeg begyndte at have det så sjovt på scenen. Jeg glemte også at kigge i et kamera og kiggede ud på alle folk i stedet for. Men jeg tror faktisk, det var en af mine bedste performances.

Fredag var der foruden gennemspilning af finaleshowet også en generalprøve inden, men her sang Sissal ikke igennem for at spare på stemmen.

Hun har været forkølet, siden hun ankom til Basel, og har været til lægen, som ikke fandt tegn på inflammation, men på hævede stemmelæber.

- Jeg har jo lavet musicals før, hvor jeg har sunget hver dag i to måneder. Men der er så mange ting, der spiller ind i Eurovision, siger hun og fortsætter:

- Der er pres, stress og absurd mange interview og mange fester, som også gør, at man bruger sin stemme uhensigtsmæssigt. Det er ikke normalt for mig, at min stemme er så skrøbelig. Men Eurovision er hårdt.

Hun forsikrer dog, at hendes stemme shiner i finalen.

- I aften ved jeg, at den nok skal klare det. Det er ikke et problem.

Eurovision-finalen kan ses på DR1 lørdag aften.

/ritzau/

Basel, 17/05/2025 - 20:18

CNN: Danmarks lange mareridt i Eurovision er forbi

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Danmark står i sin første Eurovision-finale siden 2019. Det vækker international opmærksomhed.

Danmarks Eurovision-håb, Sissal, trodsede torsdag bookmakerne og står nu i Eurovision-finalen, som løber af stablen lørdag aften i den schweiziske storby Basel.

Det har vakt international opmærksomhed, og nyheden har nu nået det anerkendte amerikanske medie CNN.

- Danmarks lange nationale mareridt er forbi, lyder det fra CNN, der fortsætter:

- Konkurrencens længste fravær fra finalen (de kvalificerede sig sidst i 2019) er blevet afbrudt af en fantastisk, episk og brændende ballade, der fortjener langt mere kærlighed, end den får. Den er god gennem hovedtelefoner. Men den er meget bedre live.

Det er seks år siden, at Danmark senest stod i Eurovision-finalen.

Her sang Leonora sig til en 12.-plads med "Love Is Forever". Men intet varer for evigt, og siden har der været meget langt til de pæne placeringer i det internationale melodigrandprix.

I 2023 formåede Reiley slet ikke at vinde seernes hjerter med "Breaking My Heart", som endte på en 33.-plads.

Efter flere års finalefadæse iværksatte DR samme år en ny grandprixstrategi: kærlighed ved første lyt kombineret med en stærk performance visuelt og vokalt.

Til sidste års Eurovision var Saba og nummeret "Sand" valgt ud fra netop de parametre. Men også der løb håbet om en finaleplads ud som sand imellem fingrene.

DR stod fast på at fortsætte strategien, og i år er den så lykkedes.

Samtidig har public service-stationen skruet op for indsatsen på de sociale medier, hvor Sissal ifølge DR's grandprixboss, Erik Struve Hansen, er blevet en darling.

Bookmakernes foreløbige favorit til at vinde årets Eurovision er stadig satiretrioen Kaj, som repræsenterer Sverige med saunasangen "Bara Bada Bastu".

Herefter følger Østrigs operainspirerede ballade "Wasted Love" af sangeren JJ.

Om Sissal igen modbeviser bookmakerne og vinder hele baduljen kan ses på DR1 lørdag aften klokken 21.00.

Danmark har vundet det internationale melodigrandprix tre gange: i 1963 med Grethe & Jørgen Ingmanns "Dansevise", i 2000 med Brødrene Olsens "Smuk som et stjerneskud" og i 2013 med Emmelie de Forests "Only Teardrops".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 17/05/2025 - 17:26

FAKTA: Dogme 25's ti nye regler

Fem filmskabere har sammen lavet et nyt kyskhedsløfte med ti regler, som er inspireret af Dogme 95.

Den nye bevægelse Dogme 25 har lavet et manifest, som er en hyldest til Dogme 95, der blev skabt af de danske filminstruktører Thomas Vinterberg og Lars von Trier.

Her fremsætter fem filmskabere Isabella Eklöf, Annika Berg, Milad Alami, Jesper Just og May el-Toukhy ti nye regler for, hvordan de skal lave film:

1. Manuskriptet skal være originalt og skrives af instruktøren i hånden.

2. Minimum halvdelen af filmen skal være uden replikker.

3. Brug af internettet er forbudt i alle kreative processer.

4. Vi må kun tage imod penge, hvor der ikke stilles et modkrav, der påvirker filmens indhold.

5. Maksimalt 10 personer bag kameraet.

6. Filmen skal optages, hvor handlingen udspiller sig.

7. Vi må ikke sminke eller manipulere ansigter og kroppe, medmindre det indgår som en del af fortællingen.

8. Alt, der knytter sig til filmens produktion, skal være lejet, lånt, fundet eller brugt.

9. Filmen skal laves på maksimalt et år.

10. Lav din film, som var det den sidste.

Kilde: Dogme 25's manifest.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 17/05/2025 - 10:00

FAKTA: Spis mad med mindre salt

* Der er nok mange, som ikke bekymrer sig meget om salt, men der er god grund til at skære ned på saltforbruget.

* For meget salt kan være medvirkende årsag til helbredsproblemer, såsom forhøjet blodtryk, hjerte-kar-sygdomme og mavekræft.

* Undersøgelser viser, at 38 procent af den voksne befolkning har forhøjet blodtryk.

* Hvis vi hver især i gennemsnit skærer tre gram salt af det daglige forbrug, kan vi i Danmark forvente, at 400.000 færre mennesker har
forhøjet blodtryk samt spare op mod to milliarder kroner hvert år på udgifter relateret til hjerte-kar-sygdomme.

* De største kilder til salt i vores mad er blandt andet forarbejdede produkter, brød, kødpålæg og ost.

Kilde: Fødevarestyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 17/05/2025 - 10:00

Salt maden rigtigt hver gang

Perschfoto/Ritzau Scanpix

I maden er salt essentielt for smagen, men kan også bruges til at konservere og binde ingredienser sammen. Et vigtigt lille trin kan hjælpe med at salte nok.

Det hænder, at en ellers indbydende ret ender med at smage fladt - ikke fordi den er lavet forkert, men fordi den mangler salt.

At salte maden tilstrækkeligt er ikke bare et spørgsmål om smag. Det er nøglen til, at din ret lykkes, fortæller kok og faglærer på Hotel- og Restaurantskolen Thomas Rønsch Toftdahl, der giver et par råd til, hvordan du kan ramme den rette mængde salt hver gang.

- Salt er et mineral, der både giver og forstærker smag, siger han.

Hvis du ofte synes, at maden mangler en smule salt ved servering, kan det ifølge Toftdahl skyldes, at et vigtigt trin er blevet sprunget over i madlavningen.

- Den nok nemmeste måde at lykkes med sin saltning er at tilsætte en smule salt under tilberedningen og derefter tilsmage retten, når den er færdig, siger han.

- Det er helt afgørende at huske tilsmagningen inden servering. For det er her, man som kok vurderer, om smagene sidder, som de skal - og justerer, hvis ikke det er tilfældet.

Ud over at give smag bruges salt som konserveringsmiddel, da det trækker vand ud af ingredienserne gennem en proces kaldet osmose. Det reducerer vandindholdet og hæmmer væksten af bakterier.

- Salt kan også forbedre teksturen i eksempelvis frikadeller ved at binde ingredienserne sammen. Når saltet tilsættes frikadellefarsen, opløses proteinerne i kødet, og det hjælper med at holde farsen sammen, siger han.

Det er sværere at justere salt i frikadeller, når de først er tilberedt. For at sikre den rette saltmængde bør du derfor smage på farsen, inden du begynder at stege, eller stege en lille prøvefrikadelle og smage den, før du fortsætter.

- Mange ingredienser, såsom kødkraft, tomatpuré og soja, indeholder en del salt. Hvis du bruger dem i en ret, bør du være ekstra varsom med salt og stadig tilsmage til sidst, siger han.

Selv om salt er vigtigt for smagen, anbefaler myndighederne at være opmærksom på sit saltforbrug, da for meget salt kan være medvirkende årsag til helbredsproblemer, såsom forhøjet blodtryk, hjerte-kar-sygdomme og mavekræft.

Ifølge Fødevarestyrelsen spiser ni ud af ti danskere mere salt end de officielle anbefalinger, som lyder på maksimum fem-seks gram salt dagligt.

Især mænd har et højt saltindtag og spiser i gennemsnit mere salt end kvinder.

- Ved at salte lidt mindre under tilberedningen og tilsmage til sidst, vil det typisk også være nemmere at ramme den rette saltbalance, der hverken er for meget eller for lidt, siger Thomas Rønsch Toftdahl.

Salt findes i mange forskellige varianter, men ifølge Thomas Rønsch Toftdahl kan du faktisk nøjes med at have to typer salt i hjemmet:

- De er det klassiske fine husholdningssalt og havsalt i flager, hvis man vil have lidt mere tekstur.

Thomas Rønsch Toftdahl anbefaler, at man vælger et salt, der udvindes fra naturen. Det kan være salt fra havvand eller underjordiske kilder.

Han kalder salt for et af de vigtigste redskaber i køkkenet. Og tilsmagning er altså en af de mere enkle veje til at ramme den rette saltbalance hver gang.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek