Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

San Francisco, 25/12/2022 - 10:58

Ødelagt skulder holder Curry ude i mindst to uger mere

NBA-stjernen Stephen Currys skulderskade betyder, at han først kommer tilbage på banen efter nytår.

Sarah Stier/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

NBA-mestrene Golden State Warriors har haft svært ved at finde melodien i indeværende sæson, og i mindst to uger endnu skal man forsøge at vende skuden uden holdets største stjerne.

Stephen Curry rev sin skulder delvist af led i en kamp midt i december, og den er endnu ikke klar til at komme i kamp.

Det melder Golden State på sin hjemmeside efter at have undersøgt den 34-årige stjernespiller.

- Undersøgelsen viste, at Curry gør fine fremskridt. Han vil blive undersøgt igen om to uger, lyder det kortfattet på holdets hjemmeside.

Curry, som to gange er blevet kåret til ligaens MVP, har allerede misset fire kampe i sæsonen. Med den nye udmelding er det givet, at også de næste seks kampe bliver uden ham på banen.

Skaden opstod, da Curry prøvede at erobre en bold mod Indiana Pacers, men i stedet fik et riv i venstre skulder. Han udgik straks efter.

Golden State Warriors har vundet fire NBA-titler siden 2015, og alle gange har det været med Curry som en nøglespiller.

I år har holdet dog slet ikke ramt niveau fra seneste sæson. Det er kun blevet til 15 sejre i 33 kampe. Det placerer holdet uden for slutspilspladserne aktuelt på en 11.-plads i Western Conference.

/ritzau/

København, 25/12/2022 - 09:37

Disse kunstnere har musikerne selv rålyttet til i 2022

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Fra vestegnsrap til svensk skovsøpop. Danske stjerner deler deres favoritmusik fra det forgangne år.

Du danser rundt til deres sange hjemme i stuen eller synger med i bilen på vej til arbejde. Men hvad har de danske hitmagere selv roterende inde i høretelefonerne?

Drew Sycamore har særligt ét nummer, hun har hørt igen og igen i løbet af året, der er gået.

- Clara har udgivet et album, hvor der er en sang, der hedder "Oh My God". Og oh my God, en god sang. Jeg har hørt den på repeat, siger den 32-årige popkomet og fortsætter:

- Den giver mig så meget glæde, og jeg ville ønske, jeg havde skrevet den sang. Jeg bliver vildt inspireret af det, og hele hendes album har jeg faktisk hørt rigtig meget. Det er virkelig fedt.

Dansk musik ligger også øverst på Jadas playliste, fortæller sangeren og sangskriveren, der har det borgerlige navn Emilie Molsted Nørgaard.

- Jeg elsker Tessa, jeg elsker Gilli, jeg elsker Artigeardit, jeg elsker The Minds of 99, jeg elsker Kesi. Der er så mange. Der er også Eee Gee og Mekdes, siger hun.

Musikscenen herhjemme sprudler i øjeblikket af kreativitet, mener Jada.

- Jeg har ikke travlt med at tage til udlandet for at arbejde med andre folk, fordi jeg synes virkelig, at de danske kunstnere er så inspirerende, nytænkende og kreative, siger hun og nævner blandt andre kollegaen Benjamin Hav og hans storroste liveshows, som han har turneret med gennem sommeren.

Hjemme hos ham har den dog i høj grad stået på svensk pop. Nærmere bestemt nummeret "Låt mig gå" af Veronica Maggio.

- Vi har været med ungerne i Sverige. Vi har været meget i Stockholm, ude i den svenske skov og ude at bade i nogle skovsøer, fortæller Benjamin Hav og uddyber:

- Det har noget med det at gøre, og så er der noget med sproget, noget med stemningen og den lille svenske mand og kvinde, som jeg godt kan lide.

Hvis Katinka Bjerregaard skal pege på musik, der har optaget hende i 2022, lander hun på de nye danske kunstnere Eee Gee og Prisma.

- De kommer med noget andet. De kommer med noget mere international lyd, siger hun.

- Det er altid spændende med noget musik, som man ikke selv kan finde ud af at lave, så bliver man altid overrasket.

Når The Minds of 99 skal svare på, hvad rockbandet har rålyttet til i løbet af det forgangne år, lyder svaret kort og godt fra forsanger Niels Brandt:

- Vi kan godt lide Brimheim. Specielt den sang, der hedder "Favorite Day of the Week".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 25/12/2022 - 09:00

Babyboom blandt danske stjerner i 2022

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Medina, Thomas Blachman, Caroline Wozniacki, Jeanette Ottesen, Lotte Friis og Christian Degn er blandt de mange, mange kendisser, der er blevet forældre i år.

En masse små stjerneskud er kommet til verden det forgangne år.

Sangerinden Medina sagde velkommen til sin og gemalen Malo Chapsals anden søn, Elliot, som kom til verden, halvandet år efter at de blev forældre for første gang til Tyler.

Også radioparret Maria og Pelle Peter Jencel var godt inde i rutinen, da de blev forældre for anden gang. De har nemlig pseudotvillinger, efter at sønnen Bobby kom til verden 16 måneder efter datteren Penelope.

- Vild, stor, smuk og voldsom oplevelse at bringe endnu et barn til verden, lød det fra den nybagte mor.

Det var også på Instagram, at parret, der mødte hinanden på DR, afslørede nyheden om den forestående familieforøgelse for et års tid siden.

- Ja, vi kunne ikke lige styre os, så til sommer får Penelope en lillebror, skrev Pelle Peter Jencel til et billede af den voksende familie.

Den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki pensionerede ketsjeren i 2020 for at forfølge sine drømme uden for centercourten.

Her stod at stifte familie med manden David Lee, der har en fortid som basketballspiller, højt på listen.

Sidste år bød de datteren Olivia velkommen til verden, og i sommer nedkom den tidligere Miss Sunshine med sønnen Jack.

- Klar til anden omgang, lød det fra Wozzy.

2022 blev året, hvor Thomas Blachman kunne kalde sig for far til fire.

Hans forlovede, den svenske poet og sangerinde Julia Werup, fødte parrets andet fælles barn, en lille pige, som slutter sig til sønnen Zac.

Fra sit første ægteskab har den 59-årige X Factor-veteran også en søn og en datter.

Fra en far til fire over til en mor til tre.

Det er sangerinden Anna David nemlig blevet, efter at hun fødte sit og kæresten Christians tredje barn, lille Elmer.

Mor til tre er skuespillerinden Mia Jexen også blevet, efter at hun i sommer nedkom med sin og manden Mads' tredje datter.

Far til tre kan musikeren Mattias Hundebøll derimod kalde sig.

Han og hustruen Marie Plum fik i foråret datteren Soleima, som slutter sig til sine to storebrødre, Carl-Egon og Ejner Bob.

Mor til to er skuespillerinden Sara Hjort Ditlevsen blevet i år. Sammen med sin mand, lægen Jacob Lawaetz, har hun fået en søn, og dermed er datteren Selma blevet storesøster.

Også DR-værten Mette Bluhme Rieck blev mor for anden gang i år. Sammen med sin forlovede, Bruun Rasmussens vurderings- og salgsdirektør, Kasper Nielsen, fik de deres andet fælles barn, lille Bille.

Kasper Nielsen derimod kan kalde sig for far til fire. Han har nemlig to børn fra et tidligere forhold.

Svømmeparret Jeanette Ottesen og Marco Loughran gemte på en sød hemmelighed, da de troppede op på den røde løber til premieren på den nye The Batman-film 1. marts. Hun ventede nemlig parrets andet barn, som kom til verden i september.

Få måneder efter brast idyllen, da Jeanette Ottesen oplyste, at hun og Marco Loughran skulle skilles, fordi de ikke længere delte samme værdier og ønsker for et ægteskab.

- Det er selvsagt et voldsomt sted at være, særligt som nybagt mor, og lige nu er mit fokus på mine børns og min trivsel, skrev hun på Instagram.

En række danske kendisser har i 2022 indtaget rollen som forældre for allerførste gang.

Endnu en svømmer blev nemlig også mor i 2022.

Det var en svær fødsel, men i sommer fik den tidligere topatlet og nuværende P4-vært Lotte Friis endelig sin og gemalen Christoffer Schnack Ringøs lille datter, Andrea, i armene.

Parret mødte hinanden med et brag på den sidste dag i 2016.

I metroen på vej til hver sin fest for at fejre nytår spottede de hinanden i mængden, og det var kærlighed ved første blik.

Det var en længe ventet drøm, der gik i opfyldelse for tv-værten Tina Müller, da hun sammen med kæresten og kollegaen Anders Rud i efteråret blev forældre til datteren Emma.

Den 45-årige sportsvært har i tidligere interview fortalt, at hun havde opgivet drømmen om at blive mor.

Livet var gået hurtigt med ambitioner, oplevelser og karriere, og pludselig var hun 38 år og single. Derfor besluttede hun at blive solomor og var egentlig ved at gå i gang med at få et donorbarn.

Faktisk sad hun med en kanyle og skulle injicere sig selv med en hormonindsprøjtning for at begynde fertilitetsbehandlingen, da hun fortrød.

Hun skulle ikke have et barn alene.

Det fortalte hun i et åbenhjertigt interview med Femina bragt i november 2020.

- Jeg følte, at der ville være en risiko for, at jeg satte et barn i verden på en præmis om, at nu skulle det barn gøre mig lykkelig. Og den præmis ville jeg ikke trække ned over et barn, sagde hun dengang til magasinet.

Tina Müller afslørede i foråret 2021, at hun havde fået en kæreste, som hun var mere parat til end nogensinde før.

Det var ikke længere karrieren, der fyldte. Der var også plads til andre prioriteter, sagde hun til Alt for damerne i april 2022.

Måneden efter annoncerede hun på Instagram, at hun og kæresten skulle være forældre.

- Vi venter os et lille mirakel til oktober, jublede Tina Müller.

Skuespilleren Thue Ersted Rasmussen har roller i successerier som "Sunday" og "Sygeplejeskolen" og endda spillet superskurk i Hollywood-franchisen "Fast and the Furious". Men i foråret indtog han sit livs rolle, da han og kæresten Katrine Lynggaard blev forældre til en lille søn.

En lille søn fik tv-værten Christian Degn også, da kæresten Trine Johst Vammen fødte parrets dreng, Vagn, en sommerdag ved en planlagt hjemmefødsel.

Parret mødte hinanden gennem Christian Degns kendte kollega Mette Helena Rasmussen, der er dommer i byggeprogrammet "Nybyggerne".

Hun agerede nemlig Kirsten Giftekniv og efterlyste en date til ham gennem sine følgere på Instagram. Det sagde pladask mellem Christian Degn og Trine Johst Vammen i sommeren 2021.

Efter et års forhold udvidede de så familien med sønnike.

- At blive far har grundlæggende ændret mit liv helt radikalt. Det er både i praktik, at livet er blevet helt anderledes. Det er også i tanker og følelser om livet. Nu ser jeg livet i et større perspektiv, har han sagt i et Ritzau-interview.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 25/12/2022 - 10:00

FAKTA: Fodr fuglene uden at få pip

* Januar er en tid, hvor sultne fugle gerne myldrer på foderbrættet ude i haven.

* Foderbrættet kan dog nemt tiltrække rotter. Derfor bør du ikke lægge mere mad ud, end fuglene kan nå at spise på en dag.

* Hvis du vil undgå, at store fugle som skader og duer spiser det hele, kan du vælge at sætte foderautomater op, som er særligt designet til spurve og mejser.

* Fuglene foretrækker generelt mejsekugler med højt fedtindhold og frøblandinger med en stor andel fede solsikke- og hampefrø samt nødder og rosiner.

Kilder: Haveselskabet og Dansk Ornitologisk Forening.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 25/12/2022 - 10:00

Haven i januar: Skærm dine bede for salt og smeltevand

Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

Dine grønne fingre er gemt væk i vanter, men derfor kan du godt motionere dem ude i januarhaven.

Januarfrost betyder saltvogne i pendulfart op og ned ad villavejene. Og det kan gå hårdt ud over dine blomsterbede, hvis de bliver ramt af det hvide sprøjt.

- Saltvand slår jordens mikroliv helt ihjel, og i værste fald trækker det vandet ud af planternes rødder, fortæller Louise Møller, der er havefaglig konsulent ved Haveselskabet.

Hun anbefaler derfor, at du beskytter dine bede, hvis de ligger ud til vejen eller fortovet.

- Det kan du gøre med halmmåtter, som du kan købe på plantecentrene, og som du kan sætte rundt om planterne, så de bliver skærmet, siger Louise Møller.

Saltet kan også finde vej ind i haven via smeltevand. Viser halmmåtterne sig ikke at være nok til at beskytte bedet mod det, kan du overveje at lave en form for flisekant rundt om det.

Men det er svært at undgå, at smeltevandet smyger sig ind alligevel, påpeger Louise Møller.

- Hvis du selv har ansvaret for at salte vejen, hvor du bor, kan du vælge at sprede grus, hvor du blander lidt salt i. På den måde reducerer du mængden af salt, der kan ende hos planterne, forklarer hun.

Ud over vinterbeskyttelse kalder januar på, at du lægger en plan for, hvordan du gerne vil haven til at se ud, når foråret kommer.

Det siger Line Søndergaard, der er gartner ved Hørsholm Planteskole i Nordsjælland.

- Det kan være en god idé at lave en plantegning over de bed, du har lyst til at arbejde med i det kommende år, siger hun.

Plantegningen kan hjælpe dig med at skabe et overblik og sikre, at udgifterne ikke løber løbsk.

- Med planen kan du lægge nogle begrænsninger for dig selv, når du til foråret tager hen på planteskolen, så du ikke vender hjem med femten forskellige planter, der ikke passer sammen, siger Line Søndergaard.

Du kan for eksempel gøre dig nogle tanker, om du ønsker spiselige planter, blomster, der er gode at lave buketter af, eller om du fokuserer på sorter, som bierne godt kan lide.

- Du kan også vælge en farvetone, du godt kan lide, og vælge planter ud fra det, siger hun.

Klør det ekstra meget i de grønne fingre, kan du godt plante nyt i januar, hvis jorden ikke er frossen.

- Du skal ikke være bekymret for, at der kommer frost senere. Det tager planterne ikke skade af, siger Louise Møller fra Haveselskabet.

Dog skal du være særligt opmærksom på, at jorden ikke er for våd.

- Hvis du begynder at grave i mudder, ødelægger du strukturen i jorden. Alle de små luftrum, som blandt andet regnormene laver, går i stykker, og det gør det svært for planterne at trives, forklarer hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv