København, 25/12/2022 - 10:00
Haven i januar: Skærm dine bede for salt og smeltevand
Dine grønne fingre er gemt væk i vanter, men derfor kan du godt motionere dem ude i januarhaven.
Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus
Januarfrost betyder saltvogne i pendulfart op og ned ad villavejene. Og det kan gå hårdt ud over dine blomsterbede, hvis de bliver ramt af det hvide sprøjt.
- Saltvand slår jordens mikroliv helt ihjel, og i værste fald trækker det vandet ud af planternes rødder, fortæller Louise Møller, der er havefaglig konsulent ved Haveselskabet.
Hun anbefaler derfor, at du beskytter dine bede, hvis de ligger ud til vejen eller fortovet.
- Det kan du gøre med halmmåtter, som du kan købe på plantecentrene, og som du kan sætte rundt om planterne, så de bliver skærmet, siger Louise Møller.
Saltet kan også finde vej ind i haven via smeltevand. Viser halmmåtterne sig ikke at være nok til at beskytte bedet mod det, kan du overveje at lave en form for flisekant rundt om det.
Men det er svært at undgå, at smeltevandet smyger sig ind alligevel, påpeger Louise Møller.
- Hvis du selv har ansvaret for at salte vejen, hvor du bor, kan du vælge at sprede grus, hvor du blander lidt salt i. På den måde reducerer du mængden af salt, der kan ende hos planterne, forklarer hun.
Ud over vinterbeskyttelse kalder januar på, at du lægger en plan for, hvordan du gerne vil haven til at se ud, når foråret kommer.
Det siger Line Søndergaard, der er gartner ved Hørsholm Planteskole i Nordsjælland.
- Det kan være en god idé at lave en plantegning over de bed, du har lyst til at arbejde med i det kommende år, siger hun.
Plantegningen kan hjælpe dig med at skabe et overblik og sikre, at udgifterne ikke løber løbsk.
- Med planen kan du lægge nogle begrænsninger for dig selv, når du til foråret tager hen på planteskolen, så du ikke vender hjem med femten forskellige planter, der ikke passer sammen, siger Line Søndergaard.
Du kan for eksempel gøre dig nogle tanker, om du ønsker spiselige planter, blomster, der er gode at lave buketter af, eller om du fokuserer på sorter, som bierne godt kan lide.
- Du kan også vælge en farvetone, du godt kan lide, og vælge planter ud fra det, siger hun.
Klør det ekstra meget i de grønne fingre, kan du godt plante nyt i januar, hvis jorden ikke er frossen.
- Du skal ikke være bekymret for, at der kommer frost senere. Det tager planterne ikke skade af, siger Louise Møller fra Haveselskabet.
Dog skal du være særligt opmærksom på, at jorden ikke er for våd.
- Hvis du begynder at grave i mudder, ødelægger du strukturen i jorden. Alle de små luftrum, som blandt andet regnormene laver, går i stykker, og det gør det svært for planterne at trives, forklarer hun.
/ritzau fokus/