Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 02/07/2023 - 10:53

Unge har typisk længere til erhvervsskoler med offentlig transport

Færre erhvervsskoleelever kan komme i skole på under en halv time end gymnasieelever.

Af: /ritzau/

De unge, som vælger erhvervsskolen fremfor gymnasiet, har generelt længere i skole med offentlig transport.

Det viser en ny kortlægning, skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.

Anders G. Christensen (V), som er formand for Danske Regioners Udvalg for Regional Udvikling og EU, ser et klart problem i, at rejsetiden er lang.

- Og så ved vi bare, at jo længere transportafstand der er, jo mere falder antallet af unge, som søger en erhvervsfaglig uddannelse. Det er ikke godt for de unge, og det er ikke godt for samfundet, siger han til Ritzau.

74 procent af eleverne på STX kan komme i skole på under 30 minutter med offentlig transport.

Det samme gælder kun for 53 procent af dem, som går på en erhvervsuddannelse inden for hovedområdet omsorg, sundhed og pædagogik, viser kortlægningen.

Det hovedområde dækker eksempelvis over grundforløbet til at blive sosu-hjælper, skriver Danske Regioner.

Anders G. Christensen, som også sidder i regionsrådet i Region Midtjylland, peger især på besparelser på busnettet, som kan være med til at gøre problemet værre.

- Vi skal først og fremmest have, at Folketinget og regeringen stiller nogle flere ressourcer til rådighed for den kollektive trafik, hvis man mener, at man skal kunne bo, hvor der er længere mellem husene og også tage en uddannelse, siger han.

Derudover mener Danske Regioner også, at noget af løsningen kan ligge i, at flere uddannelser rykker sammen på et sted, eller at man opretter flere skolehjem.

/ritzau/

USA, 02/07/2023 - 08:00

Hollywoodfilm gjorde Dar Salim og Jake Gyllenhaal til venner

Mario Anzuoni/Reuters

Dar Salim svedte ustyrligt under sit første møde med Jake Gyllenhaal. Men det har ikke afholdt de to superstjerner fra at blive venner.

Dar Salim er en af de danske skuespillere, der er nået til Hollywood og har fået muligheden for at spille over for en af verdens helt store stjerner.

Han spiller nemlig sammen med Jake Gyllenhaal i actionthrilleren "The Covenant", der har dansk premiere den 2. juli på Prime Video Danmark.

Filmen handler om den amerikanske sergent John Kinley, som spilles af Jake Gyllenhaal, der på sin sidste tur til Afghanistan arbejder sammen med den afghanske tolk Ahmed, der spilles af Dar Salim.

I løbet af filmen sætter Ahmed sit liv på spil for John, og de to mænd udvikler en tættere og tættere relation. John ender også med at sætte sit liv på spil for Ahmed.

I virkeligheden har de to skuespillere også udviklet en tæt relation, selv om deres første møde godt kan beskrives som en smule akavet.

- Første gang jeg mødte Dar, kom han ind og satte sig ned, og med det samme begyndte han at svede så meget, at jeg blev bekymret for ham, siger Jake Gyllenhaal med et smil.

Dar Salim forklarer, at han, inden han skulle møde Jake Gyllenhaal og filmens instruktør, Guy Ritchie, første gang, havde været i sauna, og at han nok havde siddet i saunaen lidt for længe.

- Jeg var virkelig forberedt mig på at holde hovedet koldt, fordi jeg skulle møde Guy Ritchie og Jake Gyllenhaal. I det øjeblik jeg satte mig ned begyndte jeg at svede - altså virkelig svede.

- Så jeg var nødt til at sige: Undskyld, gutter, jeg kommer lige fra saunaen, og de var rigtig flinke, og vi talte om saunaer i 20 minutter. Men vi vidste alle, at jeg i det øjeblik havde mistet al troværdighed, al maskulinitet og al status, griner Salim.

Han kom sig dog tilsyneladende over det pinlige første møde, for Jake Gyllenhaal har kun rosende ord til overs for sin kollega.

- Vi har lært meget om hinanden, og det, der er blevet hos mig, er, hvor god denne fyr er. Han er sådan en elskværdig fyr. Sådan en sød fyr, siger Jake Gyllenhaal, inden Dar Salim afbryder ham og siger, at nu må det være nok med de rosende ord.

At de to er kommet tæt på hinanden er også tydeligt at se, hvis man kigger på deres Instagram-profiler, hvor de har delt flere billeder sammen.

Og Hollywood-stjernen og den danske stjerne håber da også at kunne forblive venner, selv om der er tusindvis af kilometer mellem deres hjem.

- Jeg elsker ham her. Han er en kæmpe filmstjerne og en af de bedste skuespillere i vores generation. Den dag jeg mødte ham, blev jeg bekræftet i, at de bedste skuespillere er de mest generøse mennesker. Jeg tror, at jeg har fundet en ny ven, siger Dar Salim.

Det nye venskab kan endda betyde, at Danmark får besøg af en Hollywood-stjerne.

- Han giver mig en god grund til at tage til Danmark, og det glæder jeg mig til. Jeg har haft mange grunde, for det er et utroligt land, men han giver mig det sidste skub. Jeg er nødt til at komme derover, siger han.

"The Covenant" havde amerikansk premiere i april, og flere amerikanske anmeldere var glade for filmen og Dar Salims præstation.

Det amerikanske underholdningsmedie Variety skriver, at Dar Salim laver en fantastisk optræden i filmen.

- Han er en af de skuespillere, der kan kommunikere et helt univers af observationer med et hurtigt blik eller et halvt smil, lyder det.

Filmmediet Indiewire skriver også, at filmens succes hjælpes godt på vej af den humanitet og stille intelligens, som Salim bringer ind i Ahmed.

"The Covenant" kan ses på streamingtjenesten Prime Video Danmark fra 2. juli.

/ritzau/

Læs Mere >>

Roskilde, 01/07/2023 - 17:12

Skuespiller holdt jul for ukrainske flygtninge

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Skuespilleren Lærke Winther opfordrer til næstekærlighed. Selv har hun og hendes mand taget sagen i egen hånd.

Skuespillerinden Lærke Winther er lørdag taget til rockmuseet, Ragnarock, i Roskilde i den gode sags tjeneste.

Som ambassadør for Røde Kors' Klub 10, hvor ti kendte ansigter inden for kultur- og erhvervslivet har et år til at samle penge ind til velgørenhedsorganisationen, er hun med til det årlige arrangement for at fejre det forgangne år og kigge frem mod det næste.

- Det betyder rigtigt meget, siger Lærke Winther og fortsætter:

- Jeg er glad, hvis jeg kan gøre bare et eller andet. Hver gang jeg har mulighed for det, stepper jeg op. Der er mere brug for det end nogensinde. Sådan er det desværre hvert år.

Sidste år, da Rusland invaderede Ukraine, tog Lærke Winthers mand, Thomas Ravn, og en af deres venner til grænsen og hentede tre familier, som i en periode boede hos parret.

I december var Lærke Winther med til at holde jul for omkring 100 ukrainske flygtninge.

- Vi sang sammen, og de fik også lejlighed til at synge deres sange og fortælle deres historier. Det er noget af det mest fantastiske, jeg har været med til. Det var virkelig rørende, siger hun og tilføjer:

- Der var så meget fokus på ukrainske flygtninge, lige da krigen brød ud. Men man skal bare huske, at de er her stadig. Og så skal man selvfølgelig også huske, at det ikke kun er ukrainerne, der har det svært.

I år slog Klub 10 rekord med mere end fem millioner kroner samlet ind.

Ifølge Røde Kors går pengene til mennesker i nød både i Danmark og i udlandet, herunder Syrien, Ukraine og Tyrkiet.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/07/2023 - 08:00

FAKTA: Tag dig tid og lav små portioner

* Afsæt god tid, inden gæsterne kommer, til at kreere dine alkoholfri drinks. Især hvis du selv laver essenser af bærblade eller brændenælder, da de skal have tid til at trække.

* Lav ikke for store portioner, når du eksperimenterer. Det er ærgerligt at have lavet flere liter, hvis ekstrakten ikke smager, som du havde håbet.

* Betragt det at lave alkoholfri drinks som en kreativ proces, hvor du giver dig selv lov til at lege og fejle.

Kilde: sommelier Mathias Breinholt fra Restaurant Novel.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 01/07/2023 - 08:00

Lav lækre alkoholfri sommerdrinks med bærblade og brændenælder

Lea Suzuki/Ritzau Scanpix

Nyd cocktails i solen uden at blive snalret. En sommelier giver sine bedste tip til smagsgivere, der kan erstatte sprutten.

Der behøver ikke at være procenter i glasset, for at din sommerdrink bliver spændende for ganen. Men det kræver, at du får styr på smagsbalancen.

- Tit og ofte bliver alkoholfri drinks for søde på en måde, hvor man nærmest får en mæthedsfølelse, når man drikker dem, siger Mathias Breinholt, der er sommelier hos Restaurant Novel i Aarhus.

- Balancen mellem syren og sødmen, som man finder i den gode cocktail, mangler, fordi det tit er det, som alkoholen er med til at skabe, uddyber han.

Tricket ligger altså i at skrue op for syrligheden, hvis du ønsker at opnå noget af den effekt, som alkohol plejer at give. Det kan du for eksempel gøre ved at tilføje et skvæt æblecidereddike.

- Eddiken giver den her lille snert af friskhed i baggrunden, som du har brug for, for at smagen kommer ud over sukkeret, fortæller sommelieren.

Du kan bruge eddike i alle cocktails, hvor du savner friskhed - dog altid i beherskede mængder lige omkring 0,5 centiliter.

En anden god smagsgiver er blade fra bærbuske. Det kan være solbær eller brombær.

- Mange undgår at tage bladene med, men det er synd og skam, fordi de kan give en kompleksitet til smagen, som er urtet på en måde, der minder om den aroma, som gin har, siger Mathias Breinholt.

Pluk et bundt blade, og put dem i en gryde med vand, som du lader koge stille og roligt op. Tilsæt en lille smule salt og noget sukker, og stil på køl.

Herefter sier du væsken fra, så du har en essens, som du kan blande op med danskvand og friske bær. Brug tre centiliter essens og tre centiliter danskvand.

- Her hos os laver vi også en cocktail på brændenælder, og der bruger vi en liter brændenælder og 200 gram sukker til at lave en ekstrakt. Det må dog aldrig koge, men skal kun simre i ti minutter, og så får du en nøddeagtig smag frem, fortæller Mathias Breinholt.

Cocktailen sammensætter du ved at putte lidt sirup i bunden af et glas sammen med nogle solbær og brombær og et par skiver rabarber. Hæld dernæst 3 cl brændenældeekstrakt ovenpå, og fyld op med danskvand. Pynt eventuelt med lidt skovsyre.

Du kan også eksperimentere med at lave din egen sirup af skallerne fra citrusfrugter.

- Der sidder supermange smagsstoffer i citrusskallerne. Skræl dem af, og læg dem i en god gammeldags syltelage af sukker og vand, og lad det trække, lyder det fra sommelieren.

Citrussiruppen kan du for eksempel blande med kold jasminte eller hyldeblomstsaft og danskvand. Brug tre centiliter sirup, to centiliter te, og top med danskvand.

- Så kan man justere, alt efter hvor sødt man gerne vil have det, siger Mathias Breinholt, der i det hele taget opfordrer dig til at prøve dig frem.

- Det er en meget mere kreativ proces at bygge en drik op fra bunden af, fremfor at købe nogle færdige produkter og blande dem sammen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv