Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Roskilde, 01/07/2023 - 17:12

Skuespiller holdt jul for ukrainske flygtninge

Skuespilleren Lærke Winther opfordrer til næstekærlighed. Selv har hun og hendes mand taget sagen i egen hånd.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Ritzau Fokus

Skuespillerinden Lærke Winther er lørdag taget til rockmuseet, Ragnarock, i Roskilde i den gode sags tjeneste.

Som ambassadør for Røde Kors' Klub 10, hvor ti kendte ansigter inden for kultur- og erhvervslivet har et år til at samle penge ind til velgørenhedsorganisationen, er hun med til det årlige arrangement for at fejre det forgangne år og kigge frem mod det næste.

- Det betyder rigtigt meget, siger Lærke Winther og fortsætter:

- Jeg er glad, hvis jeg kan gøre bare et eller andet. Hver gang jeg har mulighed for det, stepper jeg op. Der er mere brug for det end nogensinde. Sådan er det desværre hvert år.

Sidste år, da Rusland invaderede Ukraine, tog Lærke Winthers mand, Thomas Ravn, og en af deres venner til grænsen og hentede tre familier, som i en periode boede hos parret.

I december var Lærke Winther med til at holde jul for omkring 100 ukrainske flygtninge.

- Vi sang sammen, og de fik også lejlighed til at synge deres sange og fortælle deres historier. Det er noget af det mest fantastiske, jeg har været med til. Det var virkelig rørende, siger hun og tilføjer:

- Der var så meget fokus på ukrainske flygtninge, lige da krigen brød ud. Men man skal bare huske, at de er her stadig. Og så skal man selvfølgelig også huske, at det ikke kun er ukrainerne, der har det svært.

I år slog Klub 10 rekord med mere end fem millioner kroner samlet ind.

Ifølge Røde Kors går pengene til mennesker i nød både i Danmark og i udlandet, herunder Syrien, Ukraine og Tyrkiet.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek