Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 09/07/2024 - 10:48

Togbusser indsættes mellem Korsør og Slagelse i sommerferien

Banedanmark vil bruge uge 29 på at forny sporene mellem Korsør og Slagelse. Derfor indsætter DSB togbusser.

Af: /ritzau/

I hele uge 29 vil der være togbusser på strækningen mellem Korsør og Slagelse, mens Banedanmark skal forny sporene.

Det oplyser DSB i en pressemeddelelse.

- Banedanmark har brug for knap ni dage, hvor de har mulighed for at arbejde i begge spor mellem Slagelse og Korsør, siger underdirektør i DSB Aske Wieth-Knudsen.

Derfor kører ingen tog på strækningen i perioden, som ifølge Aske Wieth-Knudsen er nøje udvalgt.

- Her holder mange af vores pendlere sommerferie, og det betyder, at vi samlet set har færre kunder i togene, siger han.

DSB opfordrer kunder til at bruge Rejseplanen for at se, hvad ændringerne har af betydning for deres togrejse.

/ritzau/

København, 09/07/2024 - 09:55

Nicklas Bendtner forsøger igen at sælge enorm villa

Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Den tidligere fodboldspiller Nicklas Bendtner har sat sin landejendom til salg igen. Han forsøgte også at sælge den for to år siden.

Tidligere fodboldspiller Nicklas Bendtner prøver endnu en gang at komme af med sin enorme landejendom i Hørsholm i Nordsjælland.

Det skriver Boliga.

Villaen har ni værelser og indeholder også en række specielle features som et fitnessrum, en multibane og et fotostudie samt en garage med plads til fire biler. Der hører også en sø og en jagthytte til ejendommen.

Allerede i april 2022 forsøgte fodboldstjernen at komme af med boligen. Dengang lød salgsprisen på 35 millioner kroner.

Nu er der skåret to millioner kroner af prisen.

Bliver boligen solgt til prisen, er fortjenesten på mere end 20 millioner kroner. Nicklas Bendtner købte landejendommen for fire år siden for 12,9 millioner kroner, skriver Boliga.

Dengang flyttede Nicklas Bendtner ind med sin daværende kæreste, model og influencer Philine Roepstorff.

I tv-serien "Bendtner og Philine" kunne man også se, at huset blev renoveret. Men parret gik fra hinanden i 2021.

I november sidste år bekræftede Nicklas Bendtner og skuespiller Sus Wilkins, at de var blevet kærester. I starten af 2024 købte de en lejlighed sammen på Vesterbro i København.

/ritzau/

Læs Mere >>

Gråsten, 09/07/2024 - 05:15

Sønderjyder fester når kongeparret tager på sommerferie i Gråsten

Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Kongefamiliens brug af slottet i Gråsten har ifølge borgmester stor betydning for sønderjyders selvforståelse.

Der er lagt op til folkefest, når kong Frederik og dronning Mary tirsdag eftermiddag kommer til Gråsten.

Det er første gang, at kongeparret tager på sommerophold på Graasten Slot.

Det markeres med modtagelse af de kongelige på Torvet i Gråsten, hvorefter kongeparret til fods spadserer mod slottet.

Borgmester i Sønderborg Kommune Erik Lauritzen (S) forventer mange mennesker i Gråstens gader, hvor handelsstandsforeningen serverer kransekage og bobler.

- Det betyder rigtig meget for sønderjydernes selvforståelse, at man har besluttet fortsat at benytte Graasten Slot, siger han.

Dronning Margrethe har været en tilbagevendende sommergæst på slottet, som hendes forældre - kong Frederik IX og dronning Ingrid - fik i bryllupsgave i 1935.

Men i forbindelse med tronskiftet opstod der usikkerhed hos mange sønderjyder om, hvorvidt kongefamilien fortsat ville benytte slottet.

- Det har vi da været meget spændt på. Der har også været eksperter, der har udtrykt tvivl om, hvorvidt Graasten Slot fortsat ville blive brugt af de kongelige. For en ny generation skal jo finde deres egne traditioner.

- Men nu er vi faktisk ret trygge og føler os overbevist om, at der i mange år frem også vil være kongelige gæster på slottet, siger Erik Lauritzen.

I forbindelse med tronskiftet overtager staten ansvaret for den indvendige vedligeholdelse af slotte og palæer. Det er ifølge borgmesteren "en god sikkerhed" for, at det sønderjyske slot fortsat vil blive brugt af de kongelige.

Under de royales ophold på slottet vil Den Kongelige Livgarde hver dag marchere gennem Gråsten by.

På fredage vil livgardens musikkorps også deltage ved vagtskiftet i slotsgården.

Tilstedeværelsen af kongefamilien har ifølge borgmesteren ikke kun betydning for sønderjydernes selvforståelse.

- Det betyder også noget for turismen, for handlen og for omsætningen i butikkerne. Det skal man ikke bortforklare, siger Erik Lauritzen.

I løbet af sommeren vil dronning Margrethe og prinsesse Benedikte også tage ophold på slottet.

Når den kongelige familie har residens på Graasten Slot, er der ikke offentlig adgang til slotshaven.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 09/07/2024 - 10:00

FAKTA: Tre træningslege i skoven

* Forhindringsbane: skovbunde kan være uforudsigelige, og det at bevæge sig rundt - især væk fra stierne - kan betragtes som en forhindringsbane. Øv jer i at bevæge jer ubesværet og koordineret gennem terrænet.

* Drillepinde: alle finder en pind, som de balancerer på håndryggen. Bevæg jer nu mellem hinanden, og forsøg at vippe de andres pinde ned.

* Vælt et træ: find et solidt træ, og pres ind imod træet, som om at du skulle vælte det. Brug gerne både dine arme, ben og også hele kroppen.

Kilde: DGI.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 09/07/2024 - 10:00

Højt til loftet og højt humør: Tag træningen med ud i skoven

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Der er flere fordele ved at træne udenfor i naturen. Kun fantasien sætter grænser for øvelserne.

Der er ikke kun penge at spare på regningen til styrkecentret ved at tage træningen ud i naturen.

Forskning peger på, at der er mange fordele ved at være ude i det fri.

Eksempelvis har et amerikansk studie vist, at blot 20 minutters kontakt med naturen kan være med til at sænke stresshormonet kortisol.

Også Max Planck Instituttet, der er et tysk forskningsinstitut, har undersøgt goderne ved at være udenfor.

I 2022 fandt de frem til, at det faktisk er naturen, som bidrager til, at vi er mindre stressede - det er altså ikke blot, fordi der er flere stressfrie mennesker, som ofte befinder sig i naturen.

For nogle kan det endda være lettere at komme i gang med at dyrke motion, hvis de starter i skoven, lyder det fra Emma Kamuk Frederiksen, der er konsulent hos DGI og blandt andet beskæftiger sig med naturtræning.

- Sammenlignet med et fitnesscenter er naturen en arena, hvor nogle mennesker er mere trygge, siger hun og peger på, at det for nogle godt kan føles, som om der er en adgangsbarriere ved eksempelvis at træde ind i et styrkecenter.

- Naturen er mere åben og fri, og der er rig mulighed for at bruge naturens materialer til træningen. Du behøver ikke slæbe kettlebells eller håndvægte med.

I stedet kan du bruge dine omgivelser, din fantasi, og det, som du finder i det fri, til at klare træningen.

- Du kan bruge naturens terræn til at få trænet og få gang i pulsen. Find nogle bakker at løbe op ad, og lav eventuelt nogle styrkeøvelser op ad en træstamme, forklarer Emma Kamuk Frederiksen.

Er du ikke så meget til decideret styrketræning eller tempoløb, kan du og dine venner også kaste jer over små lege i naturen. Her kan I eksempelvis styrke jeres stedsans.

- Gå på opdagelse i naturen. Find et træ, kram det, sans træet, og prøv at finde tilbage til det med lukkede øjne, siger Emma Kamuk Frederiksen.

I kan også gå i gang med lege, som styrker balanceevnen. Her skal man bare bruge to pinde. Stå overfor hinanden med pindene imellem jer, og træk og skub i pindene.

- I kan også lege naturbingo, hvor du for eksempel finder en pind, som din makker så skal finde en tilsvarende af.

Du behøver ikke nødvendigvis bo tæt på et kæmpe skovområde for at få gavn af naturtræning.

Bor du tæt på et mindre naturområde, kan det også sagtens fungere, ligesom det at bo i byen heller ikke er en hæmsko, lyder det fra Emma Kamuk Frederiksen.

- Udnyt parkerne, som også er natur. Her er der dog nogle lidt andre forstyrrelser, men det kan også være med til at gøre det til en anderledes og god oplevelse, siger hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek