Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

09/07/2024 - 10:00

Højt til loftet og højt humør: Tag træningen med ud i skoven

Der er flere fordele ved at træne udenfor i naturen. Kun fantasien sætter grænser for øvelserne.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus

Der er ikke kun penge at spare på regningen til styrkecentret ved at tage træningen ud i naturen.

Forskning peger på, at der er mange fordele ved at være ude i det fri.

Eksempelvis har et amerikansk studie vist, at blot 20 minutters kontakt med naturen kan være med til at sænke stresshormonet kortisol.

Også Max Planck Instituttet, der er et tysk forskningsinstitut, har undersøgt goderne ved at være udenfor.

I 2022 fandt de frem til, at det faktisk er naturen, som bidrager til, at vi er mindre stressede - det er altså ikke blot, fordi der er flere stressfrie mennesker, som ofte befinder sig i naturen.

For nogle kan det endda være lettere at komme i gang med at dyrke motion, hvis de starter i skoven, lyder det fra Emma Kamuk Frederiksen, der er konsulent hos DGI og blandt andet beskæftiger sig med naturtræning.

- Sammenlignet med et fitnesscenter er naturen en arena, hvor nogle mennesker er mere trygge, siger hun og peger på, at det for nogle godt kan føles, som om der er en adgangsbarriere ved eksempelvis at træde ind i et styrkecenter.

- Naturen er mere åben og fri, og der er rig mulighed for at bruge naturens materialer til træningen. Du behøver ikke slæbe kettlebells eller håndvægte med.

I stedet kan du bruge dine omgivelser, din fantasi, og det, som du finder i det fri, til at klare træningen.

- Du kan bruge naturens terræn til at få trænet og få gang i pulsen. Find nogle bakker at løbe op ad, og lav eventuelt nogle styrkeøvelser op ad en træstamme, forklarer Emma Kamuk Frederiksen.

Er du ikke så meget til decideret styrketræning eller tempoløb, kan du og dine venner også kaste jer over små lege i naturen. Her kan I eksempelvis styrke jeres stedsans.

- Gå på opdagelse i naturen. Find et træ, kram det, sans træet, og prøv at finde tilbage til det med lukkede øjne, siger Emma Kamuk Frederiksen.

I kan også gå i gang med lege, som styrker balanceevnen. Her skal man bare bruge to pinde. Stå overfor hinanden med pindene imellem jer, og træk og skub i pindene.

- I kan også lege naturbingo, hvor du for eksempel finder en pind, som din makker så skal finde en tilsvarende af.

Du behøver ikke nødvendigvis bo tæt på et kæmpe skovområde for at få gavn af naturtræning.

Bor du tæt på et mindre naturområde, kan det også sagtens fungere, ligesom det at bo i byen heller ikke er en hæmsko, lyder det fra Emma Kamuk Frederiksen.

- Udnyt parkerne, som også er natur. Her er der dog nogle lidt andre forstyrrelser, men det kan også være med til at gøre det til en anderledes og god oplevelse, siger hun.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek