London, 02/03/2025 - 10:37
Storbritannien og Frankrig vil lave en fredsplan med Ukraine
Storbritanniens premierminister siger søndag, at Ukraine er nødt til at få en sikkerhedsgaranti fra USA.
Af: /ritzau/
Storbritannien og Frankrig vil sammen med Ukraine arbejde på en fredsplan for Ukraine, som så senere vil blive præsenteret for USA.
Det siger Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, søndag i et interview med BBC ifølge AFP.
- Storbritannien vil sammen med Frankrig og nok et eller to andre lande arbejde sammen med Ukraine om en plan for at stoppe kampene, og så vil vi diskutere den plan med USA, siger han.
Den britiske premierminister siger desuden, at embedsfolk fra USA og Storbritannien inden længe vil mødes for at tale om sikkerhedsgarantier til Ukraine.
Han understreger i den sammenhæng nødvendigheden af en amerikansk sikkerhedsgaranti til Ukraine, selv om europæiske lande øger deres forsvarsbudget.
- Jeg har altid været tydelig om, at der er nødt til at være en amerikansk stopklods, for jeg tror ikke, det vil være en garanti uden, lyder det.
Keir Starmer skal senere søndag mødes med en række europæiske regeringsledere for at sikre støtte til Ukraine.
Også den danske statsminister, Mette Frederiksen, deltager i topmødet søndag.
/ritzau/