Siden Michael Bundesen blev alvorligt syg i 2011, har Michael Hardinger, Jørgen Thorup og Kim Daugaard ikke brugt navnet Shu-bi-dua.
Af respekt for "Bunden" og hans familie har de spillet Shu-bi-dua-sangene under navnet Hardinger Band.
Men nu - 12 år efter - genopstår navnet i en version 2.0 i anledning af Shu-bi-duas 50-års jubilæum, som fejres på Plænen i Tivoli i hjertet af København 26. august til koncertkonceptet LørdagsHits.
- Nikolaj Bundesen og Nanna (Michael Bundesens børn, red.), som jeg jo har kendt, siden de blev født, synes, det er sjovt. Det var dem, der sagde: "Gør det! Kald jer Shu-bi-dua 2.0". Nu skal vi fejre 50-års fødselsdag - så det gør vi, siger guitarist og sangskriver Michael Hardinger.
Michael Bundesen måtte indstille sin musikalske karriere i 2011, efter han blev ramt af to blodpropper i hjernen. Sangeren døde af kræft i 2020, 71 år gammel.
Det er hovedsageligt keyboardspiller Jørgen Thorup, der i dag synger signatursangene som "Vuffeli-Vov", "Danmark" og "Den røde tråd".
- Hver gang jeg går på scenen og synger Shu-bi-dua-sange, er det med stor glæde og ydmyghed, har han tidligere fortalt.
- Jeg har aldrig prøvet at efterligne "Bunden", men jeg har prøvet at gøre det på min egen måde, ligesom vi i bandet spiller Shu-bi-dua-sangene i mere rockede udgaver.
Derfor hedder genrejsningen Shu-bi-dua 2.0 og ikke Shu-bi-dua. For Shu-bi-dua er uløseligt forbundet med "Bunden", tilføjer Michael Hardinger.
- Vi ville ikke lede efter en sanger, der skulle lyde som Bundesen. Han var en enestående sanger med en fantastisk intonation. Hvis man går ud og prøver at finde en, er det jo en kopi. Al ære og respekt for dem, der har gjort det. Men det ville vi ikke. Vi ville gøre det på vores måde, siger Michael Hardinger.
- Når vi i bandet har skrevet sange som "Hvalborg", vil vi fandeme også have lov til at spille dem, som vi vil.
Shu-bi-dua opstod i 1973 i kølvandet på indspilningen af nummeret "Fed rock", som var baseret på Elvis Presleys "Jailhouse Rock".
Bandet begyndte at gøre sig bemærket med humoristiske undersættelser.
Roberta Flacks "Killing Me Softly" blev til "Kylling med softice", Chuck Berrys "Johnny B. Goode" blev til "Lulu rocken går", mens Seals & Crofts "Standin' On a Mountain Top" blev til "Står på en alpetop".
Siden er det blevet til mere end 200 sange, som stadig bliver sunget den dag i dag.
- Hvis vi havde skrevet 240 kærlighedssange, tror jeg ikke, folk ville kunne huske os. Men de kan huske "Costa Kalundborg", "Askepot" og "We Wanna Be Free", funderer Michael Hardinger.
- Det er selvfølgelig bizart, at noget, man har været med til at starte, er 50 år gammelt. Jeg fylder 75 år i år. Så tiden går. Så længe den går med noget godt, er det jo fint, siger han.
Shu-bi-dua blev tildelt Æresprisen ved Danish Music Awards i 2013 for bandets bidrag til den danske sangskat.
Den er nu blevet udvidet med det nye nummer "Guld og grønne skove".
- Vi har ikke skrevet så mange kærlighedsmelodier. Alle andre skriver om kærlighed hele tiden - "det er mig, der står herinde" og "kun for dig, kun for dig".
- Vi vil hellere skrive om en kaffemaskine, vejret eller noget andet. Det synes vi, er sjovere. Det er også derfor, jeg tror, det hænger fast, funderer Michael Hardinger.
Man skal ikke tage fejl af, at de sjove tekster beror på en dyb seriøsitet. Undervejs har kreative uoverensstemmelser, personlige problemer og interne stridigheder ført til, at nogle har holdt pause fra bandet, mens andre helt har forladt det.
Shu-bi-dua 2.0 har heldigvis fundet melodien, lyder det fra Jørgen Thorup.
- Vi går meget op i at have det godt sammen. Det er ikke nok, at det er en god forretning. For det er hårdt. Vi skal være fuldstændig på hele tiden, siger han og fortsætter:
- Det har været meget vigtigt at få personer ind, som man har kunnet arbejde sammen med. Det har ikke været sådan: "Nu skal vi bare have en ind, der kan spille trommer eller klaver", men også at få kreative hjerner ind.
Shu-bi-dua 2.0 består foruden af grundlæggeren Michael Hardinger og Jørgen Thorup, der har været med i 40 års tid, også af Shu-bi-dua-veteranen Kim Daugaard på bas.
Derudover tæller Shu-bi-dua 2.0 B-Joe på guitar, mens Flemming Olsen sidder bag trommesættet.
Derudover har Kim Daugaards søn, Kasper Daugaard, som tidligere har spillet med det verdensberømte danske band Lukas Graham, valgt at hellige sig bandet og er med på klaver.
I anledning af Lørdagsrock flyver guitarist Paul Meyendorff, som var med i Shu-bi-dua i begyndelsen, ind fra Canada, hvor han bor, for at fejre shu-bi-læet.
- Det bliver skidesjovt. Uden ham var vi aldrig genopstået, lyder det fra Michael Hardinger.
Shu-bi-læet falder samtidig med Tivolis 180-års fødselsdag.
- Vi har spillet i Tivoli ti gange cirka. Så det er en tradition, siger Michael Hardinger.
- Vi spillede til deres 150-års fødselsdag, og der sagde jeg på scenen: "Tivoli har allerede spurgt os, om vi vil spille til deres 200-års fødselsdag. Det kan vi jo ikke sige ja til. For vi ved jo ikke, om Tivoli eksisterer til den tid". Vi følges ad ti år ad gangen - og så ser vi, hvem der holder længst.
/ritzau/