Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 25/08/2023 - 13:06

FAKTA: Spansk filmfestival hædrer stjerner med muslinger

Den 71. udgave af filmfestivalen i San Sebastián afholdes i år med to danske film på programmet.

Af: /ritzau/

På årets San Sebastián Film Festival er to danske film repræsenteret. Det er filmene "Kalak" af Isabella Eklöf og "Bastarden" af Nicolaj Arcel.

Det er den 71. udgave af filmfestivalen, og den finder sted fra den 22. til 30. september.

I 2022 var tre danske film på programmet. "Den store stilhed", "Resten af livet" og "Vanskabte land".

Læs mere om festivalens historie her:

* San Sebastián International Film Festival, som festivalen rettelig hedder, blev grundlagt i 1953 af en gruppe forretningsfolk.

* De fik hurtigt velsignelse fra general Francisco Franco, den daværende autoritære leder i Spanien. Han så festivalen som en mulighed for at vise Spanien frem som et åbent og venligt land.

* San Sebastián er én ud af blot 15 A-festivaler på filmfestivalernes internationale "rangliste". Af andre festivaler kan blandt andet nævnes Venedig, Cannes og Berlin.

* Klassificeringen foretages af filmproducenternes internationale organisation, Fiape.

* Nogle af filmhistoriens største klassikere lyste for første gang op i biografmørket på den spanske festival. Blandt andet fik Alfred Hitchcocks "Vertigo" international premiere på festivalen med deltagelse af instruktøren selv.

* Den tyske filmfestival Berlinalen uddeler sølv- og guldbjørne, mens Cannes uddeler Guldpalmen for bedste film. San Sebastián uddeler hovedprisen Den Gyldne Muslingskal til bedste film. Bedste mandlige og kvindelige skuespillere modtager muslingskaller i sølv.

* Desuden uddeles æresprisen Donostia til filmfolk, der for altid vil være en del af filmhistorien. Den er blevet givet til skuespillere som Julia Roberts, Meryl Streep, Robert de Niro og senest i år dansk-amerikanske Viggo Mortensen.

Kilder: The Local, San Sebastián Film Festival.

/ritzau/

København, 13/09/2025 - 13:10

Journalist og forfatter Lasse Ellegaard er død i en alder af 81 år

Morten Juhl/Ritzau Scanpix

Ellegaard har været skribent ved flere af de største medier i Danmark og vundet priser for sin journalistik.

Journalist og forfatter Lasse Ellegaard er død i en alder af 81 år.

Det oplyser Karen Fredslund Ellegaard, som var gift med Lasse Ellegaard gennem 21 år.

Lasse Ellegaard var svækket af sygdom og døde natten til fredag i sit hjem på Falster.

Han har været skribent ved flere af de største medier i Danmark og vundet flere priser, blandt andet Publicistprisens ærespris i 2021.

Og så er han kendt for at sige, at han ikke arbejder som journalist - han ER journalist.

De senere år skrev han analyser om Mellemøsten og klummer på Dagbladet Information.

Det var også her, han startede karrieren i sin tid, og her har han været både chefredaktør og korrespondent.

Ellegaard var et forbillede for mange af dagbladets journalister, lyder det i et mindeord fra chefredaktør Rune Lykkeberg.

- Han var et fyrtårn som forbillede for de skrivende og en mand, som havde kanter og larmede og både tog og gav.

- Der var dem, som slog sig på ham, men der var endnu flere, som blev inspirerede og fortryllede af mødet med Lasse Ellegaard, skriver Rune Lykkeberg på Information.dk.

Lasse Ellegaard var uddannet på Roskilde Tidende og ud over Dagbladet Information har han skrevet for Weekendavisen, Det fri Aktuelt og Ekstra Bladet.

Han var Jyllands-Postens Mellemøst-korrespondent fra 1997 til 2004 og korrespondent for Politiken i London fra 2005 til 2007.

Lasse Ellegaard har ikke kun dyrket det skrevne ord. I 1982 tog han en afstikker til TV-Avisen, og han har også været højskolelærer på Askov.

Ellegaard holdt sig godt orienteret om et bredt udvalg af emner, og flere af dem har han også skrevet bøger om:

Rockmusik, fodbold, cykelløb, dansk politik og udenrigspolitik - særligt Mellemøsten, som han har dækket med bopæl i blandt andet Israel, Tyrkiet og Libanon.

Den garvede skribent kom i 2022 i modvind, da han i en klumme om dansk politik skrev om Enhedslistens konsekvente valg af "kønne unge kvinder som udadvendt ansigt".

Det fik Enhedslistens tidligere politiske ordfører Pernille Skipper til at replicere med et "rend mig".

Lasse Ellegaard beklagede senere og forklarede, at det var ment som en spøg.

Han efterlader sig tre børn og fem børnebørn.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 13/09/2025 - 08:00

FAKTA: Facts om Fantino

* Maria Fantino hedder egentlig Maria Emilie Prehn Hansen. Navnet Fantino fik hun som kælenavn som helt ung af en veninde, og det har holdt ved lige siden.

* Hun er født i 1995 i København, hvor hun stadig bor.

* Blev i 2015 som 20-årig optaget på Talentholdet på DR.

* Efter forløbet blev hun vært på P3-programmet "Curlingklubben" sammen med makkeren Christian Bonde.

* Ud over radioprogrammet lavede "Curlingklubben" også flere tv-udsendelser.

* Maria Fantino og Christian Bonde har fortsat deres professionelle makkerskab, efter at Maria Fantino blev ny X Factor-vært. De laver i dag podcasten "Fantino og Bonde" på Bauer Media sammen.

* Privat blev Maria Fantino i sommer gift med ingeniøren Emil Charlie Hansen.

Kilder: Alt for damerne, Bauer Media.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 13/09/2025 - 10:00

FAKTA: Unges udfordringer på arbejde

Jobpatruljen har spurgt 3282 unge mellem 13-17 år om deres fritidsjob. Her er nogle af udfordringerne:

* 96 procent har oplevet et eller flere brud på reglerne i deres ansættelsesforhold.

* Mere end hver fjerde er ikke opmærksomme på, at de har visse rettigheder, når de er på arbejde.

* Den gennemsnitlige timeløn er 77,77 kroner i timen. Cirka 20 procent modtager dog ikke løntillæg for eksempelvis aften- og weekendarbejde.

* Flere end otte ud af ti af de undervisningspligtige unge har vagter, som varer mere end de tilladte to timer på en skoledag.

* Knap 25 procent får ikke den pause, som de ifølge loven har krav på.

Kilde: Jobpatruljens evalueringsrapport 2024.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 13/09/2025 - 10:00

Giv børnene et sceneskift og få aftensmaden til at glide lettere ned

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Hvis det er svært at få ro på måltidssituationen derhjemme, ligger der guld gemt i at se på den måde, daginstitutionerne har knækket nødden.

Efter at have okset hjem fra arbejde og tryllet et nærende måltid frem, der nu står dampende klar på bordet, er der ikke noget bedre end at kunne kalde familien til samling med et: "Så er der mad!".

Til gengæld er reaktionen ikke altid som håbet. "Nej tak. Jeg er lige i gang med en leg", lyder det med korslagte arme fra familiens mindste.

Og så kommer måltidssituationen skævt fra start. Det kender Christian Schødts udmærket. Han er far til to, arbejder som madfar i en integreret institution og er aktuel med kogebogen "Bare én bid - grønnere børnemad".

Hans råd er at lære af pædagogernes knivskarpe rutiner.

- Det er svært at gå direkte fra at spille bold eller skærm, og så starter det altså i minus. Børnene har brug for et sceneskift, så man kan begynde et kvarter før med at sige: "Nu skal vi rydde op, vi skal snart spise" og så sætte gang i rutiner med at vaske hænder og dække bord.

- Det gør de også her i institutionen. Og det er enormt gavnligt at tænke ind, fortæller Christian Schødts, som er uddannet ernæringsassistent og også er kok i "Go' Morgen Danmark".

Når alle har fundet vej til middagsbordet, venter der en ny fælde, man let kan falde i.

- Som forælder kommer man tit til at gå frem og tilbage, fordi "jeg har også lige glemt vandkanden". Det giver ikke den ro, der skal til. På blå stue er alt sat frem på bordet, så man ikke skal rejse sig igen, fortæller han om dagligdagen i vuggestuen og børnehaven.

Når roen har indfundet sig ved spisebordet, bliver blikket hurtigt rettet mod børnenes tallerkener. Får de nu grøntsager nok? Og bliver de overhovedet mætte?

Men her kan du med fordel slå koldt vand i blodet.

- Man kan let blive så optaget af, at børnene spiser nok, at man sidder og siger: "Den der kunne du så godt lide sidste gang". Men man får lagt et pres ned over den stund, som ikke er fedt for ungerne, forklarer han.

Det samme gælder også med omvendt fortegn. Sætninger som: "Den her kunne du ikke så godt lide sidst, men nu har jeg gjort det her ved den i stedet", er heller ikke fordrende for, at børnene kan gå naturligt og umiddelbart til måltidet og tage for sig af det, de nu har lyst til i dag.

- Lad være med at italesætte det - bare gør det, lyder Christian Schødts' råd til at undgå det, han kalder madstress.

Selv om Christian Schødts til daglig laver mad i en integreret institution og har fundet frem til en række genveje til at gøre maden sjov og inkluderende - blandt andet ved at have børnene så meget som muligt med i køkkenet - så kan hans egne børn sagtens finde på at pille noget fra.

- Det skal der altid være plads til, siger han.

Han slår dog på tromme for, at man altid giver børnene en chance for at gå på opdagelse i maden. Også selv om de har rynket på næsen af den ret de forrige gange.

- Bare fordi August ikke plejer at spise den ret, så nytter det ikke noget at tage rugbrødet med ind til bordet fra start, siger han med henvisning til at have nogle sikre elementer med ved bordet, som man ved glider lettere ned.

- For nogle gange går der lige fem-ti minutter, før de begynder at spise det, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek