Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 06/04/2023 - 10:56

Skattestyrelsen efterlyser ejere af 18 millioner kroner

På en enkelt konto står der 1,2 millioner kroner, som endnu ikke har fundet sin rette ejer.

Af: /ritzau/

Skattestyrelsen efterlyser ejerne af godt 18 millioner kroner, som står på hundredvis af konti og depoter i en lang række banker.

Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse torsdag.

Pengene har i snart et år ledt efter sine rette ejere, og derfor er det ved at være sidste chance for at give sig til kende, hvis man vil have fingrene i dem.

22 banker i hele landet har meddelt, at de ikke har de rette oplysninger på ejerne af de efterlyste konti.

Derfor er Skattestyrelsen nu ude med en opfordring til at melde sig til sin bank, hvis man har glemt, at man har en konto eller et depot med en glemt formue.

- Det er sjældent, at vi i Skattestyrelsen ligefrem må efterlyse borgere, der måske har glemt, at de har en konto eller et depot i en dansk bank, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Michael Medom Hansen, i meddelelsen.

- Men det gør vi altså nu i ønsket om at skabe opmærksomhed om de uidentificerede konti og depoter, så ejerne af dem ikke risikerer at miste deres indeståender.

Der er helt præcist 1900 konti og 160 depoter, som bankerne ikke kan identificere ejerne af.

På 18 konti står der mere end 100.000 kroner. En enkelt konto har et indestående på 1,2 millioner kroner.

Fristen for at melde sig er den 8. maj. Hvis ikke det er sket inden da, bliver pengene inddraget af staten.

/ritzau/

København, 06/04/2023 - 08:00

DR-stjerne var hemmeligt gravid under optagelser

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Skuespiller Lise Baastrup var hemmeligt gravid under optagelserne på DR's nye miniserie "Troldehjertets hemmelighed".

Det er ikke kun troldehjertet, der har en hemmelighed i DR's nye program "Troldehjertets hemmelighed", som er en efterfølger til julekalenderen af næsten samme navn.

Det havde skuespiller Lise Baastrup også, da optagelserne fandt sted sidste sommer.

Hun var nemlig hemmeligt gravid på settet.

- Graviditeten var ikke blevet offentliggjort endnu, og flere af mine familiemedlemmer vidste det heller ikke, fortæller 39-årige Lise Baastrup, der blev mor for anden gang i februar.

Hun har i forvejen datteren Laura på fire år sammen med manden Jacob Dahl.

- Det var kun produktionen, der havde fået det at vide, hvis der skulle ske mig noget, og fordi de skulle producere kostumet efter min mave.

Det krævede dog heller ikke en så stor snilde at skjule babybulen fra nysgerrige øjne, som Lise Baastrup i første omgang havde troet.

- På det tidspunkt havde jeg det her job, og så nogle andre ting ved siden af, hvor jeg skulle have "privat tøj på".

- Og heldigvis er der meget i moden, hvor man også må gå med løst tøj, siger hun.

Lise Baastrup vender tilbage til rollen som oldfrue Miriam i "Troldehjertets hemmelighed", hvor hun igen skal portrættere den hårde og følelseskolde kvinde.

- "Darth Vader", som jeg kaldte hende, fordi jeg fik lov til at gå i sort og have et stoneface, der mindede om at have en maske på.

- Min storebror ville sige, at endelig spiller jeg en rolle, hvor jeg ligner mig selv mest, siger Lise Baastrup.

Hun ser ikke karakteren Miriam som ond, og når hendes brødre siger, det minder om hende, så er det en energimæssig ting, lyder det.

- Det er noget med, at man har en hel anden energi, når man er privat, end når man er ude blandt folk. Der har jeg nok bare taget min private energi med i den rolle, fortæller hun.

I "Troldehjertets hemmelighed" er der gensyn med en række velkendte karakterer og skuespillere fra julekalenderen "Julehjertets hemmelighed".

I stedet er julen byttet ud med midsommer i den lille landsby Lindestrup.

Pludselig dukker en fremmed pige op i byen, og man finder hurtigt ud af, at hun ikke er helt som alle andre.

Især fordi der på samme tidspunkt ankommer en mystisk mand ved navn Cornelius, som leder efter en trold. En trold, som skal slås ihjel.

Serien er på otte afsnit og har premiere den 31. marts på DRTV, hvor alle afsnit vil være tilgængelige, og på DR1 klokken 20.00 fra den 2. og frem til den 8. april.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 05/04/2023 - 16:17

Popikonet Christina Aguilera bringer 00'erne til årets Smukfest

Fred Prouser/Reuters

Christina Aguilera optræder til sommer i bøgeskoven i Skanderborg med "en hitkavalkade", oplyser festival.

Den amerikanske popstjerne Christina Aguilera, der er en af poppens allerstørste stemmer, giver koncert på årets Smukfest i Skanderborg.

Det oplyser festivalen på det sociale medie Instagram.

- Dronningen af pop indtager bøgeskoven 2023.

- Du kan næppe have slået dine folder på et dansegulv de sidste tyve år uden at være stødt på Christina Aguilera, skriver Smukfest på Instagram.

42-årige Christina Aguilera skal optræde om lørdagen på festivalen den 5. august. Festivalen finder sted fra den 30. juli til 6. august 2023.

Christina Aguilera brød igennem med hittet "Genie in a Bottle" i 1999.

Det var på hendes debutalbum, hvor man også kan finde titler som "What a Girl Wants" og "Come On Over (All I Want Is You)".

Senere fulgte kæmpehits som "Beautiful", "Fighter" og "Ain't No Other Man".

Christina Aguilera har igennem årene solgt mere end 75 millioner albummer på verdensplan, og hun har udgivet ni albummer.

Hun har også samarbejdet med blandt andre sangeren Ricky Martin.

Og så indspillede hun sammen med rapperen Lil' Kim samt Pink og Mya hittet "Lady Marmalade" til filmen "Moulin Rouge".

I løbet af sin karriere har Christina Aguilera fået fem prestigefyldte Grammy-priser. Den første fik hun i 2000.

Hun har toppet Billboard-hitlisterne i 1990'erne, 2000'erne og 2010'erne, og hun har også modtaget en stjerne på Hollywood Walk of Fame i Los Angeles.

I de senere år har Christina Aguileras musik været fokuseret mod det, som festivalens booker, Mikkel Xavier, over for Jyllands-Posten kalder "den latinamerikanske bølge".

Men det bliver de gamle velkendte hits, som Christina Aguilera tager med til Smukfest.

- Det, hun kommer med i skoven, er en hitkavalkade, siger han til Jyllands-Posten.

Ifølge Se og Hør gav Christina Aguilera senest koncert i Danmark i 2003.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 06/04/2023 - 10:00

FAKTA: Det kan brylluppet koste

* I "Bryllupsbogen" fortæller 112 brudepar, hvad deres bryllup kostede.

* 21 procent brugte mindre end 29.999 kroner.

* 11 procent brugte mellem 30.000 og 49.999 kroner.

* 35 procent brugte mellem 50.000 og 99.999 kroner.

* 29 procent brugte mellem 100.000 og 249.999 kroner.

* 1 procent brugte mellem 250.000 og 500.000 kroner.

Kilde: "Bryllupsbogen" af Pernille Redder fra forlaget Gyldendal.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 06/04/2023 - 10:00

Hold snor i bryllupsbudgettet: Her kan du spare

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Pengene får hurtigt ben at gå på, når der skal planlægges bryllup. Forfatter til ny bryllupsbog giver dig sine bedste råd til, hvordan du holder igen.

Det kræver mere end kærlighed og kildevand at stable en bryllupsfest på benene. Og intet brudepar kommer uden om at kigge kritisk på budgettet.

Det kan Pernille Redder skrive under på. Hun er forfatter til "Bryllupsbogen", som er en guide til planlægningen af den store dag.

Her har hun fået 112 par til at dele deres oplevelser fra frieri til takkekort.

- De, der brugte mest, brugte en halv million kroner. Men fuldstændig som dem, der brugte 20.000, var de nødt til at vælge noget fra undervejs, fortæller Pernille Redder.

1) Lad det vigtigste koste.

Den primære øvelse består i at prioritere hårdt efter det, der betyder mest for dig og din kommende ægtefælle, mener Pernille Redder.

- For nogle er det vigtigste det, der varer evigt. Det kan være ringen, der skal sidde der på fingeren altid, eller billederne, de skal kigge på resten af livet, mens det for andre er selve oplevelsen på dagen, siger hun.

Når I har fundet frem til, hvad der i hvert fald ikke skal spares på, bliver det nemmere at skære ned på alt det andet.

2) Begræns gæstelisten.

- Den allerstørste faktor i forhold til, hvad et bryllup kommer til at koste, er gæstelisten, slår Pernille Redder fast.

Hvis begrænsningen er svær, kan en løsning være, at nogle gæster kun inviteres til en reception, mens blot en mindre gruppe bydes med til selve festen.

Modsat kan du og din partner også vælge at holde et helt intimt bryllup.

- I min undersøgelse var der et enkelt par, der gerne ville prioritere mad fra en michelinkok, så de endte nede på ti gæster, som var den allernærmeste familie, siger Pernille Redder.

3) Se kritisk på pakketilbud.

Ifølge Pernille Redders research vil festudbydere og leverandører gerne sælge pakkeløsninger til brudepar. Men det er ikke nødvendigvis en billig løsning.

- I min bog er der et par, som er glade for, at de ikke valgte en pakke med fri bar. I stedet valgte de at betale per drink, og på den måde sparede de 18.000 kroner på den post, fortæller Pernille Redder.

Hun opfordrer derfor til, at I som brudepar laver et grundigt regnestykke, inden I takker ja til en pakkeløsning.

4) Spørg om hjælp.

Lad gæsterne skabe festen, og gør brylluppet til et sammenskudsgilde.

- Du kan bede dem om at komme med en flaske til baren, bage boller til om eftermiddagen eller tage kød med til grillen, foreslår Pernille Redder.

En anden mulighed kan være at droppe bryllupsgaverne og i stedet ønske sig tilskud til festen eller bryllupsrejsen.

- 29 procent af brudeparrene i bogen hyrede en chauffør til at køre dem fra vielsen til festen. De penge kan man spare ved at bede nogen, man kender, om at køre sig, tilføjer hun.

5) Gør-det-selv.

Mange bække små gør en stor å. Det gælder også for bryllupsbudgettet. Derfor kan du spare hist og her ved at være kreativ.

- En brud fra bogen lavede selv sin egen og sine brudepigers buketter ved hjælp af YouTube-videoer, fortæller Pernille Redder.

I stedet for at købe dig fattig i dekorationer til bordene, anbefaler hun også, at du går på rov i det grønne.

- Man kan jo kalde det nordisk naturtema og pynte op med efeu, fine blomster fra grøftekanten eller kogler og bark fra skoven. På den måde kan du spare mange penge, siger hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv