Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 06/04/2023 - 08:00

DR-stjerne var hemmeligt gravid under optagelser

Skuespiller Lise Baastrup var hemmeligt gravid under optagelserne på DR's nye miniserie "Troldehjertets hemmelighed".

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus

Det er ikke kun troldehjertet, der har en hemmelighed i DR's nye program "Troldehjertets hemmelighed", som er en efterfølger til julekalenderen af næsten samme navn.

Det havde skuespiller Lise Baastrup også, da optagelserne fandt sted sidste sommer.

Hun var nemlig hemmeligt gravid på settet.

- Graviditeten var ikke blevet offentliggjort endnu, og flere af mine familiemedlemmer vidste det heller ikke, fortæller 39-årige Lise Baastrup, der blev mor for anden gang i februar.

Hun har i forvejen datteren Laura på fire år sammen med manden Jacob Dahl.

- Det var kun produktionen, der havde fået det at vide, hvis der skulle ske mig noget, og fordi de skulle producere kostumet efter min mave.

Det krævede dog heller ikke en så stor snilde at skjule babybulen fra nysgerrige øjne, som Lise Baastrup i første omgang havde troet.

- På det tidspunkt havde jeg det her job, og så nogle andre ting ved siden af, hvor jeg skulle have "privat tøj på".

- Og heldigvis er der meget i moden, hvor man også må gå med løst tøj, siger hun.

Lise Baastrup vender tilbage til rollen som oldfrue Miriam i "Troldehjertets hemmelighed", hvor hun igen skal portrættere den hårde og følelseskolde kvinde.

- "Darth Vader", som jeg kaldte hende, fordi jeg fik lov til at gå i sort og have et stoneface, der mindede om at have en maske på.

- Min storebror ville sige, at endelig spiller jeg en rolle, hvor jeg ligner mig selv mest, siger Lise Baastrup.

Hun ser ikke karakteren Miriam som ond, og når hendes brødre siger, det minder om hende, så er det en energimæssig ting, lyder det.

- Det er noget med, at man har en hel anden energi, når man er privat, end når man er ude blandt folk. Der har jeg nok bare taget min private energi med i den rolle, fortæller hun.

I "Troldehjertets hemmelighed" er der gensyn med en række velkendte karakterer og skuespillere fra julekalenderen "Julehjertets hemmelighed".

I stedet er julen byttet ud med midsommer i den lille landsby Lindestrup.

Pludselig dukker en fremmed pige op i byen, og man finder hurtigt ud af, at hun ikke er helt som alle andre.

Især fordi der på samme tidspunkt ankommer en mystisk mand ved navn Cornelius, som leder efter en trold. En trold, som skal slås ihjel.

Serien er på otte afsnit og har premiere den 31. marts på DRTV, hvor alle afsnit vil være tilgængelige, og på DR1 klokken 20.00 fra den 2. og frem til den 8. april.

/ritzau/

København, 08/06/2023 - 04:50

Uenige anmeldere både roser og diskvalificerer dansk thriller

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Anmelderkorpset er dybt uenigt om Julie R. Ølgaards nye thriller om kvindedrab, der har premiere torsdag.

"Englemageren" er alt andet end en vellykket krimi.

Sådan lyder den hårde dom over ny film af Julie R. Ølgaard og Esben Tønnesen i en anmeldelse i Politiken torsdag. Her får filmen to hjerter.

- Det krymper sig i mig af ubehag, når jeg ser endnu en udpenslet krimi om mænd, der hader kvinder, skriver avisens anmelder Kim Skotte.

Julie R. Ølgaard spiller selv med i den psykologiske thriller, der har premiere torsdag. Her har hun rollen som kriminalbetjenten Laura, der har specialiseret sig i cyberkriminalitet og vender tilbage fra sygeorlov for at tage del i en efterforskning.

Også i Jyllands-Posten får filmen to stjerner.

- Ølgaard og Tønnesen forsøger forsigtigt at sige noget relevant, men sovser deres pointer ind i en usædvanligt dårlig kriminalintrige, som man skal være ufattelig tyndhudet for at lade sig rive med af, lyder det i Jyllands-Posten, hvor Katrine Sommer Boysen har anmeldt filmen.

Heller ikke Berlingskes anmelder er begejstret.

- Troværdigheden skrider i dansk film om sadistisk kvindemorder, lyder det fra Thomas Brunstrøm.

Han spørger i anmeldelsen sig selv om, hvorvidt verden "virkelig" har brug for endnu en film om en stjernepsykopatisk seriemorder, der dræber kvinder, og tildeler filmen tre stjerner.

Lidt mere positivt stemt er Bo Tao Michaëlis, der har anmeldt "Englemageren" for filmmagasinet Ekko.

I modsætning til avisernes anmeldere kalder han filmens handling "gammel vin på nye flasker".

- Den er både spændende og effektiv, skriver Michaëlis og giver filmen fire stjerner.

- Dansk krimithriller formår fermt at skildre jagten på en sadistisk seriemorder, der slår unge kvinder ihjel, lyder det.

I Alt for damerne fremhæves især kameraarbejdet, som anmelder Stephanie Caruana roser.

- Kameraarbejdet af Sophie Caroline Gohr er stærkt, smukt og dragende, og giver nye facetter på en type fortællinger, som publikum kender, skriver Caruana.

Hun giver filmen fire hjerter.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 07/06/2023 - 11:00

Gravid Jada ramt af komplikationer og aflyser Fredagsrock

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

På lægernes anbefaling aflyser Jada alle sine koncerter i juni. Til Fredagsrock i Tivoli afløser Hugorm den gravide sangerinde.

Den danske popstjerne Jada er i lykkelige omstændigheder og venter sit første barn.

Men for en uge siden blev Jada indlagt grundet komplikationer i graviditeten. Læger og jordemødre har gjort det klart for hende, at hun som følge af komplikationerne ikke skal ud og synge foreløbig.

Derfor må sangerinden aflyse alle koncerter i juni, herunder Fredagsrock i Tivoli, og alle kommende internationale shows.

- Jeg har været rigtig bange og ked af det og er det stadigvæk, men er også enormt lettet over, at tingene er stabile og så utrolig taknemmelig for den fantastiske omsorg og behandling, vi har fået, skriver Jada i en besked.

Takket være det har hun og den lille efterårsbaby, som hun venter, det stadig okay, skriver hun videre.

- Jeg troede, jeg skulle dele nyheden nu for bagefter at stå på scenen hele sommeren og gøre det, jeg elsker, sammen med jer. Jeg kan ikke beskrive, hvor meget jeg havde glædet mig til at skulle rundt til jer alle sammen og synge med mit barn i maven, skriver Jada.

- Lige nu skal jeg passe på mig selv og min familie. Men jeg glæder mig usigeligt til at komme ud og spille for jer igen, lyder det fra hende.

Jada, der står bag hits som "Nudes", "Dangerous" og "Don't Say My Name and Forget It Again", skulle have optrådt på Plænen i Tivoli den 16. juni.

- Det vigtigste er at passe på sig selv og sit barn! Gode tanker herfra til Jada, og så håber vi at få Jada tilbage på Plænen en anden gang, siger Tivolis underholdningsprogramchef, Thor Feilberg, i pressemeddelelsen.

Det er lykkedes forlystelsesparken at finde en afløser for Jada, og som på grund af de pludselige omstændigheder kan optræde med kort varsel.

Trioen Hugorm, der har Simon Kvamm i front, træder ind på scenen på Plænen næste fredag i stedet for.

- Det er altid beklageligt, når nogen må aflyse - og særligt Jada, som i min bog virkelig har et seværdigt liveshow kørende. Men når det nu skal være, træder Hugorm med glæde til for at tjene og servicere de ærværdige Tivoli-gæster, der fortjener kun det bedste, siger Simon Kvamm i pressemeddelelsen.

- Vi glæder os og kommer sprængfyldte med energi og lyst til at lade vores musik flyde ud i alle hjørner af den gamle have.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 07/06/2023 - 13:33

PFS-artikel trukket tilbage

PFS-artikel " Hold øje med boligkøbets røde flag" er trukket tilbage, da den er sendt ud ved en fejl.

Artiklen " Hold øje med boligkøbets røde flag" fra Ritzau Fokus er trukket tilbage, da den først skal udsendes til PFS-kunder mandag, hvor den vil blive udsendt på ny.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 07/06/2023 - 13:17

FAKTA: Bank- og advokatforbehold kan gavne

* Når du underskriver en betinget købsaftale, giver du dig selv en frist til blandt andet at få undersøgt boligens forhold, købsaftalens indhold og din endelige finansiering.

* Gør du købsaftalen betinget af både banken og din advokats godkendelse - et såkaldt bank- og advokatforbehold - har du mulighed for at fortryde en underskrevet købsaftale inden for en tidsfrist.

* Finder advokaten forhold i aftalen, som betyder, at du ikke vil købe alligevel, kan du fortryde handlen inden seks hverdage. Her kan sælger ikke kræve, at du betaler én procent af købesummen, som sælger ellers ville kunne.

Kilde: Nordea.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv