Hverdagen er en hvirvelvind af gøremål, aftaler og tanker om fremtiden. Midt i det hele kan du blive fjern fra det, der sker lige netop nu.
Men det lønner sig at være nærværende. For det øger din bevidsthed om dig selv og dine omgivelser, lyder det fra Hanne Bess Boelsbjerg, der forsker i området hos Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet.
- Nærvær skaber en form for forbindelse til situationen, du befinder dig i og giver dig evnen til at handle anderledes i stedet for at køre på automatpilot, siger hun.
Hanne Bess Boelsbjerg står bag et forskningsprojekt, hvor en række hospicemedarbejdere i en periode aktivt øvede sig i at være mere nærværende i dagligdagen.
- Noget af det mest effektive for hospicemedarbejderne var at mærke åndedræt og fødder. Det kunne være lige at stå et øjeblik foran døren, inden de gik ind til en patient, hvor de trak vejret dybt og rettede opmærksomheden mod deres fødder, fortæller Hanne Bess Boelsbjerg og fortsætter:
- Så snart du mærker åndedrættet, mærker du en rytme, der forbinder dig til kroppen. Og kroppen er altid nærværende. Den er ikke i fremtiden eller i fortiden. Så snart du mærker kroppen, drages du mod nuet. Derfor er det en af de mest effektive strategier.
En anden virkningsfuld øvelse er en meditationsform, der kaldes et body scan. Det vil sige, at du opmærksomt gennemgår din krop fra tæer til fingerspidser.
Den anbefales også af Hanne Bess Boelsbjergs kollega Lone Fjorback, der ud over at være forsker og leder af Dansk Center for Mindfulness ved Aarhus Universitet, også har en baggrund som psykiater og yogalærer.
- Sådan en meditation kan vare fra fem minutter til et kvarter eller en halv time. Det handler først og fremmest om at finde ro og få en opmærksomhed og bevidsthed ind i kroppen, siger hun.
Lone Fjorback opfordrer til, at du opbygger en rutine, hvor du bestræber dig på at lave en form for nærværsøvelse hver dag. Ud over meditation kan det være fysiske øvelser fra yogaens verden, der virker afspændende.
- Det handler om at få en god relation med sig selv. Det er helt vildt vigtigt, og det er nemt nok at få, men det kræver, at du bruger tid på det. Et kvarter om dagen gør en kæmpe forskel.
Under meditationen foreslår Lone Fjorback, at du gør brug af et mantra.
- Du kan tænke: "Gid, jeg må være glad og tilfreds, og gid, at jeg må være sund og rask, og gid, at jeg må leve med lethed, hvor ikke alt er en kamp", siger hun.
Undervejs i din nærværstræning kan svære følelser dukke op. Men dem skal du ikke være bange for, understreger Lone Fjorback.
- Når du tillader dig selv at vide, hvordan du har det, får du mulighed for at drage omsorg for dig selv.
Samme pointe kommer fra Hanne Bess Boelsbjerg, der samtidig gør det klart, at du ikke må forveksle nærværstræningen med navlepilleri.
- Det er anderledes end selvoptagethed, hvor du dyrker dig selv som solen i universet. Faktisk er øvelsen i nærvær en måde at befri dig selv fra selvoptagetheden. For nærværet er en forudsætning for, at du kan være der for andre, siger hun.
/ritzau fokus/