Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Ishøj, 04/03/2025 - 10:51

Politiet undersøger eksplosion ved ejendom i Ishøj

Politiet er tirsdag til stede i et villakvarter i Ishøj grundet eksplosion. Ingen er kommet til skade.

Steven Knap/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Der har været en eksplosion ved en ejendom i et villakvarter i Ishøj.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi, der fortsat er til stede for at foretage undersøgelser.

- En privat ejendom er ramt. Vi er dernede med hunde og teknikere, siger vagtchef i politikredsen Mads Dam tirsdag formiddag.

Tidligere på dagen bekræftede politikredsen, at en eksplosion har fundet sted.

- Vi er til stede på Landlyst Vænge i Ishøj efter en anmeldelse klokken 04.26 om en eksplosion ved en ejendom. Der er pt. ingen meldinger om tilskadekomne, skrev politiet til Ritzau tirsdag kort før klokken 9.

- Vi er fortsat i gang med at undersøge forholdet, og vi hører gerne fra vidner, lød det videre.

Flere naboer blev ifølge B.T. vækket af et stort brag.

- Så stort, at en nabo beskriver det som, at "man var ved at falde ud af sengen", skriver mediet.

En anden nabo fortæller, at han kunne se en lille brand og smadrede vinduer i den ejendom, hvor braget kom fra.

Han kalder braget "en stor forskrækkelse" til B.T.

- Jeg troede, der var krig. Jeg var rundt og kigge ud ad vinduerne, siger en tredje person til TV 2. Hun bor ifølge TV 2 omkring 100 meter fra eksplosionen.

Politiet meldte først ud, at der var tale om "et mistænkeligt forhold".

- Der er spærret fra Vildtbanevej, og vi beder om forståelse for vores arbejde på stedet, skrev politiet på det sociale medie X.

Videre i opslaget skrev politiet, at arbejdet og afspærringen gav trafikale udfordringer på stedet.

- Vi har ikke yderligere for nu, skriver politiet.

Ishøj er en bydel i Storkøbenhavn.

Ritzaus udsendte oplyser, at ammunitionsrydningstjenesten (EOD) er til stede i villakvarteret, hvor der er afspærret. Også beredskabspatruljer og politiets kriminalteknikere er ankommet.

- Det er korrekt, at vi får støtte af EOD. De har en specialviden, som de hjælper os med, siger vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Mads Dam.

Hvis man har set eller hørt noget i forbindelse med eksplosionen, kan man tage kontakt til politiets folk i området eller ringe til politikredsen på 43861448.

Det skriver politikredsen i en opdatering på X.

Vagtchefen vil ikke oplyse, om politiet har hørt fra vidner.

/ritzau/

Helsinki, 04/03/2025 - 09:43

Kongeparret indleder statsbesøg til musik i regnvejr

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kong Frederik og dronning Mary er blevet modtaget af det finske præsidentpar.

Kong Frederik og dronning Mary måtte finde paraplyerne frem, da de tirsdag tidlig formiddag ankom til præsidentpaladset i hjertet af den finske hovedstad, Helsinki.

Dermed har kongeparret officielt indledt et to dage langt statsbesøg i landet.

Ankomsten var akkompagneret af garden, der spillede kongesangen "Kong Christian stod ved højen mast", mens regnen stille dryppede ned.

Ved præsidentpaladset blev de modtaget af den finske præsident, Alexander Stubb, og hans hustru, Suzanne Innes-Stubb.

Herefter gik de to par op på balkonen af paladset for at vinke til de fremmødte uden for paladset, der stod klar med danske flag.

Præsidentpaladset i Helsinki blev opført i 1845. Fra 1919 og frem til 1993 var paladset den officielle bolig for finske præsidenter.

Det har siden ændret sig til, at paladsets lokaler i dag bliver brugt som officielle repræsentationslokaler.

De kongelige snusede allerede til det finske mandag, hvor de sammen med det finske præsidentpar drog til Lapland, hvor de oplevede den finske natur med langrendsski under fødderne.

Tirsdag, der er første dag ud af det to dage lange statsbesøg, byder foruden den officielle velkomst også på et møde med Finlands statsminister, Petteri Orpo, og et besøg i et beskyttelsesrum.

Beskyttelsesrummet er en del af Finlands civilforsvar og tjener som beskyttelse af borgerne i Helsinki ved kriser, men bliver også anvendt i fredstid til rekreative formål som sportsaktiviteter.

Det markerer det danske kongepar ved at igangsætte en floorballkamp mellem skolebørn fra de to finske byer Turku og Kuopio under jorden i beskyttelsesrummet ved besøget tirsdag.

Sidst på eftermiddagen tirsdag besøger kongeparret Hietaniemi Kirkegård.

Her vil kong Frederik og dronning Mary lægge kranse på flere grave. Blandt andet ved den danske mindesten for de faldne i Vinterkrigen.

Statsbesøgets første dag afsluttes med en gallamiddag i det finske præsidentpalads.

/ritzau/

Læs Mere >>

Helsinki, 04/03/2025 - 09:21

Kongeparret indleder statsbesøg til musik i regnvejr

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kong Frederik og dronning Mary er blevet modtaget af det finske præsidentpar.

Kong Frederik og dronning Mary er trådt ud af bilen foran præsidentpaladset i hjertet af den finske hovedstad, Helsinki, og har dermed officielt påbegyndt det finske statsbesøg.

Det sker til lyden af sangen "Kong Christian stod ved højen mast", mens regnen stille drypper ned. Her er de blevet modtaget af den finske præsident, Alexander Stubb, og hans hustru, Suzanne Innes-Stubb.

Præsidentpaladset i Helsinki blev opført i 1845. Fra 1919 og frem til 1993 var paladset den officielle bolig for finske præsidenter.

Det har siden ændret sig til, at paladsets lokaler i dag bliver brugt som officielle repræsentationslokaler.

De kongelige snusede allerede til det finske mandag, hvor de sammen med det finske præsidentpar drog til Lapland, hvor de oplevede den finske natur med langrendsski under fødderne.

Tirsdag, der er første dag ud af det to dage lange statsbesøg, byder foruden den officielle velkomst også på et møde med Finlands statsminister, Petteri Orpo, og et besøg i et beskyttelsesrum.

Beskyttelsesrummet er en del af Finlands civilforsvar og tjener som beskyttelse af borgerne i Helsinki ved kriser, men bliver også anvendt i fredstid til rekreative formål som sportsaktiviteter.

Det markerer det danske kongepar ved at igangsætte en floorballkamp mellem skolebørn fra de to finske byer Turku og Kuopio under jorden i beskyttelsesrummet ved besøget tirsdag.

Sidst på eftermiddagen tirsdag besøger kongeparret Hietaniemi Kirkegård.

Her vil kong Frederik og dronning Mary lægge kranser på flere grave. Blandt andet ved den danske mindesten for de faldne i Vinterkrigen.

Statsbesøgets første dag afsluttes med en gallamiddag tilbage på det finske præsidentpalads.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 04/03/2025 - 10:00

FAKTA: Tre måder du kan blive ven med din hjerne

* Med tre ændringer i måden at tænke på kan du lære at blive venner med din hjerne.

* Stryg ideen om, at vaner er gode eller dårlige. Iagttag vanerne neutralt for at finde ud af, hvad der fungerer for dig og hvornår.

* Drop rigide planer og mål, hvis de låser dig fast eller vækker skyld og skam i dig, hvis de ikke opnås. Som alternativ kan du styrke din legekraft og være mere eksperimenterende.  

* Vend det døve øre til din indre kritiker. Iagttag kritikeren, og hold den ud i strakt arm.

Kilde: sociolog og forfatter Anette Prehn.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 04/03/2025 - 10:00

Send din indre kritiker med en enkeltbillet til Langtbortistan

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Sociolog og forfatter Anette Prehn var i mange år hæmmet af social fobi. Nu giver hun sine bedste råd til, hvordan du kan fyre den indre dommer.

Vi bærer stort set alle rundt på en indre stemme, der følger os gennem hverdagen og kommenterer på stort og småt.

Men nogle gange kan den være meget kritisk og negativ, og det kan påvirke humøret og selvopfattelsen.

Derfor bør vi blive venner med vores hjerner, så vi bedre kan undgå tankemylder. Sådan lyder budskabet fra sociolog og forfatter Anette Prehn.

- Jeg møder mange, der har en indre dommer, som kritiserer og nedgør, siger Anette Prehn, som er aktuel med bogen "Hjernesmarte vaner", hvor hun fortæller, hvordan man slipper af med den kritiske kommentator.

- Havde det været en ægtefælle, havde man søgt om skilsmisse for længst, siger hun med et smil i stemmen.

Anette Prehn overtænkte selv som barn og ung, endda med social fobi til følge, men som voksen blev hun "ven med sin hjerne".

Nu hjælper hun andre med at håndtere hjernen og dens faldgruber.

- Jeg vil foreslå, at man sender sin indre, kritiske dommer til Langtbortistan med en enkeltbillet. Det handler om at bemærke, om dit indre klima er nedgørende - og legende vende det til noget mere konstruktivt, siger hun.

Men hvordan gør man så lige det? Begynd tre steder, anbefaler Anette Prehn, og så er du godt på vej.

1) Hold den indre dommer ud i strakt arm

Det første, man kan kigge på, er at tackle den kritiske indre stemme med humor.

- Sig til den: "Sikke du snakker. Hold da op, hvor er du i rablehumør", foreslår hun.

Humoren holder stemmen ud i strakt arm og gør det nemmere ikke at tro på dens ord.

- Det handler om at svirpe hen på en anden sti og samtidig være mere opmærksom på at optræne en blid og selvbarmhjertig indre stemme, siger Anette Prehn.

2) Hjernens vagthund vil dig det godt

Det næste råd handler om at håndtere de følgesvende, der ofte ledsager den kritiske stemme. Hjertebanken og svedige håndflader kommer typisk som en uvelkommen pakkeløsning i pressede situationer.

Det er reaktioner, som kommer fra den del af hjernen, som kaldes amygdala -der kan beskrives som hjernens vagthund - fortæller Anette Prehn:

- Når du mærker uro, vrede, raseri, panik, nervøsitet, angst, frygt eller at gå i baglås, så oplever du din amygdala i aktion, siger hun.

Hendes andet råd handler derfor om at huske sig selv på, at amygdala vil dig det godt.

- Amygdala kan føles som en modstander, men den er kodet til at beskytte dig. Når den banker på, og du oplever den fysisk, kan du sige til den: "Kom du der, amygdala?".

- Ved at holde den ude i strakt arm ligesom den indre dommer, kan man blidt signalere til den: "Hej hej, tag du bare afsted igen".

3) Forbered dig på krigstid i fredstid

Anette Prehns tredje råd har også tråde til amygdala.

Når der i perioder er ro på hjernen, er det et oplagt tidspunkt at træne, hvordan din hjerne og dermed også krop med fordel kan reagere i pressede situationer.

- Hver gang vi tænker, føler eller gør noget, er hjernen i en slags fitnesscenter, siger hun.

I rolige tider kan du for eksempel træne de lange, dybe vejrtrækninger, der giver systemet ro på i selv de mest tilspidsede situationer.

- Det er i fredstid, du lærer at optræne det repertoire, du gerne vil have adgang til i krigstid, siger Anette Prehn.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek