Om sommeren har haven brug for endnu mere omsorg, så den kan klare sig gennem de varme og tørre måneder.
Derfor anbefaler Berit Rørbøl, der er haveekspert hos Videnscenteret Bolius, at du er særlig opmærksom på at vande sine planter.
- Man skal nusse lidt om haven i juli. Planterne kan godt tørste, hvis der ikke kommer regn, så det er vigtigt at sørge for, at de bliver vandet - især hvis man er så heldig, at man skal på ferie, siger hun.
Køkkenhaven, planter i krukker og nyplantede træer og buske har mindre rodnet, og derfor skal man hjælpe dem igennem sommeren, så de ikke visner, mens man er på ferie.
- Krukkerne kan samles i skyggen, og så er det en god idé at alliere sig med en nabo, der kan komme og vande planterne, siger Berit Rørbøl.
Du kan også investere i selvvandingskolber, sivslanger eller vandingsposer, der kan sikre, at planterne får vand i en uge eller to.
Hvis du ikke skal på ferie, er der ifølge Jeanette Thysen, der er have- og landskabsarkitekt ved Det Gode Haveliv, stadig en masse at tage sig til i haven.
Hun anbefaler, at du starter med at tage et kig på kulørerne og blomsterlivet.
- I min verden er det vigtigste, at man slapper af og nyder sin have, men haven kan godt gå lidt død i juli. Hvis man trænger til et blomsterboost, kan det være en god idé at plante nogle arter, der kan tåle tørke - og gerne i store krukker, siger hun.
Hun peger blandt andet på blåhat, røllike, mandstro, sankthansurt og purpursolhat.
- Forskning viser, at det giver glæde at bo omgivet af blomster. Og så er de også gode for insekterne, fordi de giver nektar. Så hvis du både vil glæde dine øjne og insekterne, så er det nogle gode stauder at plante nu, siger hun.
Har du mod på et mere omfattende projekt, kan du bygge et nyt rum i haven - gerne et cirkulært rum.
- Det er rart for vores øjne at kigge på et cirkelformet haverum. Det er noget, jeg selv drømmer om at lave, siger Jeanette Thysen.
Rummet kan bygges med brænde eller natursten og kan bruges som bålplads eller et roligt spot til en hængekøje. Samtidig kan det fremme dyrelivet i haven, fordi det også fungerer som et godt leve- eller skjulested.
- Det er et godt haveprojekt til ferien, og hvis man har børn, kan det også være sjovt at bygge sammen med dem, siger hun.
Der er også masser af haveinspiration at hente hjemme i Danmark, hvis du ikke har planlagt en sommerferie i udlandet.
- Der findes en masse åbne haver - både private haver og parker - rundt om i vores eget dejlige, lille land, hvor man kan se skøn natur og hente inspiration, siger Jeanette Thysen.
Hun nævner blandt andet Egeskov Slot på Fyn, Geografisk Have i Kolding og Botanisk Have i Aarhus.
/ritzau fokus/