Amors pil ramte plet for flere kendisser i 2023.
En af årets første afsløringer kom fra Lars Hjortshøj. I januar bekræftede den 56-årige komiker, der blev skilt i 2021 efter 26 år sammen med Tina Bilsbo, over for Se og Hør, at han havde fået en ny kæreste. Den udkårne hedder Camilla Skjødt Rønsgaard og arbejder som kundeservicechef i et rekrutteringsbureau.
Blandt årets andre scoringer er også den mellem Nicklas Bendtner og Sus Wilkins.
Den 34-årige skuespiller blev i år skilt fra musiker Freja Kirk efter ti års forhold, mens 35-årige forhenværende fodboldspiller senere på året gik fra den svneske model Clara Linnea Wahlqvist.
For journalisten Stéphanie Surrugue slog lynet ned på jobbet. Den 46-årige internationale korrespondent har fundet sammen med DR-kollegaen Lasse Engelbrecht.
- Faktisk har vi altid haft det virkelig sjovt sammen, og så gik det en dag op for os, at det var åndssvagt, at vi ikke var kærester, fortalte Stéphanie Surrugue til Ekstra Bladet i februar.
Jeanette Ottesen sprang også ud som nyforelsket i 2023. Hun blev året forinden skilt fra sin tidligere svømmetræner Marco Loughran, som hun har to børn med. I sommer meldte den 35-årige tidligere elitesvømmer ud til pressen, at der var en ny mand i hendes liv.
- Vi har det godt, sagde Jeanette Ottesen til BT, da hun dukkede op til en filmpremiere hånd i hånd med sin nye kæreste, Christian Wahlgren, der arbejder i finansverdenen.
En anden tidligere topsvømmer, nemlig Sarah Bro, luftede allerede nyheden om en ny kæreste i december sidste år over for Se og Hør. Men det var først flere måneder senere i maj, at den 27-årige kendis viste reklamemanden André Tingberg frem for offentligheden.
2023 var også året, hvor dj og model Oscar Bjerrehuus viste sin nye kæreste, danseren Anna Badihi, frem. Det skete i oktober på den røde løber til musicalen "Jersey Boys" i Tivoli
Oscar Bjerrehuus' kammerat fra TV 2-programmet "Forræder" - den 34-årige bokser Sarah Mahfoud - har også haft held i kærligheden i år. I foråret bekræftede hun over for Ekstra Bladet, at hun danner par med den tidligere bokser Tobias Søris.
- Det er fedt at være sammen med en, der forstår den tid, man lægger i sporten, fortalte en glad Sarah Mahfoud til avisen.
For Vikings-stjernen Alex Høgh Andersen opstod amorinerne ligeledes i den vante andedam. Den 29-årige danske Hollywood-skuespiller har nemlig fundet sammen med sin 28-årige kollega Johanne Milland, som han spillede over for i Viaplay-serien "Kald mig far".
Skuespilleren Dulfi Al-Jabouri, der var blandt deltagerne i årets "Vild med dans", har fået en kendt svigerfar. Han danner nemlig par med kendiskokken Claus Meyers datter, Elvira.
- Det er en fornøjelse at have Claus Meyer som svigerfar. Vi supplerer hinanden meget godt, sagde den 32-årige skuespiller i sommer til Se og Hør.
Endnu flere i filmens verden har åbnet hjertet på ny. Instruktør Barbara Topsøe-Rothenborg præsenterede sin nye kæreste, Mikkel Otte, til premieren på sin film "Bytte bytte baby".
- Han er ingeniør, så han laver noget helt andet, sagde hun til Se og Hør
Skuespilleren Benedikte Hansen havde også sin hjertenskær med til en premiere. På vej til Grønnegårdsteatret var den 65-årige Badehotellet-stjerne ledsaget af en advokaten Ole Damsbo.
Til premieren på Bille Augusts Netflix-film, "Ehrengard: Forførelsens kunst", stod Laura Lynggaard Normann ved siden af den 23-årige skuespiller Lucas Lynggaard Tønnesen.
Det var også med en ny ledsager, at den 27-årige Dansegarderoben-stjerne Marie Reuther mødte op til gallapremiere på filmen "Meter i sekundet" - nemlig musikeren William Torp, der er lillebror til filmens hovedrolleindehaver, Sofie Torp, og søn af sangerinde Jette Torp.
Også i tv-verdenen er der ny kærlighed.
Rikke Göransson, der er vært på programmet "Paradise Hotel", viste kærligheden frem på Instagram. Men hvem han er, har den 37-årige vært endnu ikke røbet flere detaljer om.
Det samme gør sig gældende for Sussi Nielsen, der tidligere på året måtte sige farvel til sin livspartner, Leo. Den 68-årige musiker har nu fundet en ny flamme, en 14 år yngre - og for nu ukendt - mand, skriver Se & Hør.
Bagedyststjernen Ditte Julie Jensen, der i dag arbejder med spirituel rådgivning, holdt også sin nye kærlighed hemmelig i starten. Men nu er Martin, som han hedder, afsløret i en række opslag på hendes instagramprofil.
Det var også med en smule mystik, at den 47-årige tv-vært Felix Smith delte et billede af en mørkhåret kvinde med teksten "kærligheden vinder altid" i et opslag på Instagram.
Senere blev sløret løftet, og det viste sig at være den 20 år yngre Dlara Qadri.
Den tidligere cykelrytter og nuværende cykelekspert på TV 2 Rolf Sørensen havde også medvind på kærlighedsstien i år.
Han fortalte i oktober til Ekstra Bladet, at han danner par med Mette Lyck, efter at han i 2021 blev skilt fra Susanne Sørensen efter næsten 30 års ægteskab.
Man siger som bekendt, at gammel kærlighed ikke ruster. Og for skuespiller Finn Nielsen holder ordsproget, for han er atter sammen med sin Vita igen.
- Vi besluttede os for at genoptage det, fortalte han til Se & Hør.
Parret holdt en pause på et par år, men har nu fundet hinanden. Indtil videre bliver hun i Nordjylland, mens den 86-årige skuespiller fortsætter sin tilværelse i København.
Der var også nyt at fortælle fra den dansk-svenske sanger- og skuespiller Alba August, da hun i januar dukkede op til filmfest i Sverige. Hun var nemlig i selskab med sin kæreste, Pontus Winnberg, der er musikproducer, skrev Svensk Damtidning.
Man siger, at julen er hjerternes fest.
Danseren Katrine Bonde og musikeren Noam Halby, som mødte hinanden under "Vild med dans" i 2009 har begge fundet en at flette deres julehjerter sammen med igen, efter at de tidligere på året blev skilt efter 14 år sammen.
Ifølge Her & Nu har Noam Halby fået en ny kæreste, Simone, mens at Katrine Bonde i et opslag på Instagran fortæller, at hun er meget forelsket.
/ritzau/