Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bruxelles, 10/11/2023 - 10:49

Ny EU-lov skal sikre naturgenopretning

Den nye lovgivning sigter mod, at 90 procent af de habitattyper, som indgår i loven, er genoprettet i 2050.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Europa-Parlamentet og EU's Ministerråd har landet en aftale om EU's naturgenopretningslov.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra parlamentet.

Den nye lov sætter et mål om genopretning af mindst 20 procent af EU's land- og havnaturområder i 2030 og alle økosystemer, som har behov for genopretning i 2050.

For at nå disse mål skal medlemslandene genoprette mindst 30 procent af de habitattyper, som er dækket af den nye lovgivning, i 2030, 60 procent skal være genoprettet i 2040 og 90 procent i 2050.

Habitattyperne dækker over vådområder, græsarealer, skove, floder, søer og hav inklusive søgræs og koralrev. Ifølge EU-Ministerrådet skal medlemslandene sætte ind på de områder, som er "i dårlig stand".

Europaparlamentsmedlem Kira Marie Peter-Hansen fra SF mener, at det er blevet en langt dårligere lov, end naturen har brug for.

- Vi har brugt årtier på at smadre EU's natur. Nu er det på tide, at vi genopbygger den, og det kommer vi desværre ikke i tilstrækkelig grad til med den lov, der ligger færdigforhandlet nu, siger hun i en skriftlig kommentar.

Kira Marie Peter-Hansen ser det dog som en kæmpe sejr, at man har forhandlet et naturlov i hus. Det skete torsdag.

Af aftalen lyder det blandt andet, at man inden år 2030 skal have gjort et arbejde for at vende den negative kurve af bestanden af insekter, som bestøver.

Efter år 2030 skal medlemslandene registrere fremskridtene inden for bestøvergenopretningen mindst hvert sjette år.

For at sikre, at der bliver fulgt op på alle initiativerne i aftalen, skal medlemslandene desuden regelmæssigt præsentere planer for genopretning og monitorering af naturen til kommissionen.

WWF Verdensnaturfonden kalder loven for en afgørende komponent i EU's Green Deal.

- Vi er glade for, at der nu er indgået en politisk aftale, der sikrer naturgenopretning i EU.

- Den endelige aftale er mere ambitiøs end den, som EU-Parlamentet havde ønsket, men er stadig langt fra, hvad der ifølge forskere er nødvendigt for at tackle klima- og biodiversitetskrisen, siger WWF's miljøfaglige chef, Mette Boye, i en pressemeddelelse.

Også hos Danmarks Naturfredningsforening er man positivt stemt.

- Hvis naturgenopretningsloven bliver vedtaget, som den ligger nu, så er der ingen vej udenom.

- så vil regeringen være forpligtet til at sætte markante tiltag for naturgenopretning i gang. Det kan blive en gamechanger for den forarmede danske natur, siger Maria Reumert Gjerding, som er præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Loven mangler stadig at blive vedtaget formelt af EU-Parlamentet og EU-Ministerrådet. Det betyder, at aftalen skal forbi rådet og parlamentets miljøudvalg, hvis den bliver accepteret af parterne, kan den stemmes igennem efterfølgende.

/ritzau/

København, 10/11/2023 - 10:15

FAKTA: Her er alle årets DMA-nomineringer

Årets Danske Album

* Artigeardit: "Længe leve".

* D1MA: "EV1GT&ALT1D".

* Eee Gee: "She-rex".

* Guldimund: "Jeg venter i lyset"

* Ukendt Kunstner: "Dansktop".

 

Årets Danske Gruppe

* Aqua.

* Blæst.

* Lamin & Artigeardit.

* Suspekt.

* Ukendt Kunstner.

 

Årets Danske Solist

* Christopher.

* D1MA.

* Lamin.

* Saint Clara.

* Tessa.


Årets Danske Hit

* Gobs: "Tak for sidst".

* Ida Laurberg & Andreas Odbjerg: "Jeg ka' rigtig godt li' dig".

* Pil: "Dronning af månen".

* Saint Clara: "Oh My God".

* Saveus & Gilli: "Verden vågner".


Årets Nye Danske Navn

* August Høyen.

* Bathsheba.

* Danser Med Piger.

* Ida Laurberg.

* Svea S.


Årets Danske Sangskriver

* Artigeardit for sit arbejde med albummet "Længe leve".

* Engelina Andrina, Jesper Lading Helles, Nicki Pooyandeh og Tessa for deres arbejde med Tessas
"Engletårer".

* Erika de Casier og Fine Glindvad for deres arbejde med NewJeans' "NewJeans 2nd EP Get up".

* Guldimund for sit arbejde med albummet "Jeg venter i lyset".

* Hans Phillip for sit arbejde med albummet "Dansktop" og "A&B".


Årets Danske Producer

* Frederik Thaae, Anton Westerlin og Adam Hillebrandt for deres arbejde med Artigeardits album "Længe leve".

* Jens Ole McCoy for sit arbejde med albummet "Dansktop".

* Martin René, Anton Westerlin og Alibi Rafeon for deres arbejde med D1MA's album "EV1GT&ALT1D".

* Rob Smyles og JenneJenne for deres arbejde med Lamin og Artigeardits album "Nu hvor vi er her", TopGunns sang "For altid" og Mas' album "Vi ses".

* SLY for sit arbejde med Måneskins album "RUSH!".

 

Årets Danske Livenavn

* Artigeardit

* Blæst.

* Gilli.

* Suspekt.

* Ukendt Kunstner.


Årets Nye Danske Livenavn

* D1MA.

* Emma Sehested Høeg.

* Kind mod Kind.

* Pil.

* Zar Paulo.

Årets Internationale Album

* Fred Again: "Actual Life 3".

* Miley Cyrus: "Endless Summer Vacation".

* Stormzy: "This Is What I Mean".

* SZA: "SOS"

* Taylor Swift: "Midnights".

 

Årets Internationale Hit

* Dave, Central Cee: "Sprinter".

* Libianca: "People".

* Miley Cyrus: "Flowers".

* Raye feat. 070 Shake: "Escapism".

* Sam Smith feat. Kim Petras: "Unholy".

 

Kilde: Ifpi Danmark.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 10/11/2023 - 10:15

Rapstjerne og comeback-kometer topper DMA-nomineringer

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Artigeardit og Ukendt Kunstner får hver fem nomineringer, når musikbranchen hædrer årets mest ørehængende artister ved Danish Music Awards.

Stjernerne er drysset ud over Artigeardit, som har imponeret anmelderne med sit album "Længe leve".

Nu er den fremadstormende rapper også med i opløbet om branchens fornemmeste hæder.

Artigeardit er nomineret til fem statuetter ved årets Danish Music Awards (DMA), som musikselskabernes brancheorganisation, Ifpi Danmark, står bag.

- Tusind tak til DMA for alle nomineringerne. Jeg er taknemmelig og meget beæret over at dele disse med rigtigt mange andre dygtige artister, siger Artigeardit i en pressemeddelelse fra Ifpi Danmark.

Ligesom Artigeardit har også Ukendt Kunstner fået fem nomineringer.

Hiphopduoen gjorde comeback i 2023, efter at rapperen og produceren bag Ukendt Kunstner, Hans Philip og Jens Ole McCoy, i 2016 trak stikket på ubestemt tid.

Herefter følger den maskerede rapper D1MA med fire nomineringer og derefter Tessa, Suspekt og Lamin med hver to.

Det er også blevet til en nominering hver til Aqua og Christopher.

Mens Aqua kan blive Årets Danske Gruppe - hvis altså Barbie Girl-stjernerne vinder over Blæst, Lamin & Artigeardit, Suspekt og Ukendt Kunstner - kan Christopher snuppe trofæet og blive Årets Danske Solist, hvis han altså sejrer over D1MA, Lamin, Saint Clara og Tessa.

Artigeardit, Blæst, Suspekt og Ukendt Kunstner er også sammen med rapperen Gilli med i opløbet om at blive Årets Danske Livenavn.

Der skal i alt uddeles 12 priser til årets Danish Music Awards. 10 af statuetterne tildeles dansk musik, og så er der to internationale priser.

Derudover uddeles Danish Music Awards' Ærespris, som gives til en eller flere danske artister, som har sat et umiskendeligt aftryk på dansk musik.

Hverken de nominerede eller de heldige vindere kan opleves hjemme i stuerne.

Ligesom sidste år bliver Danish Music Awards ikke tv-transmitteret, når det afholdes på The Plant på Refshaleøen i København 16. november med podcastmakkerparret Hav & Kamal som showets værter.

Det skyldes, at arrangørerne ønsker at skabe en mere eksklusiv prisfest for de nominerede.

Der sælges ikke billetter til arrangementet. Men DMA 2023 kan løbende følges på sociale medier, lyder det fra Ifpi Danmark.

Det er et udpeget akademi, i år bestående af fem kvinder og tre mænd fra musikbranchen, som vælger størstedelen af de nominerede og vinderne.

Akademiets medlemmer offentliggøres, når showet finder sted den 16. november.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 10/11/2023 - 09:30

FAKTA: Skru op for skepsissen

* Digital svindel bliver mere og mere avanceret og udspekuleret. Det stiller større krav til forbrugerne.

* Stop altid op, og tænk dig grundigt om, inden du klikker på et link eller indtaster oplysninger i et felt, der dukker op på de sociale medier.

* Brug altid de officielle kanaler, når du ønsker at støtte en sag eller købe noget. Du kan ikke være sikker på, at links, annoncer og opslag på de sociale medier, sender dig det rigtige sted hen.

* Du kan benytte appen "Mit digitale selvforsvar", hvis du gerne vil advares om aktuel digital svindel i Danmark.

Kilde: Ulla Malling, projektchef for området "En tryg digital hverdag" hos Forbrugerrådet Tænk. 

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 10/11/2023 - 09:30

Pas på: Kyniske kriminelle udnytter din medmenneskelighed

Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Digitale svindlere appellerer til dit gode hjerte i deres forsøg på at snyde dig på de sociale medier. Vær derfor ekstra årvågen, råder politiet.

Billeder af unge forsvundne piger florerer i øjeblikket på de sociale medier herhjemme.

Men opslagene er falske. Bag dem står ofte udenlandske svindlere, der forsøger at hacke sig ind på din profil.

- At stjæle folks loginoplysninger er første skridt i en kæde af alle mulige kriminalitetsformer, som i sidste ende har til formål at bedrage og lokke penge ud af os, siger Kresten Munksgaard, som er sektionsleder for Forebyggelse og Analyse i Nationalt Center for IT-kriminalitet hos politiet.

Herfra meldes der om en relativt stor udbredelse af efterlysningsopslag, der er kreeret ved hjælp af kunstig intelligens.

- Særligt os, der er forældre, kan jo forestille os, hvordan det må være at savne et barn. Når det kommer så tæt på, er vi mere tilbøjelige til at reagere, siger Kresten Munksgaard.

Samtidig deles efterlysningerne ofte i lokale facebookgrupper, hvilket får dem til at virke mere troværdige, fortæller han.

- De kriminelle udnytter vores lokale forankring. Hvis en person i vores lokalområde meldes savnet, tror jeg, at vi er mere tilbøjelige til at klikke på et opslag, end vi ellers ville være.

Opslagene kan også dukke op i dit feed, fordi de bliver delt af en af dine venner, og det kan også være med til at snyde dig.

Det siger Ulla Malling, som er projektchef for området En tryg digital hverdag hos Forbrugerrådet Tænk.

- Den metode får os til at slippe paraderne. Og det hele bliver endnu mere vanskeligt af, at svindlerne bruger en teknologi, der får opslaget til at se troværdigt ud, fortæller hun.

Selv om det kan være mere end svært at gennemskue, om efterlysningen er falsk eller ej, så skal dine alarmklokker ringe, hvis du bliver bedt om at indtaste dine loginoplysninger for at få adgang til at se billedet eller videoen.

- Mange af de her mekanismer beder dig om at logge ind igen. Undskyldningen kan være, at man skal verificere sin alder. Men her skal du stoppe dig selv. For afleverer du dine loginoplysninger, kan svindlerne hacke sig ind på din facebookkonto, og så ruller balladen, siger Ulla Malling.

Havner du i fælden på for eksempel Facebook, skal du straks anmelde det til det sociale medie og ændre dine adgangskoder til både din profil og din mailadresse. Sørg i samme ombæring for at advare andre om svindlen.

- Opslagene er typisk lagt op i grupper, og her kan det være godt at gøre administratorerne af gruppen opmærksomme på, at der ligger et falskt opslag, siger Kresten Munksgaard.

Svindlen foregår dog i så stort et omfang, at den er svær at komme til livs, siger han. Og der bliver kun mere af den slags snyd, som forsøger at udnytte din medmenneskelighed, forudser Ulla Malling.

- Da krigen i Ukraine brød ud, så vi eksempler på falske nødhjælpsindsamlinger på de sociale medier, og det skulle ikke undre mig, hvis det også kan ske med krigen i Mellemøsten, siger hun og fortsætter:

- Svindlerne læser også aviser og følger med. De kender vores bløde punkter og forsøger helt kynisk at udnytte dem.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv