København, 10/11/2023 - 09:30
Pas på: Kyniske kriminelle udnytter din medmenneskelighed
Digitale svindlere appellerer til dit gode hjerte i deres forsøg på at snyde dig på de sociale medier. Vær derfor ekstra årvågen, råder politiet.
Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus
Billeder af unge forsvundne piger florerer i øjeblikket på de sociale medier herhjemme.
Men opslagene er falske. Bag dem står ofte udenlandske svindlere, der forsøger at hacke sig ind på din profil.
- At stjæle folks loginoplysninger er første skridt i en kæde af alle mulige kriminalitetsformer, som i sidste ende har til formål at bedrage og lokke penge ud af os, siger Kresten Munksgaard, som er sektionsleder for Forebyggelse og Analyse i Nationalt Center for IT-kriminalitet hos politiet.
Herfra meldes der om en relativt stor udbredelse af efterlysningsopslag, der er kreeret ved hjælp af kunstig intelligens.
- Særligt os, der er forældre, kan jo forestille os, hvordan det må være at savne et barn. Når det kommer så tæt på, er vi mere tilbøjelige til at reagere, siger Kresten Munksgaard.
Samtidig deles efterlysningerne ofte i lokale facebookgrupper, hvilket får dem til at virke mere troværdige, fortæller han.
- De kriminelle udnytter vores lokale forankring. Hvis en person i vores lokalområde meldes savnet, tror jeg, at vi er mere tilbøjelige til at klikke på et opslag, end vi ellers ville være.
Opslagene kan også dukke op i dit feed, fordi de bliver delt af en af dine venner, og det kan også være med til at snyde dig.
Det siger Ulla Malling, som er projektchef for området En tryg digital hverdag hos Forbrugerrådet Tænk.
- Den metode får os til at slippe paraderne. Og det hele bliver endnu mere vanskeligt af, at svindlerne bruger en teknologi, der får opslaget til at se troværdigt ud, fortæller hun.
Selv om det kan være mere end svært at gennemskue, om efterlysningen er falsk eller ej, så skal dine alarmklokker ringe, hvis du bliver bedt om at indtaste dine loginoplysninger for at få adgang til at se billedet eller videoen.
- Mange af de her mekanismer beder dig om at logge ind igen. Undskyldningen kan være, at man skal verificere sin alder. Men her skal du stoppe dig selv. For afleverer du dine loginoplysninger, kan svindlerne hacke sig ind på din facebookkonto, og så ruller balladen, siger Ulla Malling.
Havner du i fælden på for eksempel Facebook, skal du straks anmelde det til det sociale medie og ændre dine adgangskoder til både din profil og din mailadresse. Sørg i samme ombæring for at advare andre om svindlen.
- Opslagene er typisk lagt op i grupper, og her kan det være godt at gøre administratorerne af gruppen opmærksomme på, at der ligger et falskt opslag, siger Kresten Munksgaard.
Svindlen foregår dog i så stort et omfang, at den er svær at komme til livs, siger han. Og der bliver kun mere af den slags snyd, som forsøger at udnytte din medmenneskelighed, forudser Ulla Malling.
- Da krigen i Ukraine brød ud, så vi eksempler på falske nødhjælpsindsamlinger på de sociale medier, og det skulle ikke undre mig, hvis det også kan ske med krigen i Mellemøsten, siger hun og fortsætter:
- Svindlerne læser også aviser og følger med. De kender vores bløde punkter og forsøger helt kynisk at udnytte dem.
/ritzau fokus/