Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Nottingham, 20/12/2023 - 10:59

Nottingham Forest giver trænerroret til Nuno Santo

Som ventet bliver det Nuno Espírito Santo, der skal forsøge at styre Nottingham Forest uden om nedrykning.

-/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Flere dages rygter er nu blevet bekræftet. Portugiseren Nuno Espírito Santo er ny cheftræner for Premier League-klubben Nottingham Forest.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Nottingham Forest fyrede tirsdag træner Steve Cooper, men allerede flere dage i forvejen var en overdragelse af trænersædet til Santo blev rygtet.

Den 49-årige portugiser har tidligere trænet Rio Ave, Valencia, Wolverhampton, Tottenham og senest Al-Ittihad i Saudi-Arabien.

Det var især tiden i Wolverhampton, som for alvor gav Santo et godt trænernavn i Europa. Det fik Tottenham til at hente ham, men det blev aldrig en succes.

Nu er han tilbage i Premier League, hvor han skal forsøge at holde Nottingham Forest væk fra nedrykningspladserne.

/ritzau/

København, 20/12/2023 - 10:12

Verdensstjerne fejrer jul i Danmark

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Never Gonna Give You Up-sangeren Rick Astley er gift med danske Lene, og i år fejrer familien jul hos datteren, Emillie, og parrets svigersøn.

En vaskeægte julestjerne svinger forbi vores lille land den 24. december.

Never Gonna Give You Up-crooneren Rick Astley skal fejre jul i Danmark, afslører han i et interview med avisen The Independent.

Det britiske 80'er-idol er gift med den danske producer Lene Bausager, og sammen har de en datter, Emilie, der bor i Danmark sammen med sin forlovede.

- Danske jule er meget traditionelle, og meget af den kredser om, hvad man skal spise og drikke. Jeg er ikke en vinsnob. Men jeg ved, hvad jeg kan lide, lyder det fra Rick Astley.

- En produktionsleder sagde engang til mig: "Livet er for kort til at drikke dårlig vin, Så jeg vil hellere åbne en god flaske i ny og næ og drikke den". Jeg bruger ikke en formue. Men når julen kommer, begynder jeg at tænke på, hvad vi skal have.

Rick Astley fortæller videre i interviewet med The Independent, at han forsøger at holde tingene ret simple i disse tider.

Sådan var det desværre ikke i barndomshjemmet.

- Min mor og far blev skilt, da jeg var fire, så julen var lidt mærkelig, da jeg voksede op.

Rick Astley skal være i Danmark en uges tid, afslører han.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 20/12/2023 - 08:44

Hummelgaard har nævnt Pitzner-sag for emiratisk minister

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Elvira Pitzner er i Dubai blevet anklage for utroskab af sin ekskæreste. Hun kan ikke forlade landet.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har nævnt sagen om Elvira Pitzner, som i øjeblikket ikke har mulighed for at forlade Dubai, for den emiratiske justitsminister.

Det siger Hummelgaard til Ekstra Bladet.

Den 26-årige realitystjerne er blevet anklaget af sin ekskæreste - den iranske bokser Milad Saadati - for utroskab.

Hun blev i begyndelsen af december fængslet i Dubai. Siden da er hun blevet løsladt, men hun kan altså ikke rejse ud af landet, da hendes pas er blevet inddraget. Og hun kan ikke forlade landet, før sagen har kørt sin gang.

B.T. har tidligere set dokumentation for, at Milad Saadati og Elvira Pitzner blev islamisk gift i 2021.

Realitystjernen blev anholdt sammen med iværksætteren Mortada Haddad.

Peter Hummelgaard var tirsdag til møde med Abdullah Sultan Saif bin Awad Al Nuaimi, i Abu Dhabi.

Ifølge Ekstra Bladet var dagsordenen på mødet den udleveringsaftale, der betyder, at borgere, der opholder sig i emiraterne, kan udleveres til retsforfølgelse i Danmark.

På mødet nævnte Hummelgaard, at Pitzner-sagen fylder meget i Danmark.

Derudover siger han til mediet, at han og den emiratiske minister "fik delt nogle oplysninger, der forhåbentlig kan være med til at gøre, at den lokale anklagemyndighed i Dubai får fremmet sagen".

Ministeren siger også, at alle danske statsborgere skal respektere de love, der er i de lande, de besøger.

- Men som jeg også forstår det, er det her jo et lovkompleks, som sjældent ender ud i anvendelse - navnlig over for udenlandske statsborgere, siger Peter Hummelgaard.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) sagde i sidste uge, at han var bekendt med en sag i Dubai, der involverer to danske statsborgere, og at Udenrigsministeriet yder konsulær bistand.

Elvira Pitzner har sammen med sin mor og søstre blandt andet medvirket i reportageserien "Diamantfamilien" på TV 2.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 20/12/2023 - 10:00

FAKTA: Tænk over glasset og temperaturen

* Det kan være festligt at servere champagnen i et glas, som har en bred overflade. Men for at få den bedste oplevelse bør du gå uden om dette glas, da boblerne forsvinder hurtigt i den store overflade.

* Det er bedre at vælge et tulipanformet glas, champagnevinglas eller et hvidvinsglas, da champagnen får bedre mulighed for at frigive sine aromaer.

* Vælger du en champagne, der er i den dyre og smagsmæssigt tunge ende, må den gerne være lidt oppe i temperatur ved servering. Prøv at gå efter cirka otte grader, da en køligere version vil tage noget af smagen.

Kilde: Kira Milan, ejer af Champagneuniverset og certificeret inden for champagnevin.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 20/12/2023 - 10:00

Fra talen til nedtællingen: Vælg de rette champagner til nytår

Silas Stein/Ritzau Scanpix

Der er mange anledninger til at hælde champagne i glasset, når nytåret banker på. Få kenderens guide til at vælge de rigtige bobler til maden og tidspunktet.

På årets sidste dag skal mange se dronningens nytårstale, spise god mad og tælle ned, til uret slår tolv.

Alt dette kan også gøres i selskab med et glas bobler.

Men har du svært ved at vælge, hvad der skal tages ned fra hylden, får du her to champagnekenderes tip.

1) Nytårstalen.

Når du og gæsterne skal nyde et glas champagne til dronningens nytårstale, er det en god idé at drikke en tør champagne, hvis I får saltede appetizers.

Det anbefaler Kira Milan, der er stifter af Champagneuniverset og er certificeret inden for champagnevin.

- Det handler om at finde en champagne, som matcher det salte i maden, siger hun.

For eksempel kan I tage en Blanc de Blancs-champagne - som en 100 procent Chardonnay, som giver en mineralsk smag og er et godt match til det salte i maden, forklarer Kira Milan.

2) Forretten.

Serverer du fisk og skaldyr som aftenens første ret, er det godt at vælge en ekstra tør champagne - også kendt som extra brut.

Sådan lyder det fra Leilani Gangoso Clausen, som ejer Champagne Guru sammen med sin mand, André Clausen.

- I fisk og skaldyr er der mineraler, som gør, at en tør extra brut passer perfekt dertil, siger hun.

Her bør du gå efter en champagne uden tilsat sukker - gerne en 100 procent Chardonnay fra en af de franske Grand Cru-byer - da den bedst vil matche smagen af mineraler i fisk og skaldyr.

3) Hovedretten.

Springer vi til hovedretten, anbefaler Leilani Gangoso Clausen en ren extra brut.

- Der er ikke noget tilsat, som kan manipulere med smagen. Men i stedet får du undertoner af den røde drue, der passer rigtig godt til kød og fjerkræ, siger hun.

Her kan du for eksempel servere en 100 procent Pinot Noir og gerne årgangschampagne, som er kendetegnet ved at stamme fra et enkelt års høst, råder Champagne Guru-ejeren.

Du kan også gå efter at matche madens umamismag, råder Kira Milan fra Champagneuniverset. Umami er en af de fem grundsmage, som du eksempelvis finder i svampe og kød.

Her kan du servere en champagne på druen Pinot Noir eller vælge en Blanc de Noir.

Til skaldyr og hummersuppe kan du også kaste dig ud i en rosé champagne.

- En rosé champagne indeholder oftest en smule rødvin, og dermed får du lidt mere smag og dybde i champagnen, siger Kira Milan.

4) Desserten.

Når I er henne ved desserten, passer en årgangschampagne, godt til et ostebord, råder Kira Milan.

- Hvis der er tale om mad, der er langtidsfermenteret, kan man typisk finde en fin balance med den ældre champagne, som også præsenterer de fermenterede noter, siger hun.

Ifølge Kira Milan er 2008, 2010 og 2012 gode årgangsår. Vil du have en nyere årgang er 2018 også et bud.

Er I ovre i den sødere afdeling, anbefaler Leilani Gangoso Clausen fra Champagne Guru en rosé grand cru, hvor der er tilsat rødvin.

- Rødvinen, der er tilsat i champagnen, giver den nogle dybe noter, som gør champagnen god til for eksempel chokoladekage. For der er en bitterhed, der gør chokoladen mere sød, siger hun.

5) Kransekagen.

Når vi skal tælle ned til, at vi kan hoppe ind i 2024, bør du tage en champagne, der matcher den søde kransekage, siger Kira Milan fra Champagneuniverset.

Hun anbefaler den halvsøde champagnetype demi-sec.

- Kagen vil føles dejlig sød, og champagnen vil opleves som tør, siger hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv