Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Moskva, 07/05/2024 - 10:55

Navalnyjs enke kalder Putin for en morder før præsidentceremoni

Vladimir Putin genindsættes tirsdag som præsident i Rusland. Julia Navalnaja opfordrer sine støtter til kamp.

Gian Ehrenzeller/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Vladimir Putin er "en løgner, en tyv og en morder".

Sådan siger Julia Navalnaja, der er enke til den afdøde russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj, skriver Reuters.

Svadaen mod den russiske præsident kommer på dagen, hvor Vladimir Putin officielt genindsættes som Ruslands statsoverhoved.

Julia Navalnaja lever i eksil og har tirsdag formiddag offentliggjort en video, hvor hun henvender sig til sine politiske støtter.

Her opfordrer hun dem til at fortsætte kampen mod Putin.

Putin blev med en overvældende sejr genvalgt som præsident ved det russiske præsidentvalg i marts. Udfaldet af valget var ventet.

Tirsdag afholdes en ceremoni i Moskva, hvor han tages i ed som præsident.

Navalnajas mand, Aleksej Navalnyj, afgik ved døden i februar i en straffekoloni i Sibirien. Mens de russiske myndigheder har oplyst, at oppositionspolitikeren døde af naturlige årsager, mener hans enke, at han blev slået ihjel.

Hun mistænker Putin for at stå bag.

/ritzau/

København, 07/05/2024 - 10:24

Royal Run flytter startområde efter Børsens brand

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Royal Run i København skulle i år have haft startområde i Slotsholmsgade, men Børsens brand har ændret planen.

Royal Run i København skulle i år for første gang have startet i Slotsholmsgade. Børsens brand har dog fået arrangørerne til at droppe det nye startområde for i stedet at starte i Nyhavn som tidligere år.

Det oplyser Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI en pressemeddelelse.

Beslutningen er truffet i tæt samarbejde med myndighederne, og den dialog har altså medført en ændring for motionsløbet i København 20. maj.

Det forklarer Dorte Vibjerg, der er direktør for atletikklubben Sparta og medarrangør af Royal Run i hovedstaden.

- Vi havde glædet os til at skulle prøve et nyt startområde i Slotsholmsgade.

- Men som følge af branden i Børsen og vores løbende dialog med myndighederne, er det vurderet, at det er rigtigt at rykke startområdet til Nyhavn, som vi kender indgående og har gode erfaringer med fra de forrige år, siger Dorte Vibjerg i pressemeddelelsen.

Som følge af det nye startområde foretages der også justeringer af målområdet og den øvrige rute for Royal Run i København anden pinsedag.

Der vil fortsat være mål på Amalienborg Slotsplads, dog ikke i Kolonnaden. I stedet løber deltagerne i mål i retning mod Kastellet i lighed med foregående år.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 07/05/2024 - 08:00

Dansk sanger i spidsen for opgør med perfekthedskulturen

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Når Jada til sommer debuterer på Grøn, bliver det ikke kun som artist. Sangeren er også udpeget til dette års Plads til forskelle-ambassadør.

Sangeren Jada har brugt en del af sin store stemme til at tale højt om vigtigheden af selvkærlighed.

Derfor er hun nu udpeget til dette års Plads til forskelle-ambassadør.

Det oplyser Grøn, som Muskelsvindfonden og Tuborg står bag, samt radiokanalen Nova og sportstøjbrandet hummel i en fælles pressemeddelelse.

- Det betyder meget for mig at arbejde mod en verden, hvor der er plads til alle, siger Jada blandt andet i pressemeddelelsen.

Jada har været med til at designe en T-shirt, hvis overskud sammen med publikums pantdonationer går til Muskelsvindfondens projekt Pærfekt, der kæmper for at nedbryde perfekthedskulturen.

- Vi startede med at tænke over to ting, der gør mig lidt anderledes end andre, siger Jada i pressemeddelelsen og uddyber:

- Det er min tøjstil, som tit kan være "for meget" - her er T-shirtens grafik inspireret af en kæmpestor grøn latex-hat, jeg har - og det, at jeg ofte føler mig som en stor blanding af følelser - lidt som en smoothie. For mig handler det om at snakke åbent om mine følelser og skrive sange om dem.

Den 31-årige sanger er kendt for hits som "Nudes", "Don't Say My Name And Forget It Again" og "I'm Back". Ud over at være Grøns nye ambassadør skal Jada også optræde på dette års koncertkaravane for første gang.

Resten af navnene på plakaten udgøres af Tobias Rahim, tv-2, Burhan G, Hugorm, Kesi, Scarlet Pleasure og Blæst.

Grøn kører i år fra den 18. til den 28. juli og kommer forbi otte danske byer rundt om i landet.

Koncertkaravanen indledes i Tårnby og slutter i Valby efter at have været forbi Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense og Næstved undervejs.

Grøn har eksisteret siden 1983 og havde dermed 40-års jubilæum sidste sommer.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 07/05/2024 - 10:00

FAKTA: Køb ikke boligen i blinde

* Når du ser på bolig, kan du let forelske dig i en enkelt ejendom og stirre dig blind på den.

* Det er dog typisk en fordel at se mindst to, så du har et sammenligningsgrundlag.

* Det kan være boliger i det samme område eller nogle, der kan noget vidt forskelligt. Det vigtige er, at ved at sammenligne bliver du skarpere på, hvad du sætter mest pris på.

Kilde: bygningskonstruktør og bygningssagkyndig Christina Schjervig, som arbejder som fagekspert i byggeteknik og huseftersyn hos Videncentret Bolius.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 07/05/2024 - 10:00

På boligjagt? Se hvad eksperterne selv holder sig langt væk fra

Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

Du skal både kigge godt efter inden for boligens fire vægge og have øjnene med dig udenfor, hvis du vil undvige boligeksperternes aversioner.

Flere reelle værelser. En have med frugttræer. Nemt at komme til en station.

Hvis du drømmer om en ny bolig, har du sikkert en tjekliste med de ting, du håber på at kunne sætte kryds ved.

Men måske burde du også have en med det modsatte - altså de punkter, der skal få dig til at vende om på hælen til fremvisningen. Her får du i hvert fald lidt inspiration, når to boligeksperter afslører, hvad der kunne få dem til at fordufte, før fremvisningen var færdig.

For ejendomsinvestor Morten Bang er det ikke faldefærdige bygninger, men derimod boliger i middel stand, der kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på ham.

- Det er fordi, du ofte betaler for meget for noget, der er i middel stand, i forhold til hvis det enten var i rigtig god stand - enten helt nyt eller gennemgående renoveret - eller på den anden side var i rigtig dårlig stand, forklarer han.

Ser du på en bolig i rigtig dårlig stand, er sælger som regel godt klar over, at der skal være indregnet en økonomisk buffer til at renovere.

Og så kan du jo få det, som du vil, bemærker Morten Bang.

- Det, der tit sker med middel stand, er, at du køber noget og tænker: "Nå, men det er da fint nok det her, det kan jeg sagtens leve med". Men så om to år vil du alligevel gerne have nyt køkken, siger ejendomsinvestoren.

Udfordringen er derfor, at mange alligevel kommer til at bruge penge på at renovere boligen, men de har ikke købt den til en tilsvarende lavere pris, som hvis den havde været i dårlig stand til at begynde med.

For Lars Elbæk, som er ejendomsmægler og medindehaver af Elbæks Liebhavermægler, gælder det om at have øjnene med sig, når man er ude at se på boligen.

Ja, faktisk er det ikke selve boligen, han taler om, men hvordan det står til på hver side af den.

- Jeg vil ikke købe en ejendom, hvor det roder for meget hos naboen. For eksempel hvis der står syv gamle biler i indkørslen. Det kan man jo ikke gøre noget ved, for det er naboens grund, så det er deres tallerken, siger Lars Elbæk.

Det handler for ejendomsmægleren om, at ankomsten til boligen skal være pæn og ordentlig. Og så pointerer han også, at naboerne siger en hel del om det kvarter, man overvejer at flytte ind i.

- Der skal for eksempel ikke være skrald alle mulige steder på matriklen ud over i skraldespanden.

- Det er et helhedsindtryk af nabolaget. Så man kan ikke kigge på ejendommen alene, mener ejendomsmægleren.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek