Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 07/05/2024 - 08:00

Dansk sanger i spidsen for opgør med perfekthedskulturen

Når Jada til sommer debuterer på Grøn, bliver det ikke kun som artist. Sangeren er også udpeget til dette års Plads til forskelle-ambassadør.

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Sangeren Jada har brugt en del af sin store stemme til at tale højt om vigtigheden af selvkærlighed.

Derfor er hun nu udpeget til dette års Plads til forskelle-ambassadør.

Det oplyser Grøn, som Muskelsvindfonden og Tuborg står bag, samt radiokanalen Nova og sportstøjbrandet hummel i en fælles pressemeddelelse.

- Det betyder meget for mig at arbejde mod en verden, hvor der er plads til alle, siger Jada blandt andet i pressemeddelelsen.

Jada har været med til at designe en T-shirt, hvis overskud sammen med publikums pantdonationer går til Muskelsvindfondens projekt Pærfekt, der kæmper for at nedbryde perfekthedskulturen.

- Vi startede med at tænke over to ting, der gør mig lidt anderledes end andre, siger Jada i pressemeddelelsen og uddyber:

- Det er min tøjstil, som tit kan være "for meget" - her er T-shirtens grafik inspireret af en kæmpestor grøn latex-hat, jeg har - og det, at jeg ofte føler mig som en stor blanding af følelser - lidt som en smoothie. For mig handler det om at snakke åbent om mine følelser og skrive sange om dem.

Den 31-årige sanger er kendt for hits som "Nudes", "Don't Say My Name And Forget It Again" og "I'm Back". Ud over at være Grøns nye ambassadør skal Jada også optræde på dette års koncertkaravane for første gang.

Resten af navnene på plakaten udgøres af Tobias Rahim, tv-2, Burhan G, Hugorm, Kesi, Scarlet Pleasure og Blæst.

Grøn kører i år fra den 18. til den 28. juli og kommer forbi otte danske byer rundt om i landet.

Koncertkaravanen indledes i Tårnby og slutter i Valby efter at have været forbi Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense og Næstved undervejs.

Grøn har eksisteret siden 1983 og havde dermed 40-års jubilæum sidste sommer.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek