Tübach, 17/06/2023 - 10:49
Mäders dødsfald får holdet til at trække sig i Schweiz
Schweiz Rundt skal køres færdig uden ryttere fra Bahrain Victorious. To andre hold har også trukket sig.
Af: /ritzau/
Cykelrytteren Gino Mäders tragiske dødsfald på torsdagens etape af Schweiz Rundt får nu hans hold Bahrain Victorious til at trække sig fra resten af løbet efter at have kørt den korte mindeetape fredag.
Det meddeler holdet på Twitter.
Dermed udgår danske Johan Price-Pejtersen også af løbet, da han var holdkammerat med Gino Mäder hos Bahrain Victorious.
Det tragiske dødsfald betød, at fredagens etape blev aflyst, og i stedet kørte alle holdene en kort mindeetape for den afdøde schweizer.
Der resterer to etaper af løbet, som føres af danske Mattias Skjelmose.
Lørdag skal feltet forcere en lille håndfuld bjerge, inden løbet afsluttes med en enkeltstart søndag.
26-årige Mäder kørte torsdag ud over en vejside på en nedkørsel fra et bjerg på 5. etape af Schweiz Rundt. Han landede i noget vand og var ikke til at komme i kontakt med. Han måtte derfor genoplives på stedet.
Herefter blev han fløjet på hospitalet, men fredag middag døde han af sine kvæstelser, meddelte Bahrain Victorious.
Også Magnus Sheffield fra Ineos-holdet styrtede på nedkørslen, og det fik stjernen Remco Evenepoel til at kritisere ruten.
- Mens en afslutning på toppen sagtens havde kunnet lade sig gøre, så var det ikke en god beslutning at lade os slutte ned ad denne farlige nedkørsel, skrev Evenepoel torsdag på Twitter.
Gino Mäders højdepunkter i den korte karriere var en etapesejr i Giro d'Italia i 2021, og samme år vandt han ungdomstrøjen i Vuelta a España.
Efterfølgende har det schweiziske Tudor-hold og Intermarché-holdet også trukket sig fra løbet, meddeler de begge på Twitter. Den danske mester Alexander Kamp fra Tudor kommer derfor heller ikke til start lørdag.
/ritzau/