Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 17/06/2023 - 08:00

Dansk skuespiller trængte til et afbræk

Musicalperformer Pelle Emil Hebsgaard skal spille med i sin første børneforestilling med Cirkus Summarum. Og det har givet ham en tiltrængt pause.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Af: Af Laura Pretzmann, Ritzau Fokus

Efter at Pelle Emil Hebsgaard har optrådt i adskillige musicals og været vært på TV 2-serien "Sommerdrømme", trænger han til et sceneskift.

For han er nået til et punkt i sin karriere, hvor han på ny skal finde glæden ved at lave store forestillinger. Den glæde skal han nu genfinde ved at lave teater til den yngre målgruppe, når han spiller med i Cirkus Summarum hen over sommeren.

- Jeg var gået lidt metaltræt i mit arbejde, så jeg har trængt til den her åbenbaring om, hvor fedt det er at stå på en scene, som jeg har fået ved at være med i Cirkus Summarum.

- For det er virkelig skønt at lave, fortæller Pelle Emil Hebsgaard.

Cirkus Summarum er en cirkusforestilling med de kendte figurer fra DR Ramasjang - blandt andre Motor Mille og Onkel Reje.

I showet skal Pelle Emil Hebsgaard spille karakteren Torben, der er Ballerups berygtede kommunale medarbejder, som vil lukke Cirkus Summarum.

Det er første gang, at Pelle Emil Hebsgaard er med i en børneforestilling.

- Jeg tror, det bliver fedt at lave noget til børn, for de kan ikke narres. Hvis ikke de griner og klapper, så har man tabt publikum, siger skuespilleren.

Men det er ikke helt uden omkostninger for familielivet, når han tager afsted for at bruge sin sommer i et cirkustelt.

Det betyder nemlig, at han ikke kan være hjemme ved sin familie og holde sommerferie.

- Jeg har heldigvis den mest støttende kone, som er meget forstående overfor, at det er sådan, det er, lige nu.

- Og jeg vil selvfølgelig prøve at komme så meget hjem, som jeg kan, for at se min lille dreng, fortæller Pelle Emil Hebsgaard.

Han er gift med Claudia Rex, der er kendt fra "Vild med dans". Sammen har de sønnen Zacharias fra 2019. Og parret venter en lille ny.

Pelle Emil Hebsgaard håber, at han også får familien at se på arbejdspladsen.

- Vores børn er altid velkomne i cirkusteltet, og der er gjort plads til, at de kan lege sammen bag ved scenen.

- Og ellers skal vi være i sommerhus i Aarhus i en af ugerne, hvor jeg tager afsted en gang imellem for at optræde, fortæller Pelle Emil Hebsgaard.

Tiden i teltet har allerede hjulpet ham med at finde tilbage til det, han godt kan lide ved at lave teater.

- Cirkus Summarum har fået mig til at genopdage det lækre ved det her store teaterrum. Så jeg synes, det er det hele værd, fortæller han.

Han skal gennem sin rolle vise børnene, at man skal tro på sig selv, for at ens egne drømme kan gå i opfyldelse.

- I virkeligheden drømmer min rolle om selv at stå på scenen og være en stjerne, men han tør ikke tro på sig selv, fortæller musicalperformeren.

Men det er sjældent, at Pelle Emil Hebsgaard tvivler på sig selv i det virkelige liv.

- Jeg har altid vidst, hvad der virkede, og hvad der ikke virkede, fordi jeg er blevet god til at sortere i min hjerne.

- Og så tester jeg mine jokes på min familie og mine venner. For jeg skal altid gennem en masse platte jokes, før jeg kommer med den rigtige, fortæller han.

Cirkus Summarum har premiere i Ballerup den 22. juni og i Aarhus den 19. juli.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek