Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 07/10/2024 - 10:40

MitID er oppe igen efter at have været utilgængelig

Problem med MitID opstod cirka 08.40. Efter knap to timer er det muligt at logge ind på tværs af tjenester.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det er igen muligt at bruge MitID til at logge på tjenester i det offentlige og private.

Det oplyser MitID på hjemmesiden digitaliser.dk, der drives af Digitaliseringsstyrelsen.

- MitID er igen oppe at køre, og det er muligt at anvende til login på tværs af alle tjenester, lyder det.

Meldingen kommer klokken 10.25 mandag formiddag.

Tidligere lød det, at MitID var utilgængelig på tværs af alle tjenester. Problemet opstod omkring klokken 08.40.

- Leverandøren er i gang med at fejlsøge, skrev MitID tidligere på siden.

MitID bruges i Danmark til at tilgå digitale portaler i både det offentlige og private. Det er for eksempel netbank og hjemmesiden borger.dk.

Forsøger man at logge på eksempelvis Nordea eller Danske Bank bliver man mødt med beskeder om, at man kan opleve forstyrrelser eller tekniske fejl ved brug af MitID.

Det er Digitaliseringsstyrelsen, der er ejer af MitID. Styrelsen ejer løsningen sammen med brancheorganisationen Finans Danmark, der har banker som medlemmer. Driften og udviklingen varetages af Nets.

I slutningen af 2023 blev det meddelt, at det franske selskab IN Groupe ville købe retten til at drive MitID. Men indtil videre er det altså stadig Nets, der står for driften.

/ritzau/

København, 07/10/2024 - 10:24

H.C. Andersens breve og 200 år gamle fangefotos digitaliseres

Rigsarkivet digitaliserer knap 6000 arkivæsker med dokumenter fra arkivets sikre magasiner.

Rigsarkivet digitaliserer flere tusind af Danmarks vigtigste dokumenter, herunder Danmarks grundlove og breve fra H.C. Andersen.

Det skriver Rigsarkivet i en pressemeddelelse.

Der er tale om 5900 udvalgte arkivæsker med dokumenter fra Rigsarkivets sikre magasiner.

Rigsarkivet kommer blandt andet til at digitalisere fangefotos fra 1800-tallet og retsdokumenter fra 1600-tallets hekseprocesser.

- Med digitaliseringen skaber vi en direkte og demokratisk vej ind i vores samlinger og vores fælles historie, siger rigsarkivar Morten Ellegaard i pressemeddelelsen.

Han kalder digitaliseringen en investering i fremtiden.

- Vi fremtidssikrer de nogle gange skrøbelige dokumenter i forhold til slid, og så giver vi nuværende og fremtidige generationer mulighed for at komme helt tæt på kilderne online, lyder det.

Digitaliseringen sker med støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fonden og Augustinus Fonden.

Direktør i Aage og Johanne Louis-Hansens Fond glæder sig over, at alle nu får nem adgang til den fælles kulturarv.

- Kronjuvelerne i Rigsarkivets skatkammer tæller blandt andet helt centrale dokumenter fra Danmarks tidlige statsstyre og dombøger fra landets ældste domstole, siger direktør Christine Wiberg-Lyng i pressemeddelelsen.

Iblandt de digitaliserede dokumenter vil man også kunne finde Danmarks grundlove, Christian 4.s stilebøger og dokumenter om de danske forhold under og efter Besættelsen.

Direktør i Augustinus Fonden ser frem til digitaliseringen og glæder sig over det forarbejde, der har muliggjort digitaliseringen.

- Digitaliseringsprojektet bygger på et grundigt forarbejde, som gør det muligt at tilgængeliggøre dokumenter, der repræsenterer alle dele af samfundet, siger direktør Frank Rechendorff Møller i pressemeddelelsen.

- Det er værdifuldt både for det danske samfund og for danskernes fælles hukommelse, da kulturarven aktiveres på en ny måde, lyder det.

Rigsarkivets digitalisering forløber fra 2025-2028.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 06/10/2024 - 15:15

Bogtyv har stjålet dansk forfatters manuskript til roman

Daniel Leal-Olivas/Ritzau Scanpix

En såkaldt bogtyv udgav sig for at være forfatter Dorthe Nors selv eller hendes agent på flere falske mails.

Den danske forfatter Dorthe Nors har fået stjålet sit manuskript til en kommende roman af en bogtyv på internettet.

Det skriver forfatteren selv i et opslag på Facebook.

Flere gange har en person forsøgt at udgive sig for at være både Dorthe Nors selv og forfatterens agent.

- Det viser sig, at der er en ny bogtyv på spil i Skandinavien. I en lille uge forsøgte tyven at få fat i manuskriptet, inden det lykkedes, skriver Dorthe Nors i opslaget.

Med falske mails har personen forsøgt at få tilsendt manuskriptet til forfatterens kommende roman "Spænd", der efter planen udkommer til januar.

Først fik Dorthe Nors selv en mail fra bogtyven. Hun blev mistænksom og anmeldte i stedet phishing-forsøget til politiet.

En ny mail landede dog senere hos en af forfatterens samarbejdspartnere, der ikke opdagede svindelnummeret.

I stedet lykkedes det bogtyven at få tilsendt manuskriptet til den upublicerede bog.

- Det er klart, at jeg gik i panik bagefter. Jeg skal leve af romanen. Det er mit arbejde, ikke min hobby, at skrive litteratur. Hvad nu hvis dette koster mig mine indtægter for de næste år?, skriver Dorthe Nors videre.

Ifølge forfatteren har en række folk i bogbranchen forsikret hende om, at det ikke før har haft økonomiske konsekvenser for en forfatter, når et manuskript er blevet stjålet.

Dorthe Nors' værker har været nomineret til en række danske og internationale priser.

I 2022 modtog hun Blixenprisen for bogen "En linje i verden".

Dorthe Nors har kendskab til, at det ikke er første gang, at bogtyven har fået tilsendt et manuskript.

Ifølge hende "har bogtyven været på spil i Sverige på det sidste".

Tidligere har også den italienske bogtyv Filippo Bernardini fravristet upublicerede litterære værker fra forfattere.

I januar 2022 blev Bernardini anholdt efter at have stjålet flere hundrede manuskripter fra en række forfattere heriblandt Margaret Atwood, Ian McEwan og Sally Rooney.

Dengang lykkedes det italieneren at skaffe manuskripterne ved at præsentere sig som forlagsagent og udgiver på e-mails.

Han blev sigtet for svindel og identitetstyveri.

Filippo Bernardini blev straffet med en bøde, der ifølge The Guardian lød på 88.000 dollar svarende til næsten 600.000 kroner.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 07/10/2024 - 09:00

Hold øje med fransk hjerteorm

* Efteråret er højsæson for hunde, der bliver syge af parasitten fransk hjerteorm.

* Smitten spredes via snegle om sommeren, men sygdommen viser sig ofte først hen på sensommeren og i efteråret.

* Symptomerne hos hunden er typisk hoste og træthed, men kan også være spontane blødninger i øjet.

* Søg dyrlæge, hvis du mistænker, at din hund er blevet ramt af fransk hjerteorm, så den kan blive behandlet med et antiparasitmiddel.

Kilde: Hanne Friis, der er chefdyrlæge hos AniCura.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 07/10/2024 - 09:00

Forgiftning truer hunden i efterårsskoven

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Naturen byder på flere farer for din bedste firbenede ven, når efteråret sætter ind, lyder advarslen fra dyrlæge og adfærdskonsulent.

Begejstret boltren i skoven kan sende din hund på briksen hos dyrlægen, hvis ikke du er ekstra opmærksom i efterårsmånederne.

En af sæsonens farer er kastanjerne, der snart ligger glinsende brune og frister især legesyge hvalpe og unghunde. Og de skaber hurtigt problemer, hvis de havner i maven på din elskede firbenede ven.

Det fortæller Lise Lotte Christensen, der er adfærdskonsulent hos Dansk Kennel Klub.

- Hestekastanjer indeholder et giftstof, som er farligt for hunden, og derudover kan de give forstoppelse, hvis de sætter sig fast i tarmen, siger hun.

Hold derfor godt øje med din bedste firbenede ven, hvis den har gnavet løs i en kastanje på gåturen, lyder det fra Hanne Friis, der er chefdyrlæge hus dyreklinikkæden AniCura Danmark.

- Kaster hunden op i mere end et halvt døgn efter og har det skidt, skal man søge dyrlæge. Hvis kastanjen har sat sig fast og ikke bliver fjernet, kan det være dødeligt, understreger hun.

Ud over kastanjer skal du også forsøge at holde din hunds nysgerrige snude væk fra agern, der også kan være giftige, samt svampe. Ingen af delene bør interessere din hund synderligt.

Men hvis du for eksempel har børn med på tur, der samler ting og sager op fra skovbunden og måske kaster med dem, er der risiko for, at hunden vil tygge i for eksempel en kastanje eller et agern.

- Har du en hund, som er meget interesseret i at samle ting op eller løbe efter noget, der bliver kastet, kan et trick være at have en bold eller en anden hundevenlig ting med, som hunden gerne må gå og bære på og løbe efter, lyder rådet fra Lise Lotte Christensen.

Hold i øvrigt også hunden fra at mæske sig i diverse nedfaldsfrugter. De gærede frugter kan både føre til, at hunden bliver en smule småfuld, siger Lise Lotte Christensen, men mest af alt giver det mavekneb.

En anden vigtig fare at være opmærksom på efteråret igennem, er det tiltagende mørke. Både Lise Lotte Christensen og Hanne Friis opfordrer derfor alle hundeejere til at gøre en indsats for at blive set i trafikken, når der gås ture om morgenen, eftermiddagen og aftenen.

- Husk lys og reflekser på dig selv og på hunden. Det er bare rigtig svært at se en hund i mørket, siger Hanne Friis.

Samme pointe kommer fra Lise Lotte Christensen, som selv sværger til en uniform, der inkluderer refleksvest og en pandelampe, mens hundene får reflekser på og halsbånd med lys i.

- Det er ikke hipt at gå rundt med en gul sikkerhedsvest, men sandsynligheden for at redde liv er til stede. Det gælder både for dig selv og for hunden, siger hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek