Luxembourg, 20/06/2023 - 11:00
Miljøminister håber på EU-aftale med bindende mål for naturen
Der venter svære forhandlinger, men Magnus Heunicke håber at kunne indgå en aftale med de andre EU-lande.
Af: /ritzau/
Der skal være bindende mål for genopretning af natur, og mulighederne for at udrulle vedvarende energi må ikke blive forringet.
Det er de danske topprioriteter for den kommende EU-lov for naturgenopretning, som EU-landene tirsdag skal forsøge at finde en fælles holdning til.
Det siger miljøminister Magnus Heunicke (S), da han ankommer til ministermødet i Luxembourg.
- Jeg er her i dag med det klare mål at indgå en grøn aftale. For Danmark er det vigtigt, at der kommer bindende mål for, hvor meget natur vi skal genoprette. Det er også afgørende, at det her går hånd i hånd med vores massive udbygning af vedvarende energi, siger ministeren.
For det kræver plads at opstille for eksempel havvindmøller, pointerer han.
At loven kunne blive en hindring for at udrulle vedvarende energi er noget af det, som Danmark tidligere har kritiseret loven for. Hvorvidt den kunne betyde, at der ikke er nok plads til aktiviteter i Forsvaret, har også været en dansk bekymring.
Men forhandlingerne bevæger sig i den rigtige retning, siger Magnus Heunicke.
EU-Kommissionen har lagt op til et mål på 20 procent genoprettet natur i 2030.
Det kan blandt andet ske gennem indsatser for at få mere vild natur eller ved at lave grønne områder i byer.
Der er dog flere lande, som ikke ønsker bindende mål, mens andre stiller sig kritisk over for finansieringen. Der venter altså svære forhandlinger blandt ministrene.
- Der er stadig udeståender. Jeg er optimist, men det er for tidligt at sige, at den er hjemme, siger Magnus Heunicke om mulighederne for at lande en aftale tirsdag.
/ritzau/