Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 18/06/2023 - 10:36

Lokale byger er ikke nok til at slå tørken ned

Lørdag faldt der på landsgennemsnit 1,3 millimeter regn. Det er positivt med regn, men ikke nok.

Af: /ritzau/

Lørdag og natten til søndag bød på lokale og kraftige byger i en tid, der ellers er præget af tørke og hedebølger.

Den mængde vand der faldt, er dog ikke nok til at slå tørken ned. Det fortæller Jesper Eriksen, der er vagthavende meteorolog på Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Det er nedbør, der er kommet i bygeform. Det betyder, at det er kommet meget lokalt, og så er det kommet meget hurtigt, fortæller han.

Jesper Eriksen forklarer videre, at naturen har bedst af, at nedbøren kommer langsomt og over en meget lang periode. På den måde kan jorden lettere optage vandet.

- Hvis den kommer lynhurtigt og jorden er tør, så løber meget af vandet af og går til spilde i forhold til planterne, siger han.

I hele landet som gennemsnit faldt der 1,3 millimeter regn. Nogle steder har der været kraftige byger - det gælder for eksempel nogle steder i Jylland og på Midt- og Vestsjælland.

Andre steder, som for eksempel Bornholm, fik intet.

Ifølge Jesper Eriksen er det "absolut ikke optimalt" for naturen at få store skyl af regn.

- Det er selvfølgelig bedre end ingenting, men vi vil hellere have et regnvejr, der varer i flere timer, uden at det vælter ned, siger han.

/ritzau/

København, 18/06/2023 - 08:00

Rune Klan: Det er en del af livet at sige av

Den kendte komiker og tryllekunstner Rune Klan tester grænsen for, hvad vi kan grine af - selv de mest alvorlige fysiske og psykiske sygdomme.

- Under coronaen - i sin isolation - får hun en kæreste. Hvordan?! Er det et Just Eat-bud?

Kan man grine af og grine med en ung kvinde, der lider af den dødelige sygdom cystisk fibrose?

Ja, det kan man, mener den kendte komiker og tryllekunstner Rune Klan, og det gør han i programserien "Tabu" forsøget på. I udsendelsesrækken tester han grænsen for, hvad vi kan klukke af.

Han tager i sommerhus med fire personer, der lider af psykisk eller fysisk sygdom, har sår på sjælen eller et misbrug, for at samle inspiration til en show, som forener gråden og grinet gennem et strejf af ironi og magi.

- Det er noget af det mest givtige, jeg har lavet overhovedet, siger Rune Klan.

- Det er, som om TV 2 betaler mig for nogle terapitimer. Jeg føler nogle gange, at programmet er lavet til, at jeg skal udvikle mig. Det mener jeg virkelig, siger han med udråbstegn i stemmen.

Da Rune Klan lavede første sæson af "Tabu" for to år siden, havde han en formodning om, at han ville vende trist tilbage fra optagelserne.

Men tværtimod.

- Jeg er kørt hjem til min familie opløftet over, hvordan livet overlever, siger Rune Klan og fortsætter:

- De mennesker er lysende eksempler på, hvordan du - helt klichéagtigt sagt - får det bedste ud af lortet.

I første sæson mødte Rune Klan blandt andre blinde og bipolare. I den nye sæson, som får premiere på TV 2 den 20. juni, tilbringer han over seks episoder tid med rygmarvsskadede, svært overvægtige, OCD-ramte, spiseforstyrrede, folk med et iøjnefaldende udseende og med PTSD-ramte.

Ud af de 12 ture, han har haft i sommerhuset, er han en enkelt gang kørt hjem med en anden fornemmelse.

Mødet med de fire mennesker, som lider af posttraumatisk stresssyndrom, var særligt overvældende.

- De mennesker lever i noget, som ... Det er vildt og diffust og abstrakt ...

Rune Klan prøver at finde ordene.

- De kan ikke komme ud af det mørke, de er i, siger han så.

- Der blev virkelig grædt meget, de dage jeg var sammen med dem. Der var gråd, som var uforklarlig, og gråd af ren frustration. Det var vildt ... Det var rørende at høre, og det var hårdt at høre. Men der var også grin og helt åbenlyst hjerterum.

Selv om Rune Klan ikke - på papiret - deler mange af de diagnoser eller selv har stået i mange af de situationer som de personer, han tilbringer tid med, så kan mennesker spejle sig i mennesker.

Han nævner mødet med de fire personer, der lider af bipolar lidelse. En psykisk sygdom, hvor man i perioder har betydelige udsving, som bliver billedet på metaforen: højt at flyve, dybt at falde.

- Lige så snart vi mødtes, begyndte de at drille mig og sige: "Jamen, Rune, du ér jo bipolar". Det var sagt i spøg. Men der var også noget rigtigt ved det, siger Rune Klan.

- Svingningerne mellem den der maniske tilstand, man kan opnå, og at grave sig selv ned i et dybt hul er det ikke noget, vi alle sammen lidt genkender?, spørger han.

Interessen for programmet er så stor, at Rune Klan - allerede inden premieren på anden sæson - er i gang med optagelserne til tredje sæson.

I en af episoderne har han sit eget hjerte på spil.

Rune Klan skal tilbringe tid med ufrivilligt barnløse. En situation, som Rune Klan og hans hustru, Christel Stjernebjerg, selv har været i. I otte år prøvede de.

- Jeg har ingen kort på hånden, når jeg skal snakke med nogle, der har cerebral parese. Der skal jeg bare holde mikrofonen, holde min egen kæft og lytte. Men her har jeg faktisk noget, jeg kan sige, siger Rune Klan.

- Min hustru gav mig et lidt underligt råd, da jeg pakkede tasken: "Prøv at lade være med at tage noget tøj på, der er alt for pænt. Jeg vil hellere have, at du ligner en, der kun er der for dem, og ikke en, der vil vise, hvad for noget pænt tøj du har på".

Rune Klan fortalte for første gang sin families historie tilbage i 2017 i showet "Barnløs" og gav sårbarheden sjove strejf.

Showet sluttede med, at Rune Klan kunne fortælle, at han og Christel var i kø til at adoptere. Selv om hans egen personlige historie fik en lykkelig slutning, da storken kom forbi fra Sydafrika med deres lille søn, kunne han i uvisheden sagtens bruge humoren og håndtere andres.

- Jeg bliver ikke stødt over humor. Jeg bliver stødt over andre ting, dårlig opførsel, ondskab og sådan noget, men ikke humor, og jeg har bestemt også grint af ting, der har været alt, alt for hårde, siger Rune Klan og tilføjer så:

- Men jeg er også den forkerte at spørge, for det er jo min verden. Det svarer lidt til at spørge kirurgen, om det er klamt at skære i en krop.

Måden, vi taler til og om hinanden på, har fået en større og større bevidstgørelse de senere år. Der bliver talt om grænser, hensyn og respekt, og det bliver også diskuteret i comedykredse. Rune Klan har kolleger, som er nervøse for at havne i en shitstorm.

Selv er han ikke er bange for, om nogle finder "Tabu" så stødende, at de zapper væk. Næsten altovervejende har responsen - både fra seere og fra folk, der deler sygdomshistorik med personerne i programmerne - været positiv.

- Jeg tror ikke, at det er idealsamfundet, at man kan leve et liv uden at sige av, for det er en del af livet ... Men det kan også være, fordi jeg er blåøjet, funderer han.

- Det kan sagtens være, at jeg lige pludselig bliver ramt af et eller andet, så min pibe får en anden lyd. Men lige nu håber jeg simpelthen på, at det kan betale sig at egentlig bare gerne ville det bedste.

Humor skal skabe smil mellem mennesker og afvæbne det meningsløse, uretfærdige og uforklarlige - som det, der bliver forsøgt aftabuiseret i "Tabu".

Det skal være rørende, sjovt og sammensættende, ikke ekskluderende og udstillende.

- I mit seneste show har jeg reflekteret over, hvordan det er at være en hvid mand, der har en brun dreng. Og der har jeg da danset lidt på en line, der hedder fordomme og racisme. Men for helvede, det synes jeg, er en del af kunsten, siger Rune Klan.

- Nogle gange træder man lidt for meget over den, og så træder man lidt tilbage igen. Hvis man kun bliver på den ene side, kan jeg ikke se formålet med det, for jeg vil gerne have, at vi samles til sidst.

"Tabu" kan ses på TV 2 og TV 2 Play.

Fakta: Rundt om Rune Klan

* 46 år og kommer oprindeligt fra Silkeborg.

* Gennem sin opvækst har han også boet i Canada og Oman.

* Han har opholdt sig meget i USA, hvor han har tryllet og undervist andre i magien.

* Han debuterede på standupscenen i 1999.

* Ud over comedy og trylleri er Rune Klan skuespiller.

* Han blev nomineret til en Robert for sin birollepræstation i komedieserien "Tomgang", som blev sendt på det hedengangne TV 2 Zulu.

* Han havde sin første hovedrolle i den omdiskuterede film "Centervagt" fra 2021.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 17/06/2023 - 22:56

Sangen satte Peter Belli fri fra barndom med tæsk og svigt

Peter Belli fortæller om at vokse op med tæsk og svigt i TV 2's "Det sidste ord", der blev vist lørdag aften.

Peter Bellis barndom var præget af svigt og tæsk.

Det fortæller han i portrætprogrammet ”Det sidste ord”, der blev vist på TV 2 lørdag aften efter musiklegendens død 8. juni.

Peter Belli fortæller om, hvordan hans stedfar tæskede ham ”vind og skæv”, så han nogle gange ikke kunne komme i skole i en uge. Hvordan han skulle ligge i sin seng og stirre i væggen flere dage i træk.

- Alle mennesker har en mulighed for at klare sig på den ene eller anden måde. Det er heldigt i mit tilfælde, siger Peter Belli.

Som 16-årig blev han smidt på porten af sin mor, der havde fundet sig en ung elsker i Peter Bellis bedste ven.

Derfra stod Peter Belli på egne ben. Han lejede et kælderværelse og fik et job på en fabrik for at tjene penge. I samtalen med Mikael Berthelsen siger han, at det måske var godt, at det skete, som det gjorde.

Han gik fra en hård barndom med svigt og tæsk til via musikken at være den Peter Belli, mange elskede.

- Ja, er det ikke stort, siger Peter Belli til Mikael Bertelsen i samtalen.

Peter Belli gik bort i en alder af 79 år 8. juni 2023. Men selv var han ikke bange for døden.

- Det bliver hårdere for dem, der bliver tilbage. Men det med at gøre døden til noget smukt, det kan man godt, siger han.

Og så runder han af med et livsråd. Man skal altid huske at sige godnat, for du ved ikke, om du vågner igen.

- Og de nære ting. Ved at tage hinanden i hånden en gang imellem. Det er der, det hele begynder, og det slutter også med, at vedkommende holder mig i hånden, siger han.

Mikael Bertelsen træder ud af rummet. Og Peter Belli har kameraet helt for sig selv til sine allersidste ord.

"Rock'n'roll, jeg gav dig mine allerbedste år" synger han, og de sidste ord, man hører fra Peter Belli, er "og jeg har aldrig, nej aldrig fortrudt det".

Peter Belli har været en af dansk musiks helt store navne.

Med tusindvis af koncerter og omkring 45 album vil Peter Belli blive husket af generationer. Særligt for hits som "Ulven Peter ", "Ingen Regning", "Istedgade" og "København (Fra en DC-9)".

Senere fulgte countrymusik og i 1991 rockalbummet "Yeah".

Det sidste album inden pensionen blev "Som boblerne i bækken" fra 2016.

Men helt slut var det ikke, for dette forår udgav han "Den sidste sang" i samarbejde med sønnen Michel Belli og bandet Den Syvende Søn.

Her slår han i omkvædet fast, at det er helt okay "Når lyset brænder ud, og natten den bliver ved".

Peter Belli blev i 1967 gift med June Dennow. Sammen havde parret foruden Michel sønnen Chano og datteren Natasja.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 17/06/2023 - 08:00

FAKTA: Årsager til restskat

* Lavere renteudgifter - eksempelvis på grund af et omlagt boliglån.

* Lavere beskæftigelsesfradrag.

* Lavere kørselsfradrag, hvis du eksempelvis har arbejdet meget hjemme.

* Du har betalt mindre til din private pension, end hvad der står på forskudsopgørelsen.

* Du har haft gevinster på aktier eller værdipapirer.

* Feriepenge ved skift af arbejde (feriepenge bliver beskattet i det år, de er optjent).

* Du kan finde eksempler på, hvad du skal betale, hvis du betaler din restskat i primo maj, på skat.dk. Her kan du også finde eksempler på, hvad det betyder for din økonomi næste år, hvis du ikke betaler til tiden.

Kilde: skat.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 17/06/2023 - 08:00

Betal restskat inden denne dato og spar penge

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Hvis du er en af de 800.000 danskere, der ifølge Skattestyrelsen har skullet betale restskat tilbage i år, kan det godt betale sig at gøre det inden 3. juli.

I år fandt omtrent 800.000 danskere ud af, at de skulle betale restskat på sammenlagt 6,4 milliarder kroner - hvilket i gennemsnit er 8000 kroner. Og nu nærmer betalingsfristen sig.

Så hvis du er en af dem, bør du ikke vente alt for længe med at betale skattefar det, du skylder.

- Det kan for nogle være fristende at lukke øjnene for beløbet og renterne. Særligt hvis man skylder et højere beløb, som kan gøre ondt på pengepungen at betale tilbage over én gang.

- Men der er altså penge at spare ved at betale restskat tilbage hurtigst muligt, fortæller investeringskonsulent i Spar Nord Karsten Brøndum Idskov.

Og de penge kan du spare, hvis du betaler inden datoen rammer 3. juli 2023.

For betaler du inden fristen, slipper du med at betale en rente på 1,7 procent regnet fra 1. januar og frem til og med betalingsdatoen.

Men venter du til efter skæringsdatoen, lægger Skat et fast tillæg på 3,7 procent oveni i din restskat. Beløb op til 22.503 kroner regnes ind i din skat for 2024 sammen med restskatten.

- Har du en restskat på 8000 kroner, som er gennemsnittet, vil du skulle betale knap 70 kroner i rentetillæg, hvis du betaler den 30. juni. Betaler du derimod restskatten efter fristen, løber det op i et tillæg på knap 300 kroner.

- Så der er altså penge at spare ved at betale inden skæringsdatoen – især hvis du skylder et større beløb, forklarer chefkonsulent hos revisions- og rådgivningsvirksomheden BDO Henning Boye Hansen.

Det kan selvfølgelig godt gøre ondt på kontoen, hvis din restskat er et stort beløb.

Og det kan også være fint at dele et beløb op for at få det ud af verden, hvis beløbet er så stort, at du ikke kan betale det på én gang, vurderer Karsten Brøndum Idskov.

- Men du skal naturligvis være opmærksom på, at det bliver dyrere i sidste ende at vente, og samtidig skal du være beredt på et mindre rådighedsbeløb til næste år, siger han.

Står du eksempelvis med en restskat på 18.000 kroner, vil det konkret betyde, at din nettoløn efter det nye år falder med omkring 1500 kroner om måneden til afvikling af gælden.

Dermed bliver du også først færdig med at betale din restskat for 2022 i 2024.

Restskat over 22.503 kroner opkræves ifølge skat.dk i op til tre rater i løbet af august, september og oktober 2023. Du får besked i Digital Post, umiddelbart før du skal betale en rate.

- Hvis du eksempelvis skylder 25.000 kroner, vil et beløb på 22.503 kroner, som er inklusive tillægget på de 3,7 procent, blive regnet med i din forskudsskat til næste år, siger Henning Boye Hansen.

- Derudover vil du efter sommerferien i år skulle betale et restbeløb på 3422 kroner inklusive rentetillæg.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv