Freudenstadt, 23/06/2024 - 10:58
Hjulmand: Dansk EM-exit kan aldrig være en fiasko
Ryger Danmark ud af EM, er det ikke godt nok, siger Kasper Hjulmand, men afviser brug af ordet fiasko.
Af: /ritzau/
Landstræner Kasper Hjulmand brænder for at få Danmark videre fra det indledende gruppespil ved EM i Tyskland, men han vil ikke bruge ordet fiasko, hvis Danmark for anden slutrunde i træk må rejse hjem før knockoutkampene.
Han mener slet ikke, at ordet hører hjemme i elitesport. Det siger han søndag, da udfaldet af Danmarks forestående EM-gruppekamp bliver udlagt til at være enten "fest eller fiasko".
Han understreger dog også, at det ikke er godkendt, hvis Danmark må forlade EM efter på tirsdag.
- Jeg kan godt forstå mediernes ordvalg, og at det skal sættes sådan op. Men jeg har aldrig ment, at der findes fiaskoer i sport. Det eksisterer ikke for mig. Nederlag er skridt mod at blive det bedste, man kan blive.
- Det er fint, at det er sat på spidsen, for det er rigtigt, at det ikke er godt nok, hvis vi ikke går videre. Jeg er bange for at blive misforstået, så folk synes, jeg står og fedtspiller og synes, at det er fint nok, hvis vi ryger hjem. Gu er det da ej. Vi skal vinde, og vi skal videre.
- Selvfølgelig er det ikke godt nok, hvis vi ikke går videre, men at kalde det en fiasko, er ikke det rigtige. Mere tænker jeg ikke på det udfald, for jeg regner med, at vi vinder, går videre og skal fyre den af, siger Kasper Hjulmand.
Ved EM i 2021 og VM i 2022 stod Danmark i situationer, hvor holdet var tvunget til sejr i den sidste gruppekamp for at gå videre.
Tirsdag kan Danmark formentlig nøjes med uafgjort for at gå videre som toer eller treer i gruppen, men Hjulmand medgiver, at der er paralleller til de seneste slutrunder.
Ved VM i Qatar tabte et uinspireret landshold 0-1 til Australien. Den indsats i en skæbnekamp skal bruges konstruktivt før mødet med Serbien.
- Jeg håber, vi har lært noget. I sport er alle nedture erfaringer mod forhåbentlig en dag at få succes. Forhåbentlig bruger vi den erfaring til at fyre den af nu. Det er samme situation, men to helt forskellige typer kampe.
- Den største erfaring fra dengang er, at vi skal være 100 procent fokuserede på kampen, siger Hjulmand med en hentydning til, at emner som VM-værtskab, menneskerettigheder og anførerbind svækkede landsholdets fokus.
/ritzau/