Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 18/08/2023 - 10:56

Første pindsvineoptælling fik stor opbakning lokalt og nationalt

15.000 danskere deltog i den første årlige pindsvineoptælling i Danmark, hvor der blev talt 25.000 pindsvin.

Af: /ritzau/

15.000. Så mange mennesker gik den 12. august 2023 i haven eller ud i naturen for at lede efter pindsvin.

Sådan skriver WWF Verdensnaturfonden i en pressemeddelelse.

Der blev registreret over 25.000 levende og døde pindsvin i den første årlige pindsvineoptælling i Danmark.

Pindsvin er i tilbagegang mange steder i Europa. Formentlig også i Danmark, frygter WWF Verdensnaturfonden og én af verdens førende pindsvineforskere, Sophie Lund Rasmussen.

De har derfor startet kampagnen "Danmarks Pindsvin" og en årlig national pindsvineoptælling for at kortlægge og hjælpe Danmarks pindsvin.

Fordi så mange har observeret og registreret pindsvin rundt i hele landet, er det nu for første gang muligt at kortlægge pindsvinebestanden både lokalt og nationalt.

/ritzau/

København, 18/08/2023 - 10:47

Dansk grandprix-stjerne og kæresten går fra hinanden

Betina Garcia/Ritzau Scanpix

Efter 22 år er kærligheden bristet mellem Søren Bundgaard og kæresten Helle. - Jeg er så absolut ikke færdig med at leve livet, skriver musikeren på Facebook.

Der er ikke længere sød musik mellem musikeren Søren Bundgaard og kæresten Helle Dalgaard.

Parret er gået fra hinanden efter 22 års forhold.

Det oplyser Søren Bundgaard i et opslag delt på det sociale medie Facebook.

Den 67-årige musiker understreger, at han ikke vil udbasunere sit privatliv, men tilføjer i opslaget, at han er stærkt opsat på at komme rigtigt godt videre. Blandt andet med masser af oplevelser sammen med dem, han har kær.

- Jeg er så absolut ikke færdig med at leve livet. Og jeg glæder mig til at gribe det og opleve alt, hvad det bringer, skriver Søren Bundgaard videre.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Søren Bundgaard, som i en længere årrække har boet i Italien sammen Helle Dalgaard.

- Jeg bruger al min tid på musik, motion, lækker italiensk mad og gode venner og familie. Jeg håber bestemt at finde en skøn kvinde at dele det hele med en dag. Men lige nu er det nok mest gode samtaler, en macchiato og kulturelle oplevelser, der kunne være hyggeligt at dele med en sød kvinde, skriver han i en besked til avisen.

Mens Søren Bundgaard i 22 år har dannet privat par med Helle Dalgaard, har han på det professionelle plan i mange år optrådt med Kirsten Siggaard i duoen Kirsten & Søren.

Sammen har de vundet det danske melodigrandprix tre gange. I 1984 med "Det' lige det" og året efter med "Sku' du spørg' fra no'en". I 1988 sang duoen sig atter til tops. Den gang med nummeret "Ka' du se hva' jeg sa'".

Dermed har Kirsten & Søren repræsenteret Dannebrog til det internationale melodigrandprix, Eurovision, tre gange. Her optrådte de under navnet Hot Eyes.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 18/08/2023 - 10:44

Skrøneforfatteren Jørn Riel er død - 92 år

åge Sørensen/Ritzau Scanpix

Forfatteren Jørn Riel, der blandt andet har modtaget De Gyldne Laurbær, er død i sit hjem i Malaysia.

Forfatteren Jørn Riel er død i en alder af 92 år. Det fortæller hans forlag, Lindhart og Ringhof, i en mail til Ritzau.

Jørn Riel er kendt for sine mange skrøner fra fjerne egne af verden, blandt andet Grønland, hvor han boede i ti år, og som han havde en særlig kærlighed til.

Han debuterede ret sent som forfatter som 39-årig, men har siden været enormt produktiv og har skrevet både romaner, digte og børnebøger.

Langt hovedparten af hans produktion tager udgangspunkt i Grønland, som han allerede fra barnsben af udviklede en særlig interesse for.

Han deltog i Lauge Koch-ekspeditionen til netop Grønland i begyndelsen af 1950'erne og flyttede herefter til Ittoqqortoormiit (Scoresbysund). Her begyndte han at nedfælde de historier, som de lokale fortalte til ham og som senere blev grundlaget for hans forfattervirksomhed.

Jørn Riel modtog hædersprisen De Gyldne Laurbær i 1995 og blev tildelt Det Danske Akademis Store Pris i 2010.

Han har også modtaget Tom Kristensen-legatet og Dessows Legat.

Jørn Riel var på et tidspunkt FN-udsending i krigszoner i Mellemøsten, men flyttede senere til Malaysia. Han døde i sit hjem i Kuala Lumpur fredag morgen lokal tid.

Han efterlader sig sin hustru, deres fælles søn og datter, og en datter fra et tidligere ægteskab.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 18/08/2023 - 08:00

FAKTA: Høst frø fra kølekirkegården

* Den overmodne aubergine, du har glemt i bunden af køleskabet, rummer tusindvis af frø, som du kan pille ud og lægge til tørre på et stykke køkkenrulle. Når frøene er tørre, putter du dem i et kaffefilter og gemmer dem til foråret, hvor de kan forspires.

* Kikærter og linser kan du også få til at spire på ny. Det gør du ved at lægge dem i blød i noget vand, som du skifter hver dag.

* Chaifrø kan gro ligesom karse, hvis du sår dem på fugtigt vat.

Kilde: Persille Ingerslev, indehaver af hjemmesiden "Persilles Hjemmedyrk" og forfatter til bogen "Gendyrk".

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 18/08/2023 - 08:00

Gendyrk køkkenaffaldet: Alt fra ingefær til popcornmajs kan spire igen

Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Mindsk dit madspild, og dyrk gratis grønt ved at plante den rynkede søde kartoffel eller stubben fra spidskålen.

Det kræver hverken et væld af tid eller stor botanisk viden at gendyrke dit køkkenaffald.

- Der er overraskende mange af de ting, som man skærer fra, som kan stikkes ned i urtepotter eller i køkkenhaven, hvis man har sådan en, siger Persille Ingerslev, der er forfatter til bogen "Gendyrk".

Det eneste, du skal bruge for at komme i gang, er noget helt almindeligt pottemuld, nogle urtepotter med hul i bunden, så vandet kan komme ud, og en plads i solen – gerne en vindueskarm.

Forårsløg er nok det nemmeste at få til at gro igen, lyder det fra Persille Ingerslev.

- Det tager lige så lang tid at smide bundene fra forårsløgene ned i jorden som i biospanden, og det gode ved dem, er, at de også vokser i vintermånederne, siger hun.

Har du mod på mere, kan du forsøge at gendyrke spidskål. Her skal du blot tage den hårde stub, der er tilbage, når du har fjernet alle bladene, og putte den i en urtepotte med fugtig jord.

- Kål vokser langsomt, men det lønner sig. Du kan plukke af planten i flere år. Går planten i stok, bliver den dog bitter, siger Persille Ingerslev.

Samme metode virker med ingefær, hvis du har en klump tilovers, fortæller hun.

- Ingefær vokser proportionalt med det, den vokser i. Så gendyrker du den i en lille potte, får du en bonsaiagtig vækst, men bruger du en stor krukke, får du en kæmpe plante, der kan blive op til to meter høj.

Stænglerne fra ingefærplanten kan i øvrigt spises. Det samme gælder bladene på den klatreplante, der vokser op, hvis du gendyrker en sød kartoffel.

- De smager mildt af spinat, siger Persille Ingerslev.

Den søde kartoffel puttes i et glas vand. Efter et par måneder, hvor du periodisk skifter vandet, vil du se den sende spirer til vejrs og rødder til bunds.

Herfra kan du begynde at knække spirer af og sætte dem i vand, hvor de sætter nye rødder. Når de har gjort det, planter du dem i jord.

- På den måde kan du faktisk få tre- til firehundrede planter ud af en enkelt sød kartoffel, fortæller Persille Ingerslev.

Med et lille fed hvidløg kan du også kreere purløg med hvidløgssmag. Stik bare fedet ned i fugtig jord, så vil der komme grønne spirer frem, som kan klippes af som purløg og bruges som topping på en omelet eller i en dip til chips.

Har du en rest økologiske popcornmajs liggende bagest i skabet, skal du endelig heller ikke smide dem ud, mener Persille Ingerslev. Put dem i en urtepotte, og vent 14 dage.

- Så får du nogle helt bløde spirer, som er hysterisk hvinende søde. Især børn synes, det er sjovt at kunne dyrke deres eget fredagsslik. Bliver spirerne over ti centimeter høje, begynder de dog at blive træede og bitre i smagen, siger Persille Ingerslev.

For hende er gendyrkning en daglig glæde.

- Det er gratis mad, grøn omstilling og haveterapi i egen vindueskarm. Og når du laver mad af ting, du selv har gendyrket, spiser du det op, fordi det gør en forskel, at du faktisk har lavet det selv, siger hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv