Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 18/08/2023 - 10:44

Skrøneforfatteren Jørn Riel er død - 92 år

Forfatteren Jørn Riel, der blandt andet har modtaget De Gyldne Laurbær, er død i sit hjem i Malaysia.

åge Sørensen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Forfatteren Jørn Riel er død i en alder af 92 år. Det fortæller hans forlag, Lindhart og Ringhof, i en mail til Ritzau.

Jørn Riel er kendt for sine mange skrøner fra fjerne egne af verden, blandt andet Grønland, hvor han boede i ti år, og som han havde en særlig kærlighed til.

Han debuterede ret sent som forfatter som 39-årig, men har siden været enormt produktiv og har skrevet både romaner, digte og børnebøger.

Langt hovedparten af hans produktion tager udgangspunkt i Grønland, som han allerede fra barnsben af udviklede en særlig interesse for.

Han deltog i Lauge Koch-ekspeditionen til netop Grønland i begyndelsen af 1950'erne og flyttede herefter til Ittoqqortoormiit (Scoresbysund). Her begyndte han at nedfælde de historier, som de lokale fortalte til ham og som senere blev grundlaget for hans forfattervirksomhed.

Jørn Riel modtog hædersprisen De Gyldne Laurbær i 1995 og blev tildelt Det Danske Akademis Store Pris i 2010.

Han har også modtaget Tom Kristensen-legatet og Dessows Legat.

Jørn Riel var på et tidspunkt FN-udsending i krigszoner i Mellemøsten, men flyttede senere til Malaysia. Han døde i sit hjem i Kuala Lumpur fredag morgen lokal tid.

Han efterlader sig sin hustru, deres fælles søn og datter, og en datter fra et tidligere ægteskab.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek