Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 04/04/2024 - 10:56

Forsvarsminister: Fregat afslutter sin mission efter planen

Den fejlramte fregat "Iver Huitfeldt" er nu hjemme i Korsør efter radarsvigt og defekte granater.

Af: /ritzau/

Det er efter planen, at den fejlramte fregat "Iver Huitfeldt" nu kommer hjem til Danmark efter at have afsluttet sin mission mod Houthi-bevægelsen i Det Røde Hav.

Det siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) torsdag, da fregatten modtages af pårørende og Søværnets Tambourkorps på Flådestation Korsør.

- Vi kommer hjem nu, fordi mandatet udløber, i forhold til det som vi har fået opbakning til i Udenrigspolitisk Nævn. Det er klart, at vi fremover skal overveje, hvordan vi kan engagere os i Det Røde Hav.

- Der er en diskussion, om vi skal være mere aktive i forhold til den EU-mission, der er, siger han.

Pressen spørger ministeren til sagen om den fejlramte fregat, som på meget kort tid har skabt stor furore i Forsvaret og Christiansborg.

Men ministeren er ordknap efter sit pressemøde onsdag aften, hvor han hjemsendte forsvarschef Flemming Lentfer som følge af sagen.

Klokken to natten til onsdag sejlede den danske fregat "Iver Huitfeldt" ind i dansk farvand.

Da fregatten blev sendt afsted til Det Røde Hav i slutningen af januar, var meldingen fra Forsvaret, at den skulle være udsendt til midten af april.

Men mandatet fra Det Udenrigspolitiske Nævn på Christiansborg lød på to måneder, hvilket passer med, at skibet skulle komme hjem denne uge.

Netop kommunikationen fra Forsvaret er omdrejningspunktet i sagen om den fejlramte fregat.

Fregatten har været omdrejningspunkt for megen opmærksomhed, siden forsvarsmediet Olfi tirsdag kunne beskrive, hvordan udstyret om bord svigtede under et droneangreb i marts.

Ministeren har torsdag kun en kort kommentarer til, om skibet var klar til udsendelse. Søværnets chef, Henrik Ryberg, har tidligere sagt, at det var forsvarligt at udsende skibet. Men ministeren er ordknap.

- Det har jeg ikke belæg for at kommentere. Ifølge den foreløbige redegørelse var fregatten klar til afgang også i forhold til den kapable våbenhåndtering, der skulle imødekomme trusler, siger han.

/ritzau/

København, 04/04/2024 - 10:01

Dansk forfatter bag handicapdigte får norsk litteraturpris

Mathias Eis/Ritzau Scanpix

Danske Caspar Eric får norsk litteraturpris og 100.000 norske kroner for "vigtige" bidrag til fælles samtale.

Forfatteren Caspar Eric modtager den norske litteraturpris Bjørnsonprisen for 2024.

Prisen, som er på 100.000 norske kroner, gives til den danske forfatter for "hans poetiske forfatterskab og stærke engagement i at bringe vigtige emner ind i den store, fælles samtale".

Caspar Eric, der blev født i 1987 og har cerebral parese, debuterede i 2014 med digtsamlingen "7/11" og har siden udgivet en række digtsamlinger.

"Nye balancer" fra 2023 med undertitlen "handicapdigte" giver ifølge juryen på en "direkte, rasende og tankevækkende måde indblik i, hvordan mennesker med funktionsnedsættelser mødes i det offentlige rum og forties i den offentlige samtale".

- Kunst og poesi har altid været vigtigt for mig, netop fordi det giver os mulighed for at tænke og snakke på nye måder. Særligt om de kroppe, som alt for ofte er henvist til velfærdsstatens skygger, siger Caspar Eric i forbindelse med modtagelsen af prisen.

Caspar Eric, der er født med cerebral parese, markerede sig blandt andet sidste år i den offentlige debat, da finansminister Nicolai Wammen (S) under præsentationen af regeringens finanslovsforslag kædede udfordringer med økonomi i kommuner sammen med det specialiserede socialområde.

- Vi har hørt det mange gange før, men nu var det finansministeren, som sagde det fra talerstolen med den nye finanslov i hånden. At handicapområdet var skyld i kommunernes dårlige økonomi. Det var den kendte gøgeungeretorik, sagde Caspar Eric til Politiken.

Cerebral parese er ifølge sundhed.dk et handicap forårsaget af en hjerneskade sket i fostertilværelsen eller den tidlige barndom.

Bjørnsonprisen uddeles tirsdag den 28. maj ved åbningen af Norsk Litteraturfestival. Den gives til en nordisk forfatter.

Sidste år modtog norske Åsne Seierstad prisen. I senere år har blandt andre danske Carsten Jensen (2019) og Sara Omar (2021) modtaget prisen.

Prisen er opkaldt efter den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson, der i 1903 modtog Nobels litteraturpris.

Han var på det tidspunkt den første nordmand, der havde været indstillet til en nobelpris.

Bjørnstjerne Bjørnson bliver betragtet som en af Norges "Fire Store" sammen med Henrik Ibsen, Jonas Lie og Alexander Kielland.

/ritzau/NTB

Læs Mere >>

København, 04/04/2024 - 08:00

Tobias Rahim er det første navn på Grøns koncertplakat

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Tobias Rahim har de seneste år været en af de mest afspillede artister i Danmark. I år optræder han på Grøn.

Grøn - der tidligere var kendt som Grøn Koncert - løfter sløret for den første kunstner, der lægger vejen forbi endagsfestivalerne i løbet af sommeren.

Første navn på plakaten er Tobias Rahim, der de seneste år har været en af de mest afspillede danske artister.

Det oplyser arrangørerne bag Grøn i en pressemeddelelse.

- Jeg tror, at jeg kommer til at ødelægge festen … altså smadre den. Med eksistentiel passion. Jeg har drømt om Grøn-scenen, siden jeg samlede pant til festen som barn, siger sangeren i meddelelsen.

Tobias Rahim blev et kendt navn efter megahittet "Stor mand", som han har lavet sammen med Andreas Odbjerg.

Siden er sange som "Mucki Bar", "Flyvende Faduma" og "Feberdrømmer Xx Dubai" også strøget ind på hitlisterne.

Sidste år spillede Tobias Rahim på flere festivaler, blandt andet Roskilde Festival og Smukfest, men det er første gang, at han skal optræde på Grøn.

I år rejser Grøn til otte forskellige byer fra den 18. juli til den 28. juli.

Første stop er Tårnby ved København den 18. juli. Dernæst kommer Kolding den 19. juli, Aarhus den 20. juli, Aalborg den 21. juli og Esbjerg den 25. juli.

Derefter stopper festivalen i Odense den 26. juli og i Næstved den 27. juli, inden Grøn slutter festen i Valby den 28. juli.

Det er Muskelsvindfonden og Tuborg, der står bag koncertturnéen.

Theis Petersen, der er indsamlingschef i Muskelsvindfonden, glæder sig over, at Tobias Rahim skal optræde på festivalen.

- Vi er sindssygt stolte af, at Tobias Rahim har sagt ja til at være en del af årets Grøn-turné. Det er ingen hemmelighed, at han er en artist, som længe har stået øverst på ønskelisten til Grøn, siger han i meddelelsen.

- Nu må det gerne bare blive juli, så vi igen kan samle publikum med fest, fællesskab og fantastisk livemusik af Tobias Rahim og resten af årets stærke lineup, som vi løfter sløret for i de kommende uger.

Torsdag går billetsalget til alle otte festivaler også i gang.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 04/04/2024 - 08:00

FAKTA: Pensionstillæg kan stadig blive sat ned

* Folkepensionen består af et grundbeløb på 6928 kroner og et pensionstillæg på op til 8016 kroner, hvis du er enlig. Hvis du er gift eller har en samlever, er pensionstillægget op til 4102 kroner. Beløbene reguleres årligt.

* Grundbeløbet bliver ikke påvirket af andre indkomster, men pensionstillægget kan blive sat ned eller helt bortfalde, hvis du har indkomster ud over arbejdsindkomst. Andre indkomster er for eksempel fra private pensionsordninger eller aktieindkomst.

Kilde: borger.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 04/04/2024 - 08:00

Ekstra pose penge på vej til folkepensionister i arbejde

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Arbejdsindkomst modregnes ikke længere i folkepensionen. Ændringen fik virkning med tilbagevirkende kraft, og derfor har nogle folkepensionister penge til gode.

Titusinder af folkepensionister kan se frem til, at de snart får udbetalt ekstra penge.

Det fortæller rådgivningsekspert hos pensionsselskabet Velliv Jens Christian Nielsen.

- Pengene går til dem med en vis indtægt, som arbejdede efter deres folkepensionsalder i 2023, siger han.

Et bredt flertal i Folketinget vedtog i juni sidste år, at folkepensionister fremover ikke skal modregnes i deres folkepension, når de har arbejdsindtægt.

Loven fik virkning med tilbagevirkende kraft til 1. januar 2023. Derfor er der nu penge på vej til de folkepensionister, der i løbet af sidste år oplevede, at deres folkepension blev sat ned på grund af arbejdsindtægt.

- Pengene udbetales i forbindelse med efterreguleringen af pensionen for 2023. I slutningen af maj i år udsender Udbetaling Danmark en opgørelse af, om man har fået den folkepension, som man havde ret til i 2023, siger Jens Christian Nielsen.

Ifølge en beregning fra Velliv er der i gennemsnit 30.000 kroner før skat på vej til 40.000 folkepensionister.

Det svarer til en samlet udbetaling på 1,2 milliarder kroner før skat.

Udbetaling Danmark oplyser til Ritzau, at de anslåede tal fra Velliv ikke virker helt skæve.

Men Udbetaling Danmark kender ikke de præcise tal før om et par måneder, når efterreguleringen er blevet afviklet. De endelige tal og beløb kan altså fravige en smule.

Folketinget har også fjernet modregning i folkepensionen på grund af ægtefælles eller samlevers arbejdsindtægt med virkning fra 1. januar 2023.

- Guleroden til at give en ekstra skalle er markant større end tidligere, og samtidig er det meget mere enkelt at regne ud, hvad man får ud af at arbejde som pensionist, siger Jens Christian Nielsen og tilføjer:

- Begge dele har en positiv effekt på seniorernes beslutning om at arbejde også efter folkepensionsalderen

Fra politisk side har formålet med lovændringerne været at få flere ældre til at blive på arbejdsmarkedet.

- De nyeste beskæftigelsestal for 2024 viser, at der nu er 83.325 folkepensionister i arbejde, siger Jens Christian Nielsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek