Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 04/04/2024 - 10:01

Dansk forfatter bag handicapdigte får norsk litteraturpris

Danske Caspar Eric får norsk litteraturpris og 100.000 norske kroner for "vigtige" bidrag til fælles samtale.

Mathias Eis/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/NTB

Forfatteren Caspar Eric modtager den norske litteraturpris Bjørnsonprisen for 2024.

Prisen, som er på 100.000 norske kroner, gives til den danske forfatter for "hans poetiske forfatterskab og stærke engagement i at bringe vigtige emner ind i den store, fælles samtale".

Caspar Eric, der blev født i 1987 og har cerebral parese, debuterede i 2014 med digtsamlingen "7/11" og har siden udgivet en række digtsamlinger.

"Nye balancer" fra 2023 med undertitlen "handicapdigte" giver ifølge juryen på en "direkte, rasende og tankevækkende måde indblik i, hvordan mennesker med funktionsnedsættelser mødes i det offentlige rum og forties i den offentlige samtale".

- Kunst og poesi har altid været vigtigt for mig, netop fordi det giver os mulighed for at tænke og snakke på nye måder. Særligt om de kroppe, som alt for ofte er henvist til velfærdsstatens skygger, siger Caspar Eric i forbindelse med modtagelsen af prisen.

Caspar Eric, der er født med cerebral parese, markerede sig blandt andet sidste år i den offentlige debat, da finansminister Nicolai Wammen (S) under præsentationen af regeringens finanslovsforslag kædede udfordringer med økonomi i kommuner sammen med det specialiserede socialområde.

- Vi har hørt det mange gange før, men nu var det finansministeren, som sagde det fra talerstolen med den nye finanslov i hånden. At handicapområdet var skyld i kommunernes dårlige økonomi. Det var den kendte gøgeungeretorik, sagde Caspar Eric til Politiken.

Cerebral parese er ifølge sundhed.dk et handicap forårsaget af en hjerneskade sket i fostertilværelsen eller den tidlige barndom.

Bjørnsonprisen uddeles tirsdag den 28. maj ved åbningen af Norsk Litteraturfestival. Den gives til en nordisk forfatter.

Sidste år modtog norske Åsne Seierstad prisen. I senere år har blandt andre danske Carsten Jensen (2019) og Sara Omar (2021) modtaget prisen.

Prisen er opkaldt efter den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson, der i 1903 modtog Nobels litteraturpris.

Han var på det tidspunkt den første nordmand, der havde været indstillet til en nobelpris.

Bjørnstjerne Bjørnson bliver betragtet som en af Norges "Fire Store" sammen med Henrik Ibsen, Jonas Lie og Alexander Kielland.

/ritzau/NTB

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek