Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Sydney, 02/12/2022 - 10:53

Finsk statsminister: EU havde aldrig klaret Ukraine-krise uden USA

Jeg vil sige det ligeud: Europa er ikke stærkt nok over for Rusland, lyder det i tale fra Sanna Marin.

Saeed Khan/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Finlands statsminister, Sanna Marin, siger under et besøg i Australien, at Europa under krigen i Ukraine ikke kunne have klaret sig uden USA.

- Vi er ikke stærke nok, siger hun, til at klare os alene over for Rusland.

Finland har søgt om optagelse i Nato, men det blokeres foreløbig af Tyrkiet.

Præsident Vladimir Putins invasion i Ukraine har udstillet nogle af EU's svagheder og strategiske fejltagelser over for Rusland, påpeger Marin.

- Jeg vil være ærlig over for jer og sige det ligeud: Europa er ikke stærkt nok lige nu.

- Vi ville være i vanskeligheder uden USA, siger hun i sin tale til tænketanken Lowy Institute i Sydney.

Marin betoner, at Ukraine må få "alt, hvad der behøves" for at vinde krigen. Her har USA spillet den vigtigste rolle ved at levere våben, penge og humanitær bistand til at tage brodden af de russiske angreb, siger hun.

- Vi er nødt til at sikre, at vi også opbygger disse evner, når det handler om Europas forsvar, den europæiske forsvarsindustri og at sikre, at vi kan håndtere forskellige slags situationer, konstaterer hun.

Den 37-årig statsminister siger, at man i EU skulle have lyttet mere til lande som Estland og Polen, når de advarede om Putin og opfordrede til at have en hårdere tilgang til Rusland. I stedet valgte flertallet i EU at søge at tilnærme sig den russiske præsident.

Hun nævner nogle af landene ved navn. Tyskland, Frankrig, Italien og Grækenland ville have et tættere økonomisk samarbejde med Rusland.

- Vi burde havde lyttet til vores baltiske og polske venner meget tidligere, mener hun.

- I lang tid oparbejdede Europa en strategi over for Rusland om tættere økonomiske forbindelser for at købe energi fra Rusland. Vi troede, at det kunne forhindre krig.

Men det har "vist sig fuldstændig forkert", siger hun.

- De er ligeglade med økonomiske forbindelser, de er ligeglade med sanktioner. Der er ligeglade med alt det.

/ritzau/AFP

København, 02/12/2022 - 10:40

Musikeren Hugo Helmig er død som 24-årig

Den danske musiker Hugo Helmig er død, bekræfter hans far, Thomas Helmig, på Instagram.

Den danske musiker Hugo Helmig gik bort 23. november. Det bekræfter hans far, Thomas Helmig, fredag på sin profil på det sociale medie Instagram.

- På dit alt for korte livs sidste aften sad vi to sammen i sofaen i din lejlighed. Vi spiste og så "Notting Hill", og vi snakkede og vi snakkede, skriver Thomas Helmig.

- Du var så fuld af håb, drømme og planer for fremtiden. Jeg var hos dig hele natten, og mens du sov, gav dit lille hjerte op.

- Og nu er du så pludselig ikke "her" længere men levet videre et sted "dybt inde i mit hjerte", hvor jeg vil bære dig med ømhed, stolthed og betingelsesløs kærlighed resten af mit liv.

Hugo Helmig Toft Simonsen blev 24 år.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 02/12/2022 - 10:29

Dansk Hollywood-stjerne vil filmatisere Mogens Amdi-bog

Palle Hedemann/Ritzau Scanpix

- Jeg måtte pine og død sikre mig rettighederne til "Amdi bliver til", lyder det fra skuespilleren Pilou Asbæk om fortællingen om den skandaløse Tvind-bagmand.

Fortællingen om Tvind-bagmanden Mogens Amdi Petersens formative år er så spektakulær, at den danske Hollywood-stjerne Pilou Asbæk bare måtte købe rettighederne til den.

Det oplyser Politikens Forlag i en pressemeddelelse.

Ifølge forlaget var der tale om en budkrig, som Pilou Asbæk i sidste ende vandt.

- Da jeg læste "Amdi bliver til", som på alle måder er sindssygt fascinerende og gennemarbejdet, måtte jeg død og pine sikre mig muligheden for at lave drama ud af fortællingen om Amdi, siger Pilou Asbæk i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Bogen rummer i min optik en episk dramaserie på Fyn, i Jylland og den store verden om en af de helt store, sagnomspundne karakterer fra nyere danmarkshistorie. Materialet er forrygende stærkt, og jeg kan slet ikke vente med at få det helt rigtige kreative hold samlet og komme ud over stepperne, lyder det fra skuespilleren.

Det er Rune Skyum-Nielsen, som har forfattet bogen "Amdi bliver til" i samarbejde med skuespilleren Thure Lindhardt.

De har vægtet det højt, at "Amdi bliver til" forvandles til drama i et kreativt parløb med folk, der deler deres nysgerrighed på den skandaliserede Tvind-stifter.

- Før Amdi blev udskældt, landflygtig og eftersøgt, var han mange andre ting også. Undertrykt, pioner, oprører og forfører, siger Rune Skyum-Nielsen i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Vi har ledt efter nogen, der delte vores fascination af hele den sammensatte pakke. Ikke kun af skurkeaspektet, men af et liv, der er løbet løbsk og har overgået fantasien. Og det tror vi lige præcis, at vi har fundet i Asbæk og producer René Ezra, lyder det fra forfatteren.

Mogens Amdi Petersen var i 1970'erne en af de drivende kræfter i etableringen af Den Rejsende Højskole, Det Nødvendige Seminarium og andre alternativer til samfundets ellers eksisterende uddannelser.

I 1972 rykkede skolen til Tvind i Jylland og blev den første i rækken af Tvindskolerne.

I 1987 stiftedes Den Humanitære Fond. Fonden havde til formål at støtte humanitære og naturbeskyttende projekter, men blev anklaget for at fungere som skatteskjul og personlig indtægtskilde.

Et Tvind-medlem har fortalt, at ledende medlemmer trak tilskudskroner ud af den danske stat - blandt andet til projekter af tvivlsom eksistens.

83-årige Mogens Amdi Petersen er varetægtsfængslet in absentia sammen med fire andre, da de menes at være flygtet til udlandet.

De er udeblevet fra en ankesag om skattesvig og underslæb for millioner af kroner.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 02/12/2022 - 10:00

FAKTA: Spørgsmål til forhandling i butikken

* Jeg har set varen billigere et andet sted. Hvad skal der til for, at I giver en bedre pris?

* Jeg har brug for noget tilbehør. Hvilket tilbehør kan I give med i prisen?

* Kommer varen på udsalg, eller har den lige været på udsalg?

* Kan jeg få levering, montering eller anden service med i prisen?

* Hvor stor en rabat kan du give, hvis jeg køber varen nu?

* Hvis sælgeren ikke giver dig noget, kan du spørge, hvad sælgeren ellers kan tilbyde for at gøre dig glad for handlen.

Kilde: raadtilpenge.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 02/12/2022 - 10:00

Se det som en flirt: Lær at prutte om prisen

Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Du har måske svært ved at få dig selv til at spørge om rabat, men det kan ofte betale sig - og butikkerne er vant til at få den slags spørgsmål, siger ekspert.

Salget i landets butikker er faldende, og forbrugernes lyst til at bruge penge ser ud til at dale.

Det kan du måske bruge til din fordel og få presset priserne længere ned.

- Det er et godt tidspunkt at finde sin indre krejler frem i år, fordi julehandlen ser ud til at blive ret sløj. Butikkerne har en interesse i at komme af med deres varer, siger Morten Holm Steinvig, der er konsulent i finansielt forbrug hos Finanstilsynet.

Han peger på, at en sløv julehandel kan gøre butikker mere tilbøjelige til at gå ned i pris for at lukke handlen.

Det gælder også for onlinebutikker, men onlinekøb kan være sværere at forhandle ned i pris, fordi der ikke er den samme menneskelige kontakt som i de fysiske butikker.

Men man kan prøve at skrive eller ringe til onlinebutikken og spørge, om det er muligt at få et nedslag.

- Det værste, der kan ske, er, at man får et nej, siger han.

Hvis du føler, at det kan være grænseoverskridende at bede om rabat, kan du starte forsigtigt.

- Man kan spørge, om det er muligt at få en ekstra service eller noget tilbehør med i prisen, siger han.

Efter at du har prøvet det et par gange og føler dig mere tryg, kan du tage det næste skridt og gå efter at få et prisnedslag.

- Butikkerne har ofte høje avancer på deres varer, så man skal ikke være bange for at spørge efter rabat, siger han.

Morten Holm Steinvig foreslår, at man prøver at se butikker som kræmmermarkeder. Det kan være en måde at overkomme sin tilbageholdenhed.

- Man skal vænne sig til at se prisskiltet som et forslag til en pris for varen, siger han.

Vil du øge din chance for succes, skal du undgå urealistiske bud som en halvering af prisen, når du forhandler.

- En tommelfingerregel er, at jo større og dyrere købet er, desto mere kan man tillade sig, siger Morten Holm Steinvig.

Du kan forbedre dine forhandlingsmuligheder ved at undersøge markedet og finde ud af, hvad konkurrenter sælger til, og om varen tidligere har været sat ned.

- På den måde kan man også bedre fornemme i maven, at man ikke beder om noget urimeligt eller urealistisk, siger han.

Det har også betydning, hvordan man opfører sig, forklarer Morten Holm Steinvig:

- Man kan ikke tillade sig at være uvenlig og urimelig. Det får man heller ikke noget ud af. Man skal i stedet prøve at se forhandlingen lidt som en flirt, hvor man skal småsnakke og skabe en god relation.

Tidspunktet på dagen og ugedagen kan også være afgørende. Vælger du en stille tirsdag formiddag, kan det være, at sælgeren er mere interesseret i at få et salg hjem end en travl fredag eftermiddag.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv