Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bruxelles, 12/12/2022 - 10:57

EU-lande ventes mandag at vedtage sanktioner mod Iran

Ifølge EU's udenrigschef vil EU-landene vedtage en "meget hård" sanktionspakke mod Iran.

John Thys/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

EU-landene vil mandag vedtage nye sanktioner mod Iran. Det siger EU's udenrigschef, Josep Borrell, forud for et møde for EU-landenes udenrigsministre mandag i Bruxelles.

Josep Borrell havde fredag en samtale med Irans udenrigsminister, hvor han varslede sanktionerne.

- Vi vil vedtage en meget hård sanktionspakke, siger Josep Borrell.

- Fredag havde jeg en lang diskussion med Irans udenrigsminister. Vi diskuterede henrettelser, og jeg udtrykte EU's bekymring og fordømmelse og fortalte om de sanktioner, som vil komme i dag, siger Borrell.

Han begrunder de nye sanktioner med Irans henrettelse af demonstranter samt våbenforsyninger til Rusland.

- Vi vil sanktionere både af humanitære årsager og på grund af Irans støtte til Rusland i Ukraine.

- Iran bliver ved med at sige, at de ikke har leveret droner til Rusland efter krigens start. Og at de ikke planlægger at sende raketter til Rusland. Lad os nu se, siger Josep Borrell.

I modsætning til sanktionerne mod Rusland ventes sanktionerne mod Iran alene at omfatte personer og juridiske enheder. Der vil ikke være tale om at ramme specifikke sektorer eller eksempelvis eksport af vigtig teknologi, som EU-landene har indført over for Rusland.

I stedet ventes EU-landene at gå efter personer og måske juridiske enheder, der kan knyttes til undertrykkelsen af demonstrationerne i landet eller til eksport af våben til Rusland.

Dermed vil EU-landene øge presset på Iran, der i de seneste dage har hængt to mænd i forbindelse med demonstrationerne i kølvandet på 22-årige Mahsa Aminis død 16. september.

De to mænd er dømt for at stikke sikkerhedsvagter med kniv. Menneskerettighedsgrupper har dog ifølge Reuters anklaget Iran for at torturere den ene af mændene og tvinge ham til at erkende sig skyldig.

- Det var ikke en let samtale, jeg havde med Irans udenrigsminister. For vi talte om, hvad der sker inde i Iran, vi talte om de to mennesker, der blev henrettet, og om våbenforsyninger til Rusland.

- Iran bliver nødt til at forstå, at vi vil fordømme det hårdt. Og vi vil handle for at støtte de iranske kvinder, de fredelige demonstranter og for at afvise dødsstraf, siger Josep Borrell.

Ifølge Amnesty International har anklagemyndigheden i Iran krævet dødsstraf til mindst 21 personer, som har været involveret i demonstrationerne.

/ritzau/

København, 12/12/2022 - 10:35

Hollywood-stjerne hygger i København

Alexandra Picco/Star Max/Ipx/Ritzau Scanpix

Endnu en gang er den verdensberømte skuespillerinde Lily Collins taget en tur til den danske hovedstad. Her har hun virkelig taget konceptet hygge til sig.

Lily Collins har hovedrollen i Netflix-succesen "Emily in Paris". Men privat er det den danske hovedstad, hun nyder at slentre rundt i.

Endnu en gang har den 33-årige Hollywood-stjerne taget turen til Danmark.

Det fremviser hun i en billedserie, som hun har delt med sine følgere på Instagram.

- Hygge-sæsonen er i fuld sving, lyder det fra Lily Collins.

Under sit visit, hvor hun har selskab af sin mand, filminstruktøren og manuskriptforfatteren Charlie McDowell, har parret gået rundt om Søerne, taget en tur i metroen og hilst på en julemand.

I sommer var Lily Collins også en smuttur til Danmark med gemalen.

Her var de både i Rørvig og nød en middag på Noma.

Og det var ikke første gang, de spiste på den verdensberømte restaurant Noma, som har hele tre stjerner i Michelinguiden.

Det fik Noma-kokken René Redzepi til at spørge parret, hvornår de havde tænkt at flytte til Danmark, hvortil svaret lød, at de prøvede:

- Vi snakker faktisk om det hele tiden, skrev Lily Collins, der er født i England, men opvokset i USA som datter af musikeren Phil Collins.

Om Lily Collins har fået gode råd til ferien fra sin danske kollega, Søren Bregendal, der har haft en rolle i "Emily i Paris", melder historien ikke noget om.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 12/12/2022 - 08:00

Tinka-stjernen Josephine: Ikke rigtig voksen og ikke rigtig barn

Emil Helms/Ritzau Scanpix

Josephine Chavarria Højbjerg, der spiller titelrollen som nissepigen "Tinka", står på tærsklen til voksenlivet, men kan stadig føle sig lille og usikker.

For tredje sæson kan fortællingen om nissepigen Tinka ses på TV 2, og 19-årige Josephine Chavarria Højbjerg har nydt at vende tilbage i titelrollen, men også til at udforske en ældre Tinka.

Det har været spændende for den unge skuespiller.

- Det har været fedt. Jeg har haft nogle helt andre udfordringer denne her gang. Jeg er også selv blevet ældre, så det har også ligget mig meget naturligt at spille en mere moden udgave af Tinka, siger Josephine Chavarria Højbjerg.

Den første julekalender om Tinka rullede over skærmene i 2017, og den blev modtaget med bragende succes. I gennemsnit fulgte 1.097.000 seere med hver eneste aften.

Det satte for alvor fart i Josephine Chavarria Højbjergs karriere.

I 2019 fik hun sin første hovedrolle på biograflærredet i ungdomsfilmen "Hacker", og nye projekter er på vej. Hun har en tv-serie på programmet for 2023.

- Jeg føler mig meget heldig. Det er fedt, at både castere og instruktører stoler på, at jeg kan løfte opgaven som voksenskuespiller, lyder det fra Josephine Chavarria Højbjerg.

Den unge skuespillerinde bor stadig hjemme hos sin mor på Bornholm, og hun kalder sin nuværende alder for speciel.

- Man er ikke rigtig voksen og ikke rigtig barn. Det er en meget speciel alder at have, fordi jeg skal prøve at være voksen, selv om jeg på mange punkter stadig er et barn, lyder det fra hende.

Skuespillet har modnet Josephine Chavarria Højbjerg, der blev student i sommer og derfor har mere tid til at gå efter skuespillet.

- Jeg føler mig voksen. Men samtidig ved jeg også, at jeg godt kan være usikker og føle mig lille i forhold til de andre store, garvede skuespillere, siger Josephine Chavarria Højbjerg.

Det kan hun mærke, når hun får afslag. Det er dog ikke noget, der slår den spirende stjerne ud.

- Jeg har altid haft en indstilling, der hedder, at hvis jeg ikke får det, er det, fordi det ikke var meningen. Jeg er lidt overtroisk på det punkt.

- I skuespil er der mange afslag. Det er lige meget, hvem du er, lyder det fra Josephine Chavarria Højbjerg.

Hun er slet ikke skræmt væk og vil gå benhårdt efter en karriere som skuespillerinde. Derfor vil hun med tiden flyve fra den trygge base på Bornholm og bosætte sig i København.

- Jeg ved jo godt, at det er dér, det sker, siger Josephine Chavarria Højbjerg og fortsætter:

- Det er noget andet at være ung i København, fordi der er så mange muligheder, og der er så mange flere mennesker, man kan møde. Det er det, der trækker.

"Tinka og sjælens spejl" er den tredje i rækken af Tinka-serien. Den kan ses hver dag frem til den 24. december på TV 2 og TV 2 Play.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 12/12/2022 - 09:00

FAKTA: Husk reklamationsretten og pas på varerne

* Du kan bruge din reklamationsret på to år, hvis du opdager, at en vare er i stykker, og hvor fejlen eller årsagen hertil var til stede, da du købte gaven. Du skal huske at medbringe kvitteringen i butikken.

* Den kan gøre, at du får pengene retur eller et afslag i prisen. Det kan også være, at du kan få en ny vare eller få fejlen udbedret på sælgers regning. Reklamationsretten gælder både for handel i en fysisk butik og på nettet.

* Når du køber varer, skal du også være opmærksom på, at de skal returneres i samme stand, som du købte dem, så de kan sælges igen. Det gælder både i en fysisk butik og online.

Kilder: forbrug.dk og forbrugerjuridisk chef Susanne Aamann.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 12/12/2022 - 09:00

Få styr på byttereglerne til julehandlen

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Når det kommer til bytteregler, spiller det en rolle, om du shopper online eller i en fysisk butik. Bliv klogere på reglerne her.

Juleaften er lige rundt om hjørnet. Det betyder, at mange skal ud og svinge dankortet og åbne computeren for at købe gaver.

Her gør du klogt i at kende byttereglerne, hvis du har købt eller modtaget en gave, som ikke skal beholdes.

Sådan lyder det fra Susanne Aamann, der er forbrugerjuridisk chef hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

- Mange er ikke opmærksomme på, at der er forskellige regler for at bytte, alt efter om man køber sine varer på nettet eller i en fysisk butik, siger hun.

Køber du gaverne i en fysisk butik, har du faktisk kun krav på at få dem byttet, hvis det er aftalt ved købet, eksempelvis hvis der er sat byttemærke på.

Butikken skal samtidig tydeliggøre, om du kan bytte eller returnere gaven og få pengene retur.

Derudover kan det være forskelligt fra butik til butik, om du for eksempel kun kan bytte og dermed ikke få pengene tilbage, eller om begge muligheder gælder.

Du bør også være opmærksom på, hvad kravene er for at bytte eller få pengene retur.

- Nogle butikker sætter et lille byttemærke på gaven, og det vil nogle steder være tilstrækkeligt til, at man både kan bytte og få pengene tilbage.

- I andre butikker skal man også have bonen med, særligt hvis man skal have pengene tilbage. Det skal man sørge for at få afklaret inden købet, siger Susanne Aamann.

Det kan også være, at du oplever at kunne bytte i hele januar.

- Mange ved godt, at det giver forbrugerne mindre tid til at købe gaverne i, hvis de kun giver 30 dages bytte- eller returret. For ofte vil man gerne være i god tid med at købe sine gaver, siger Susanne Aamann.

Hun understreger dog samtidig, at det ikke er alle butikker, der har dette tilbud. Derfor bør du holde øje med, om det gælder for den butik, du har købt dine varer i.

Vil du købe gaver på nettet, er du anderledes stillet som forbruger, siger Susanne Aamann. For i EU har du ret til at fortryde dit køb i 14 dage og få pengene retur.

De 14 dage gælder, fra at du har modtaget varen i din postkasse eller fået den leveret i hånden. Leveres pakken til en pakkeboks, gælder det som udgangspunkt, fra at du henter den i pakkeboksen.

Det kan endda være, at fortrydelsesfristen er forlænget i julemåneden, så du kan købe gaverne i god tid.

Susanne Aamann råder til, at du tjekker, hvem der står bag netbutikken, og hvor pakken er sendt fra.

- I EU skal netbutikkerne oplyse deres adresse, mail og kontaktoplysninger, så man har mulighed for at komme i kontakt med dem.

- Synes man, at noget ser mærkeligt ud, bør man prøve at ringe til dem eller sende dem en mail og høre, om de svarer. For det er et dårligt tegn, hvis ikke man kan komme i kontakt med butikken, siger hun.

Derudover kan der komme told og moms oven i prisen, hvis pakken bliver sendt fra et land uden for EU.

Susanne Aamann opfordrer også til, at du betaler med betalingsapp eller betalingskort, hvor du indtaster kortets nummer, udløbsdato og kontrolcifre.

For så er du som udgangspunkt dækket af de såkaldte charge back-regler, hvor banken kan tilbageføre pengene til din konto, hvis varen ikke er dukket op, eller der er noget galt med den.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv