Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Östersund, 27/11/2022 - 10:26

Danske curlingkvinder vinder første EM-guld i 28 år

For første gang siden 1994 har Danmarks curlinglandshold vundet guld ved EM efter en smal sejr over Schweiz.

62210 Mats Andersson/Tt/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

De danske curlingkvinder kan for første gang i 28 år kalde sig europamestre.

Med en sejr på 8-4 over Schweiz i lørdagens finale erobrede Madeleine Dupont, Mathilde Halse, My Hollinger, Denise Dupont og Jasmin Lander EM-tronen.

Først i en ekstra ende blev opgøret afgjort, da Schweiz fejlplacerede sin sidste sten.

Det er også første danske guldmedalje på tværs af køn og mesterskaber siden 1994.

For kvinderne er det et stort fremskridt, da de senest fik en medalje ved EM i 2009.

Finalen i den nordsvenske by Östersund blev spillet for øjnene af få tilskuere, men det tog ikke noget fra selve kampen, der udviklede sig til lidt af en gyser.

Danmark stod i sin første EM-finale siden 2002, og selv om den seneste finaleplads lå 20 år tilbage i tiden, var både Madeleine og Denise Dupont gengangere fra dengang.

Med skipper Madeleine Dupont i spidsen tog Danmark en føring på 1-0 i første ende. Det blev besvaret af de forsvarende verdensmestre, som med sidste sten udlignede den danske føring hurtigt.

To pointløse ender betød, at danskerne bevarede sidste sten, og det udnyttede de til at bringe sig foran 2-1 før pausen.

Schweiz havde en gylden mulighed for at sætte tre point på tavlen i sjette ende, men efter at have fjernet den danske sten bagest i huset gled schweizernes egen sten ud. Schweiz blev noteret for to point, og Danmark slap billigt fra en svær situation.

Kort efter udlignede danskerne til 3-3, men Schweiz bragte sig igen foran 4-3.

Spændingen var fuldstændig intakt, da Danmark gik efter at afgøre kampen i tiende ende. Madeleine Dupont forsøgte at fjerne to schweiziske sten, men ramte i stedet en dansk.

Danskerne måtte derfor nøjes med et enkelt point, som udløste en ekstra ende. Den schweiziske fordel var ikke til at komme udenom, men den allersidste sten kiksede fuldstændig for schweizerne, og danskerne brød ud i jubel i den svenske arena.

/ritzau/

København, 27/11/2022 - 08:00

Andreas Bo: Jeg skriver mig ind i historien

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Andreas Bo er en del af det hold, der skal genrejse Tivolirevyen, og det er et privilegeret job, understreger den prisvindende skuespiller og komiker.

Andreas Bo har fuld knald på karrieren, og nu kan han sætte endnu et flueben på sit farverige cv.

Den 55-årige komiker skal nemlig være en del af holdet, der skal genrejse Tivolirevyen, og han har masser af erfaring at trække på.

- Man kan godt lige få tanken: "Så skal jeg bare ind og sige noget sjovt, som jeg plejer". Men det er klart, at det på et eller andet tidspunkt går op for en, at jeg qua det skriver mig ind i historien, siger Andreas Bo på pressemødet og fortsætter:

- I Cirkusrevyen har jeg haft samme garderobe som Dirch Passer og siddet ved siden af Ulf Pilgaard. Helt krukket synes jeg, det er fedt at kunne sige. Tænk sig at have fået lov til at prøve det, lille tykke Andreas fra Nørre Lyndelse. Men det handler jo ikke om mig - det handler om publikum.

Andreas Bos arbejde er at underholde andre, når de har fri og nyder en stund væk fra dagligdagens trummerum for at hengive sig til grinet.

Det er et enormt privilegie, men også et, der engang slog ham omkuld.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg havde en stressnedsmeltning for mange år siden. Jeg var lige brudt igennem med "Live fra Bremen" og sad inde i Parken og kiggede rundt på de knap 40.000 sæder. Jeg havde lige solgt 55.000 billetter til mit første soloshow, hvor jeg ikke anede, hvad jeg skulle sige.

- Og så rammer det, når man står ude bag Aarhus Musikhus med en smøg og ser 1000 Fiat Punto'er komme kørende, som alle er kommet for at se en.

Andreas Bo blev til sidst sygemeldt med stress.

- Det kan være fuldstændig lammende at tænke: "Hvad fanden bilder du dig ind at tro, du kan få folk til at hive en aften ud af kalenderen, tage pænt tøj på og måske skal ud at spise og bruge for en husstand 1000-1500 kroner".

- Men så kommer der simpelthen et punkt, hvor man er nødt til at sige: "Det er deres valg, og de har sgu valgt mig", siger Andreas Bo.

Af og til kan tankerne, som engang overmandede ham, godt ulme lidt igen, og det kræver en peptalk at psyke sig selv op og få tvivlen til at forsvinde.

- Når jeg går ind på en scene, vil jeg gerne udstråle: "I skal bare være helt rolige og trygge - jeg har den. Læn jer tilbage, og hav det fedt".

- Jeg har nogle gange siddet i bilen på vej til et sjov-mand-efter-hovedretten-job og simpelthen sagt til mig selv: "Jeg er faktisk en lille gave til dem. De skal være glade for, at jeg kommer", selv om jeg godt ved, at det ikke er sådan, det er. Men den indstilling bliver du simpelthen nødt til at have. Ellers så glem det. Så kan det være skideligemeget, siger Andreas Bo.

Lige så vigtigt det er at gå på scenen med stor selvtillid, kan det være lige så destruktivt, hvis det kammer over i storhedsvanvid, tilføjer den erfarne komiker.

- Det går galt, hvis det stiger dig til hovedet, og du tænker: "Så er jeg jo noget helt specielt". For det er vi ikke. Der er ikke forskel på mig og en, der arbejder i Netto. Det her er bare mit job, siger han.

Når folk har valgt at spendere deres aften i hans selskab, har Andreas Bo tre dogmer, han skal efterleve.

Han skal virkelig ville det.

Så skal han være ædru, som han beskriver det. Det betyder, at han skal være i form til at yde det, der skal til på scenen.

Det sidste og altafgørende, der skal være opfyldt, er, at han skal være forberedt og ovenpå.

- Det er den gamle historie om revyskuespillere og afdankede koryfæer, som er gået til i druk af nervepres. De nye standuppere er opdraget på en helt anden måde, siger Andreas Bo og uddyber:

- De har fået at vide, at det var fantastisk, bare de lagde en lort hjemme på kakkelbordet i stuen. "Hvor er det flot! Ind på scenen med dig".

- Men uanset om du har den fra fødslen til indkøbspris, eller man som mig har fået at vide af min mor gennem hele min barndom: "Hvis du stiller dig op på en scene, har du kraftedeme at være forberedt", så er du under alle omstændigheder nødt til at komme overens med det.

Med sine tre dogmer opfyldt, er det et enormt berigende job at entertaine andre.

Det handler om at finde balancen mellem ydmyghed og selvtillid, så man kan give sit publikum en ordentlig en på opleveren.

- Når jeg skal have et par nye bukser og går hen til ekspedienten, som bare begynder at grine, kan jeg godt tage mig selv i først at blive lidt irriteret og tænke: "Nu er det dig, der er på arbejde. Jeg skal bare have et par bukser. Jeg skal ikke underholde lige nu."

- Men så tænker jeg: Tænk sig, at når folk ser mit fede fjæs, tænker de: "Nu skal vi have det sjovt". Det er fantastisk. Vi lever simpelthen af at få folk til at grine. Hvor fucking privilegeret kan man være?, lyder det fra Andreas Bo.

Tivolirevyen får premiere i Glassalen i Tivoli 1. juni 2023.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 26/11/2022 - 14:03

Flashdance-sanger Irene Cara er død

Eric Charbonneau/Ritzau Scanpix

80'er-ikonet Irene Cara, der især er kendt for soundtracket til filmen "Flashdance", er død i sit hjem i USA.

Den amerikanske sanger og skuespiller Irene Cara er død i sit hjem i den amerikanske delstat Florida. Hun blev 63 år.

Det oplyser hendes publicist, Judith Moose, i et opslag på Irene Caras egen Twitter-profil ifølge de britiske medier Metro og The Sun.

Irene Cara var især kendt for kæmpehittet "What a Feeling", som var soundtrack til den romantiske 80'er-film "Flashdance".

- Det er med dyb sorg at jeg, på vegne af hendes familie, meddeler Irene Caras dødsfald. Den Oscar-vindende skuespiller, sanger, sangskriver og producent gik bort i sit hjem i Florida, står der i opslaget.

- Irenes familie har bedt om ro, mens de bearbejder deres sorg. Hun var en smuk, begavet sjæl, hvis arv vil leve videre i hendes musik og film.

Årsagen til Irene Caras død kendes endnu ikke, fremgår det af opslaget.

Irene Cara modtog en Oscar og to Grammy-priser for soundtracket til "Flashdance", som hun både indspillede og var med til at skrive.

Foruden det store pophit er hun blandt andet kendt for at have spillet med i musicalfilmen "Fame".

Udover at have optrådt på det hvide lærred har Irene Cara medvirket i en række musicals på Broadway i New York og i flere tv-serier.

Irene Cara voksede op i bydelen Bronx i New York som den yngste af fem søskende. Hendes far var fabriksarbejder og saxofonist og kom fra Puerto Rico, mens hendes mor havde amerikansk-cubansk baggrund.

Af opslaget på Irene Caras Twitter-profil fremgår det, at der vil blive planlagt en mindeceremoni for hendes fans.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 27/11/2022 - 10:00

FAKTA: Sådan stiger priserne på offentlig transport

* Midttrafik gør rejser med rejsekort dyrere. Prisen stiger mellem 1,5 til 2,5 kroner per rejse. Pendlerkort bliver også mellem 6 og 60 kroner dyrere afhængig af zoneantal.

* Din Offentlige Transport (DOT) hæver priserne på korte rejser med rejsekort og pendlerkort. To-zoners pendlerkort stiger med 40 kroner om måneden. Nogle enkeltbilletter bliver billigere.

* Nordjyllands Trafikselskab (NT) oplyser til Ritzau, at rejsekort og pendlerkort bliver dyrere. Pendlerkort med 8, 9, 10 og 11 zoner og enkeltbilletter stiger ikke i pris.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 27/11/2022 - 10:00

Offentlig transport bliver dyrere fra næste år: Her er dine muligheder

Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Trafikselskaber over i hele landet bekræfter, at priserne hæves fra næste år. Passagerer anbefales at undersøge, om man stadig har den billigste billettype.

Hvis du bruger offentlig transport til at komme rundt, bør du undersøge, om du stadig har den billigste løsning.

Priserne stiger nemlig flere steder i landet fra næste år, og det kan få betydning for dine udgifter til transport.

- Det er svært at undgå at blive ramt af prisstigninger på offentlig transport. Man har typisk ikke de store muligheder for at flytte og ændre på sit transportbehov, siger Lars Wiinblad, der er projektchef for Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk.

Midttrafik i Midtjylland og Din Offentlige Transport (DOT) på Sjælland har meldt ud, at de hæver priserne fra 15. januar 2023.

Til Ritzau oplyser Nordjyllands Trafikselskab (NT), Sydtrafik og FynBus, at de også har prisstigninger på vej fra næste år.

Det er forskelligt, hvilke billettyper trafikselskaberne ændrer på, men alle trafikselskaberne har valgt at hæve priserne med 4,9 procent i gennemsnit.

Det er det loft, som Trafikstyrelsen har fastsat for, hvor meget dyrere offentlig transport må blive i 2023.

Som det eneste trafikselskab oplyser BAT på Bornholm til Ritzau, at priserne vil blive holdt i ro.

Lars Wiinblad anbefaler, at man bruger de kommende stigninger som en god anledning til at undersøge, om den billettype man bruger, stadig er den billigste løsning til ens behov.

- Vi ved fra vores tidligere undersøgelser, at rigtig mange ikke køber den mest optimale billet for dem.

- Der er passagerer, som rejser så meget, at de med fordel kan købe et pendlerkort. Og passagerer, der køber et pendlerkort, fordi de forventer at rejse en del, men de får ikke rejst så meget som forventet, siger han.

En måde at undersøge sit transportbehov er ved at kigge på, hvor mange rejser man foretager på en måned.

Rejser man den samme strækning mere end 26 gange på en måned - eller 6-7 gange på en uge, kan det ifølge Passagerpulsen typisk betale sig at købe et pendlerkort.

Hvis man arbejder hjemmefra noget af tiden, kan det være, at det er billigere med rejsekort.

- Med rejsekort får man også 20 procent rabat uden for myldretid, hvis man rejser inden for samme takstområde. Rabatten fratrækkes automatisk hverdage klokken 11 til 13 og 18 til 07 samt lørdag, søndag og helligdage, siger Lars Wiinblad.

Bruger man fjern- og regionaltog, skal man kigge efter orange-billetter, men det kræver, at man er ude i god tid.

- Man kan også undersøge, om man har særlige muligheder for at rejse billigere som ungdomsrabatter og DSB Erhvervskort gennem arbejdspladsen, siger Lars Wiinblad.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv